Historiker Daniel Henschen har dykket ned i det reddede arkiv efter Selskab for Psykisk Forskning på jagt efter spor af erhvervsmanden Carl Vett. Læs med her.
Jeg er historiker og forrige år var jeg så heldig, at HidDenmark gav mig lov og arbejdsro til at studere arkivet efter Selskab for Psykisk Forskning, som foreningen overtog tilbage i 2022. Jeg er glad for at kunne kvittere for lidt af den store hjælpsomhed med nogle ord om arkivet og mit møde med det på en solrig forårsdag.
Dette arkiv troede jeg ellers på et tidspunkt var gået tabt. En del var da også forsvundet, ødelagt af oversvømmelserne i København i 2011, og siden blev det truet igen da Selskabet i 2022 nedlagde sig selv. En hurtig indsats fra folkene bag HidDenmark havde imidlertid sikret hvad der var tilbage af dokumenter og bøger, og nu sad jeg så her, i et tørt og tempereret lokale med en række brune kasser inden for rækkevidde. Klar til at åbne ikke bare dem, men et nyt afsnit i et menneskes historie.
En lille del af Selskabet for Psykisk Forsknings bibliotek. Billedet er fra 2023, året efter HidDenmark overtog materialerne. Det meste er nu doneret til AFU (Archives for The Unexplained), men det dansksprogede materiale — herunder selskabets private arkiv — vil blive opbevaret så fremtidige forskere kan få glæde af det.
De Psykiske Selskabers Storhedstid
Det er nok ikke alle, der kender Selskabet for Psykisk Forskning. Det blev grundlagt i 1905 som et forum for udforskning af sindets mere skjulte sider. Ordet psykisk dækker det, vi i dag kalder parapsykologi — altså alt fra tankeoverførsel og telekinese til ånder. Fra begyndelsen talte selskabet ikke kun overbeviste spiritister, men faktisk en hel del etablerede videnskabsfolk, så som Zoologisk Haves direktør Julius Schiøtt. Det sidste kan måske overraske, men det var en tid hvor naturvidenskaben hele tiden foretog nye landvindinger. I grundlæggelsesåret lancerede Albert Einstein f.eks. en model for de kræfter, som holder virkeligheden sammen. Og fra de teorier er springet faktisk ikke så langt til det åndelige, som det kan virke.
Måske havde spiritisterne ikke ret i, at de døde taler med os, men i Guglielmo Marconis trådløse telegraf (som var med til at give ham nobelprisen i 1909) kan vi udveksle meninger med mennesker, der befinder sig hundredevis af kilometer væk. De usynlige stråler, som Wilhelm Conrad Röntgen opdager, gør det muligt at se vores skelet inden døden.
Og så er der hele spørgsmålet om psyken, bevidstheden som vi alle sammen anerkender men ikke kan se: i slutningen af 1800-tallet er psykologien og psykiatrien, som vi kender i dag, kun i deres vorden. Og for de første der beskæftigede sig med sindets ukendte dybder er det faktisk svært at blive enige om grænserne for det mulige. Hvad stiller man f.eks. op med hypnosen?
Alt sammen er med til at danne grundlaget for foreninger, som over store dele af verden sætter sig for at undersøge om de parapsykologiske fænomener er ægte eller ej. Oftest splittet mellem skeptikere og ’troende’. Det var også tilfældet i den danske forening.
Selskabet for Psykisk Forsknings arkiv indeholder blandt andet en stor mængde gamle, upublicerede breve fra folk, der delte deres personlige oplevelser med den oversanselige verden. Takket være en stor scanningsindsats af Daniel Henschen er dette materiale, som kun ganske få hidtil har haft adgang til, nu bevaret digitalt.
Carl Vett — Forretningsmanden der blev mystiker
De sidste par år har jeg samlet materiale til en bog om erhvervsmanden Carl Vett (1871–1956). Vett var født som ældste søn og arving til den ene af grundlæggerne af et af dansk erhvervslivs store ikoner, varehuset Magasin du Nord, og i første halvdel af sit liv stod han i spidsen for forskellige erhvervsprojekter ved siden af en fast plads i Magasins bestyrelse. Som sådan er han per definition værd at beskæftige sig med for den, der interesserer sig for dansk kulturhistorie. Min interesse berører imidlertid helt andre sider af Vett, sider som han selv anså for langt vigtigere.
Fra slutningen af første verdenskrig, hvor så mange dele af den etablerede orden stod for fald, kastede Carl Vett sig over visionerne for en helt anden verden. Han sluttede sig til den esoteriske tænker Rudolf Steiner, boede sammen med sufimystikere i Istanbul, mødte Gandhi og var både med til at grundlægge en solidaritetsorganisation for Indiens frihedskamp og starte det biodynamiske landbrug i Danmark. Og så, som noget af det første, blev han i 1918 medlem af bestyrelsen for Selskab for psykisk Forskning og var i en årrække organisationens kasserer.
