Sæbe­bob­le-UFO’er

Sæbe­bob­ler fra rum­met?

Til­sy­ne­la­den­de intel­li­gen­te sæbe­bob­ler hører til blandt de mere spøj­se uiden­ti­fi­ce­re­de fly­ven­de objek­ter, der er ble­vet set i Dan­mark gen­nem åre­ne. Hvad vid­ner til den­ne type obser­va­tio­ner gen­nem­gå­en­de beskri­ver, er: svæ­ven­de, gen­nem­sig­ti­ge-til-halv­gen­nem­sig­ti­ge kug­ler, nor­malt på stør­rel­se med ten­nis­bol­de og opef­ter, der til­sy­ne­la­den­de bevæ­ger sig af egen intel­li­gens, ofte i mod­vind, mens de ynde­fuldt navi­ge­rer diver­se for­hin­drin­ger. I fle­re af sager­ne for­svin­der bob­ler­ne ved at fly­ve op i luf­ten, ind­til de ikke læn­ge­re kan ses. I enkel­te til­fæl­de har vid­ner end­da set mere end ét af dis­se objek­ter i sam­me obser­va­tion.

Selv­om sager invol­ve­ren­de sæbe­bob­le-for­me­de UFO’er bestemt ikke er ukend­te i resten af ver­den, ser de dog af en eller anden grund ud til, at have været sær­ligt pro­mi­nen­te her i lan­det. I løbet af 1960’erne og 70’erne, var det som om Dan­mark under­gik en regu­lær inva­sion af dis­se mær­ke­li­ge objek­ter. Der var dog uden tvivl et vist over­lap mel­lem obser­va­tion og for­vent­ning i den­ne peri­o­de, der har far­vet man­ge af sager­ne. Fle­re frem­træ­den­de dan­ske ufo­lo­ger, var den­gang en del af en stør­re bevæ­gel­se omkring den polsk-ame­ri­kan­ske kon­takt­per­son Geor­ge Adam­ski, der tal­te om en igang­væ­ren­de, epo­kal kon­takt mel­lem men­ne­sker og udenjor­di­ske civi­li­sa­tio­ner. Ved hjælp af Adam­ski’s ter­mi­no­lo­gi, kate­go­ri­se­re­de man dis­se sæbe­bob­ler som “tele­me­ter­ski­ver”: fjernsty­re­de over­våg­nings­son­der, der blev ope­re­ret fra kred­sen­de moder­ski­be højt oppe i atmos­fæ­ren. Det­te var blot et af man­ge eksemp­ler på, hvor­dan til­hæn­ge­re for­søg­te at fin­de mening i de mere “skæ­ve” UFO-obser­va­tio­ner, som ikke faldt så let ind i de ram­mer, der var udstuk­ket af Adam­ski.

Fle­re dan­ske ufo­lo­ger har også for­talt om deres egne møder med dis­se mær­ke­li­ge sæbe­bob­ler. H.C. Peter­sen, grund­læg­ger af  SUFOI (Skan­di­na­visk UFO Infor­ma­tion) og sene­re den dan­ske afde­ling af IGAP (Inter­na­tio­nal Get Acquain­ted Pro­gram) og en af ​​ver­dens mest åben­hjer­ti­ge for­ta­le­re for Adam­ski-sko­len, hæv­de­de at have set ikke bare én, men hele to, i 1965. Her for­søg­te han at etab­le­re men­tal kom­mu­ni­ka­tion med dem, i den tro, at de var tele­me­ter­ski­ver. Året efter hav­de Ensio Slej, en anden tid­lig dansk ufo­log, der også abon­ne­re­de på Adam­skis lære, nær kon­takt med en sæbe­bob­le i cen­trum af Køben­havn. Også han for­søg­te at etab­le­re en slags men­tal for­bin­del­se, hvil­ket efter eget udsagn lyk­ke­des. Mere skep­tisk indstil­le­de per­son­lig­he­der, har dog også rap­por­te­ret om møder med dis­se objek­ter. Et eksem­pel er Jens Lai­gaard, for­fat­ter til fle­re fag­bø­ger om ufo­er og det para­nor­ma­le, der så én, da han var 12 år gam­mel. 

Neden­for har vi sam­let en kro­no­lo­gi over UFO obser­va­tio­ner, invol­ve­ren­de hvad vid­ner beskrev som sæbe­bob­ler.

En kro­no­lo­gi over dan­ske sæbe­bob­le-sager

24. april, 1959. Lige før kl. 16.00 begynd­te en UFO-detek­tor, instal­le­ret på her­re­gård på Sydsjæl­land, at sum­me. Et par minut­ter sene­re så to af bebo­er­ne på her­re­går­den en sfæ­risk UFO fly­ve hen over him­len i cir­ka 20 sekun­der. Et af de to vid­ner beskrev UFO’et som en metal­lisk, skin­nen­de kug­le, men den anden sag­de, at den lig­ne­de en sæbe­bob­le med en solid ker­ne.

