Van­dre­blok­ken Sen­ge­ste­nen i Nord­s­kov ved Sten­lil­le er både en bety­de­lig van­dre­blok fra isti­den og et vid­ne om bron­ze­al­der­fol­kets ritu­a­ler

GPS: 55.522470, 11.606450

Par­ke­ring: Kom­mer man fra rute 57 ved Sten­lil­le, lig­ger der til ven­stre for Nord­s­ko­vvej en rum­me­lig par­ke­rings­plads ved sko­vens begyn­del­se nær Hjor­teb­jerg­hus. På vejens mod­sat­te side leder et skilt mod Sen­ge­ste­nen.

Andre attrak­tio­ner i nær­he­den: Blod­ste­nen, Dys­sen På Sna­re­ban­ken, Kor­set Ved Con­ra­di­ne­s­lyst

Det vestsjæl­land­ske land­skab er præ­get af glets­cher­nes til­ba­ge­træk­ning fra lan­det for ca. 11.700 år siden, hvor Wei­s­che­li­s­ti­den aflø­stes af et mere tem­pe­re­ret kli­ma, hvil­ket skab­te et kupe­ret moræ­ne­ter­ræn over­strø­et med sten og grus. Land­ska­bet er karak­te­ri­stisk for sine hvæl­ve­de bak­ked­rag og søer, der er for­met i dødis­hul­ler som Tis­sø og Mag­le­sø. Den til­ba­ge­træk­ken­de is efter­lod  også de stør­re såkald­te lede­blok­ke, sten af usæd­van­lig stør­rel­se, som leder tan­ken hen på et skjult grund­fjeld, der stik­ker spred­te ryg­kam­me frem af de san­de­de jord­lag.

I det­te land­skab lig­ger Nord­s­kov ved Sten­lil­le, et min­dre skov­om­rå­de med bøge­be­voks­ning, hvor bak­ken Hjor­teb­jerg hvæl­ver sig sko­v­klædt med en ryd­nings­rø­de, en grav­høj opbyg­get af min­dre sten, en efter­la­den­skab fra det bron­ze­al­der­folk, der boe­de her i peri­o­den 1700–500 f.Kr.

Et par hund­re­de meter fra Hjor­teb­jerg lig­ger lede­blok­ken Sen­ge­ste­nen, der med sine 15 meter i omkreds er et impo­ne­ren­de styk­ke frit­lig­gen­de gra­nit, næsten rek­tangu­lært med en let kon­kav over­fla­de, som ind­by­der til at krav­le op og lig­ge på den. Ste­nen består af rød­lig grov­kor­net gra­nit, med struk­tur fra hvid plagi­oklas og blan­ke kvart­skorn.

Sen­ge­ste­nen er et vir­ke­lig godt sted lige at få sig en mid­dag­slur mel­lem de dag­li­ge opga­ver.

Et sagn for­tæl­ler om en trold, der ikke gad høre på kir­ke­klok­ker­ne i lands­by­en Und­lø­se, og der­for kaste­de ste­nen. Hvor trol­den stod i for­hold til Und­lø­se, mel­der sag­net ikke noget om, men i så fald ram­te trol­den ved siden af, da Und­lø­se lig­ger 11 kilo­me­ter fra Sen­ge­ste­nen.

Der fin­des også på ste­nen eksem­pla­rer af bron­ze­al­der­fol­kets skå­l­tegn – hel­l­rist­nin­ger udfor­met som små for­dyb­nin­ger, ofte 4–10 cm i dia­me­ter, og som fin­des over det meste af Skan­di­navi­en, og som vid­ner om en udbredt kul­tisk akti­vi­tet.  Dis­se tegn skul­le fore­fin­des på ste­nens nor­den­de, men er dog ikke syn­der­ligt tyde­li­ge. Ste­nen lig­ger udgra­vet i sko­v­bun­den, og om bron­ze­al­der­fol­ket hav­de adgang til ste­nen i dens ful­de omfang er også svært at vide. Men ikke desto min­dre leder ste­nens stør­rel­se og over­fla­de tan­ken hen på ritu­a­ler som ofrin­ger og cere­mo­ni­er.

Bøge­sko­ven der omgi­ver Sen­ge­ste­nen er ung og lys, en typisk dansk brugs­skov. Vi ved der­for intet om hvil­ket land­skab der i bron­ze­al­de­ren omgav ste­nen – om det var old­ti­dens kro­ge­de ege­sko­ve med en ufrem­kom­me­lig og mørk under­skov, eller om ste­nen lå frit med omgi­ven­de ager­land, hvor sol­he­sten kun­ne ride henover him­len med direk­te udsigt til Sen­ge­ste­nen.

Men når man til­brin­ger tid på ste­nens over­fla­de uan­set vej­r­li­get, får man alli­ge­vel en ople­vel­se af have direk­te adgang til både Dan­marks gåde­ful­de old­tid og de geo­lo­gi­ske kræf­ter, der fik Sen­ge­ste­nen til at rive sig løs fra nor­dens grund­fjel­de og med glets­che­rens umå­de­li­ge kræf­ter til at lan­de i Vestsjæl­lands ynde­ful­de moræ­neland­skab.

Kil­der

  • Geus.dk
  • Lokal­hi­sto­risk arkiv for Sorø og omegn
  • Dan­marks Natur­fred­nings­for­e­ning
  • Sjæl­land­ske Nyhe­der