Carl Vett (siddende yderst til højre) var meget interesseret i sufisme. Han fik i 1925, som den første ikke-muslim, lov til at opholde sig i Istanbul’s Kelami Tekke i to uger. Dette ophold resulterede i bogen ‘Seltsame Erlebnisse in einem Derwischkloster’ fra 1931, der siden hen fik både engelske og tyrkiske oversættelser.
Hvad arkiverne gemte
At arbejde med historie minder nogle gange om at lave detektivarbejde. Man samler alle slags materialer i jagten på fortidens mennesker og følger spor – som så nogle gange ender blindt. Det jeg håbede at finde i kasserne, var dokumenter, der kunne kaste lys over Vetts arbejde inden parapsykologien. Hovedtrækkene kendte jeg: 1918 indvalgt i bestyrelsen, i 1921 initiativtager til den første internationale parapsykologiske konference, som fandt sted i København, senere generalsekretær for den internationale parapsykologiske organisation og medorganisator af en række internationale konferencer – og på sin tid anerkendt som en af dem, der kunne bygge bro på tværs af de stærke egoer og modsatrettede holdninger inden for bevægelsen.
Det var denne verden, der åbnede sig i arkivkasserene, særligt den danske side af den. Det er åbenlyst at en del af særligt det tidlige materiale er forsvundet. Borte var meget af det, der fandtes for næsten 30 år siden, da historikeren Jesper Vaczy Kragh havde mulighed for at tilgå arkivet, mens det endnu befandt sig i ordnet for i Selskabets daværende lokaler. Kraghs arbejde, f.eks. artiklen ”’Overtro og trolddom’ — Selskabet for Psykisk Forskning 1905–1930” er en vigtig og god kilde til denne del af Selskabets historie, men desværre også den eneste.
Så meget mere heldigt var det, at antallet af dokumenter blev stadig større efterhånden som jeg gik igennem årtierne frem mod anden verdenskrig. Her ligger breve med indberetninger om paranormale oplevelser fra hele landet. Her kan man følge Selskabets forskellige udadvendte kampagner for at øge opmærksomheden om det paranormale. Her er der rapporter fra forsøg og vurderinger af medier og fænomener som tilsyneladende overskrider de normalt accepterede naturlove. Og her ligger dokumentation for samarbejdet med de internationale organisationer.
Jeg kunne da også følge en række spor efter Carl Vett efterhånden som jeg kom igennem arkivkasserne: hér en dedikation i en fransk bog, her et afslag på økonomisk støtte. Men det meste af tiden kun i det små, som en biperson i den danske psykiske forsknings historie – selvom han langt fra var det i den internationale.
Fra arkivet: Dedikation til Carl Vett fra forfatter, geolog og spirituel åndsfælle Aimé Rutot (1847–1933).
Fortidens tro – et spejl for nutiden
Måske findes der stadig dem, der ser alt dette som mere eller mindre sære menneskers hobby i en meget lille kreds, uden betydning for det virkelig vigtige – folks daglige liv, økonomien, partierne og alt det. Sagen er imidlertid, at uanset hvordan man ser på fænomenerne, så repræsenterer disse tanker holdninger som en meget stor del af datidens befolkning besad — og det samme gælder i nutiden. At lære dem at kende er i sig selv en vigtig hjælp til at forstå den danske befolknings vej ind i det moderne samfund.
Vi lever i en tid hvor idéen om sindet og bevidstheden og dermed selve det menneskelige igen er til debat i lyset af AI; og som så mange steder er fortidens syn på det samme et godt sted at starte. Og emnet bliver ikke mindre af at kendte og indflydelsesrige psykologer som Sigmund Freud og C. G. Jung var åbne over for at udforske fænomenerne, eller at navnene på de personer, som Carl Vett kendte og arbejdede sammen med tæller fysiologen Charles Richet, nobelpristager i medicin i 1913. Det er en del af europæisk historie, og hvis man har dét perspektiv: et område hvor Danmark, eller i hvert fald én dansker, kom helt i front.
Og set fra et andet hjørne: Uanset hvad man mener om historierne, så udgør de mange indberetninger fra helt almindelige mennesker et hidtil upåagtet kildemateriale til dansk folketro på linje med det, der blev indsamlet i slutningen af 1800-tallet.
Alt dette var tæt på at forsvinde. Og jeg er taknemmelig for at have fået et glimt ind i et glemt stykke danmarkshistorie, og for at det vil være muligt for fremtidige forskere at opleve det samme.
Og min egen personlige jagt efter Carl Vett? Den blev ikke kun ved antydningerne, for lige i det absolut sidste øjeblik dukkede en mappe op, stemplet fra et af de firmaer som Vett havde prøvet at grundlægge den gang han stadig først og fremmest var erhvervsmand. Indholdet af den holder jeg imidlertid for mig selv, indtil bogen om Carl Vett forhåbentlig udkommer til næste år.
Endnu et billede af Carl Vett fra tiden i Istanbul.