19. August, 1962. Hr. F. Aabin var på ferie i Skæls­kør, da han fra Vester­ga­de, ca. kl. 11, så et rundt, blå­ligt objekt højt oppe imel­lem sky­er­ne. Objek­tet hav­de mest af alt karak­ter af en sæbe­bob­le og var iføl­ge vid­net bestemt ingen bal­lon. Det hav­de stør­rel­se som et knap­penåls­ho­ved, i udstrakt arm.

9. janu­ar, 1963. Chri­sti­an Lyng­gaard tog tre bil­le­der af en “sæbe­bob­le” i for­skel­li­ge over­gangs­sta­di­er.

Kort efter steg bob­len op i luf­ten og for­svandt. Obser­va­tio­nen vare­de sam­men­lagt 85 sekun­der.

4. maj, 1963, mel­lem klok­ken 16.00 og 17.00. Fra Her­ning så et vid­ne, “M.B.”, en sæbe­boble­lig­nen­de gen­stand på ca. 10 cm i dia­me­ter, bevæ­ge sig hen over him­len. Vid­net beret­te­de, at sæbe­bob­len holdt en fast kurs og fløj mod vin­den, på trods af at det blæ­ste kraf­tigt. Objek­tet pas­se­re­de vid­net på cir­ka 5 meters afstand, 3 meter over jor­den, og med en hastig­hed, som vid­net vur­de­re­de til omkring 8 km/t.

22. eller 23. juni, 1965. Sidst på efter­mid­da­gen var den pro­mi­nen­te ufo­log H. C. Peter­sen igang med at skri­ve en arti­kel, da han føl­te en trang til at kig­ge ud af sit vin­due. Omkring 200 meter væk så han, hvad der først lig­ne­de en klump mæl­kebøt­te­dun båret af vin­den. Men da Peter­sen kig­ge­de gen­nem sin kik­kert, så han at det var en solid, sæbe­bob­le-lig­nen­de gen­stand, omtrent på stør­rel­se med en ten­nis­bold. Den var omkring 20 meter over jor­den og bevæ­ge­de sig ube­svæ­ret fra syd mod nord med omkring 30 km/t, på trods af en vesten­vind, der blæ­ste omkring 6 knob. Efter et minut steg UFO’en til en fly­ve­høj­de på 50 meter (i en anden arti­kel står der at den var 100–200 meter oppe) og fløj mod den nær­lig­gen­de Fly­ve­sta­tion Vær­lø­se. 20–30 sekun­der efter sæbe­bob­len for­svandt, duk­ke­de en anden op, meget lig den før­ste, og fløj sam­me vej. Han og hans kone for­søg­te at kom­mu­ni­ke­re tele­pa­tisk med sæbe­bob­ler­ne, men uden held.

I sin oprin­de­li­ge beret­ning for­kla­re­de H. C. Peter­sen, at han aflag­de et besøg i det ene­ste nær­lig­gen­de hus, som objek­ter­ne kun­ne have pas­se­ret. Men bebo­er­ne her hav­de intet set, og insi­ste­re­de på, at de hel­ler ikke hav­de blæst sæbe­bob­ler. På et sene­re tids­punkt for­tal­te Peter­sen, at den før­ste sæbe­bob­le for­svandt mel­lem nog­le kamp­fly, og at den anden for­svandt, mens den bevæ­ge­de sig mod vin­den.

En dag i mid­ten af ​​1960’erne gik et med­lem af BUFOC (Born­holms UFO Club), Tom Peder­sen, langs Fre­de­riks­sunds­vej i Brøns­høj. Her bemær­ke­de han plud­se­lig, hvad der umid­del­bart lig­ne­de en helt almin­de­lig sæbe­bob­le, hvi­len­de langt oppe ved et hjør­ne af en byg­nings­væg. Et sekund efter fløj den hen over hove­d­et på ham og ned ad gaden, hvor den for­svandt efter ca. et halvt minuts tid. Peder­sen skrev sene­re om sin ople­vel­se til før­nævn­te H.C. Peter­sen, der sva­re­de, at det var en tele­me­ter­ski­ve, der var der for ham ale­ne at ople­ve. Peter­sen anty­de­de sam­ti­dig, at den måske var at ind­sam­le data. Vi ved ikke, om den­ne obser­va­tion gik for­ud for H.C. Peter­sens obser­va­tion fra Vær­lø­se, eller først fandt sted sene­re.

