Lindenborg Å flyder fra Rold Skovs kilder i hjertet af Himmerland til Limfjorden mod nord og har historier om spøgelser og naturkræfter med sig i sin strøm
GPS Links:Trinbrættet: 56.918255, 10.066884, Lindenborg Slot: 56.907783, 10.034607
Parkering:Mellem Vaarst Engvej 15 og 20 kan man finde en sti, der giver adgang til den gamle jernbanevej, der leder ned til broen, omtrent ved 56.925650, 10.055747. Der er desværre ingen officiel parkeringsplads. Man kan i stedet vælge at parkere ved Vaarst Banevej og spadsere til jernbanebroen, en tur på ca. 30 minutter.
Værd at vide: Jernbanestrækningen er nu udlagt til cykelsti, og man kan fra Vaarst nå til Hadsund, 30 km mod syd, en vej, der fører gennem smukke og varierede landskaber og forbi historiske bygninger og gravhøje m.m.
Lindenborg Å har sit udspring ved landsbyen Nysum syd for Rold Skov sammen med sin ”tvilling,” Simested Å. Begge åer er omtrent 50 kilometer lange, men hvor Simested Å løber mod sydvest og munder ud i Hjarbæk Fjord, løber Lindenborg Å gennem Gravlev Ådal videre mod nord, og munder ud i Limfjorden mellem Aalborg og Egense nær byen Storvorde.
Det særlige ved Lindenborg Å kan siges at være de magiske vandmasser, der strømmer ud i åen fra Kousbækken, Lille Blåkilde og Blåhøl, og ikke mindst den gamle helligkilde, Ravnkilde, der vælder ud af undergrunden under Rebild Bakker.
Åen bugter sig gennem Gravlev Ådal nord for Rold Skov
Den Gamle Jernbane
Ved landsbyen Vaarst krydser den tidligere jernbane Aalborg-Hadsund Lindenborg Å midt i ådalens vældige sumpområde, og her krydsede åen den gamle Aalborg-Hadsund jernbane, som nedlagdes i 1969. Her var opstillet en vandkran, der sikrede damplokomotivet friske vandforsyninger under turen.
I 1928 blev opstillet et trinbræt ved åen, hvor lystfiskere kunne stå af med deres udstyr. Betegnelsen ”Danmarks mest øde trinbræt” er dækkende, for broen over Lindenborg Å ligger i den brede og sumpede ådal, hvor dræning og grøfter kun med nød og næppe holder markerne tørre. Hvis man som en enlig lystfisker skulle blive grebet af jagten på åens appetitvækkende gedder, gik i egne tanker langs åens bugtninger og missede dagens sidste tog, må natten i ådalen have været en kold og ensom affære, for selv i sommernætter danner ådalens sumpe en tyk og kold tåge.
Forfatteren og hendes far ved Danmarks mest øde trinbræt, tilbage i de sene 80’ere
Det Hjemsøgte Slot
Ikke langt fra trinbrættet finder man herregården Lindenborg Slot — i virkeligheden en herregård — hvis oprindelige bygninger kan føres tilbage til 1367, og som blev ødelagt under grevens fejde i 1534. Hovedbygningen, som den fremstår i dag, blev opført i 1567.
Der er knyttet flere historier om genfærd og indemurede jomfruer til Lindenborg, men den mest markante er historien om friherreinde Sophie Amalie Lindenov, som lægger navn til flere former for spøgeri. I én version af historien har hun orkestreret at få sin mand, Claus Olufsøn Daa, snigmyrdet, og i samvittighedspine over denne gerning vandrer hun rastløst på slottet ved nat, og antager skikkelse af en grå dame.
Parti af Lindenborg Slot fra en gammel illustration
Sophie Amalies Sidste Rejse
En anden og mere hjerteskærende historie om Sophie Amalie er den, at hun i 1688 i hast måtte bringes til Aalborg, idet hun var i fare for at dø i barselssengen. Sophie Amalie var så medtaget af ikke at kunne blive forløst, at hun ikke kunne tåle at blive transporteret i vogn på grund af dens rystelser, så derfor blev et læderdækken spændt ud mellem fire stærke og rolige heste, og musikanter ledsagede de rejsende for at overdøve hendes skrig. Sophie Amalie overlevede desværre ikke den komplicerede fødsel, og hun og barnet blev bisat i Blenstrup kirke syd for godset.
Det siges at man ved nat i juli kan høre det besynderlige transportsceneri marchere over ikke længere eksisterende veje i området nordpå, og hvis man skal vælge et roligt sted at lytte, er den gamle jernbanebro ved Vaarst et godt bud. Her er man langt fra Hadsundvejens trafik og kan opleve den brede å’s strøm og ådalens sumpe i ensomhed. Hvis man ikke hører larmen Sophie Amalies sidste rejse, kan man i stedet lytte efter kaldene fra ravne samt nat‑, mose- og skovhornugler, eller måske med lidt held, få glimt af dansende ellefolk og lygtemænd.
Portræt af Sophie Amalie Lindenov (1649 – 1688)