Som­mer, 1966. Kri­mi­na­las­si­stent og UFO-entu­si­ast, Ensio Slej, gik langs Gam­mel Strand i det cen­tra­le Køben­havn, i ret­ning mod Råd­hus­stræ­de. Vej­ret var klart og skyfrit, men let blæ­sen­de. Plud­se­lig så han, hvad lig­ne­de en sæbe­bob­le på stør­rel­se med en ten­nis­bold, cir­ka 3 meter over gade­plan. Den var delt langs mid­ten af en tyde­lig afgræn­set linje, hvoraf den ene halv­del var blå­lig, men gen­nem­sig­tig, og den anden så ud som om den var fyldt med røg. Bob­len fløj kort efter hen over kana­len, mod en par­ke­ret bil, og for­svandt under den. Slej fort­sat­te med at gå lidt, før det mær­ke­li­ge ved synet for alvor gik op for ham. Det­te kun­ne ikke være en almin­de­lig sæbe­bob­le, tænk­te han ved sig selv, så måske var det en tele­me­ter­ski­ve. Han sæn­ke­de tem­po­et og begynd­te at pro­ji­ce­re men­talt til bob­len, at den skul­le vise sig for ham igen, hvis sidst­nævn­te var til­fæl­det. Slej stop­pe­de da og vend­te sig om, og så nu bob­len kom­me direk­te mod ham i en høj­de af ca. 1/2 meter over jor­den. Den stop­pe­de omkring 3 meter fra ham, hvor­ef­ter den steg op til øjen­høj­de. Her holdt den sig ube­væ­ge­lig i luf­ten et styk­ke tid, inden den fløj hen mod en anden bil. Den begynd­te så at gli­de langs den­ne bils anten­ne, før den ende­lig fløj afsted, og for­svandt op mel­lem de davæ­ren­de spor­vogns­led­nin­ger.

Sep­tem­ber, 1967. En smuk måneskin­s­af­ten lå en kvin­de, E.H., i sin seng på Fal­ko­ner­gårds­vej på Fre­de­riks­berg. Hun hav­de svært ved at sove, og omkring kl 23, rej­ste hun sig fra sin seng og kig­ge­de ud af vin­du­et. Her så hun en 30 cm bred gen­stand, der lig­ne­de en sæbe­bob­le, kom­me med en lynets hast ned fra him­len. Objek­tet stop­pe­de og svæ­ve­de nær et stort pære­træ i hen­des have, cir­ka 8–9 meter fra sove­væ­rel­se­vin­du­et. E.H. kun­ne se gade­lyg­ter­ne reflek­te­re i bob­lens over­fla­de, hvil­ket gav den en nær­mest gyl­den over­fla­de. Efter et par minut­ter, så bob­len ud til at bli­ve mere pære­ag­tig i sin form og den for­svandt der­ef­ter. E.H. var ikke sik­ker på, om den rent fak­tisk fløj væk, eller om den sprang.

27. sep­tem­ber, 1967. En mand ved navn F. M. Peter­sen og den­nes lil­le­bror, opholdt sig haven til deres hus i Sæd­ding. Plud­se­lig så de, hvad de tro­e­de var en stor sæbe­bob­le, omkring 10 cm i dia­me­ter, nær hæk­ken. Den fløj van­dret hen over græs­plæ­nen med vin­dens hastig­hed, 2 meter over jor­den. Kort efter duk­ke­de en anden bob­le op, som fulg­te sam­me for­løb som den for­ri­ge. Dren­ge­ne for­søg­te nu at få fat i den, men lige da den var inden for ræk­ke­vid­de, ændre­de bob­len sin kurs dra­ma­tisk og fløj næsten direk­te op i luf­ten, ind­til den var helt ude af syne. Iføl­ge brød­re­ne var der ikke nogen i nær­he­den, der kun­ne have været ansvar­li­ge for at blæ­se sæbe­bob­ler.

Fra sidst på året, 1967 har vi end­nu en sag fra Fre­de­riks­sunds­vej, den­ne gang på stræk­nin­gen mel­lem Husum og Her­lev. Vid­net ven­te­de på bus num­mer 150, da han plud­se­lig kig­ge­de fra stop­pe­ste­det og ud på for­to­vet. Han så nu, hvad han først tro­e­de var en sæbe­bob­le, kom­me rul­len­de mod ham hen over cykel­stien, for sidst gå i stå for­an hans fød­der. Da den hav­de lig­get der lidt, fløj den til­ba­ge ud mod vej­en, mens biler­ne kør­te frem og til­ba­ge. Men i ste­det for at bli­ve ramt og spræn­ge, steg bob­len op i luf­ten ind­til den var i 3–4 meters høj­de, for der­ef­ter at fal­de igen i 1 meters høj­de, så snart der var fri bane. Den gen­tog den­ne und­vi­gel­ses­ma­nøv­re fle­re gan­ge. Bob­len stod der­ef­ter ende­lig stil­le i omkring 5 sekun­der, før den steg op i luf­ten en sid­ste gang, ind­til den var ude af syne. Vid­net var sik­ker på, at det ikke kun­ne have været en sæbe­bob­le, da sæbe­bob­ler har en ten­dens til at skin­ne i for­skel­li­ge far­ver, mens den­ne var fuld­stæn­dig far­ve­løs i sin gen­nem­sig­tig­hed. Bob­len hav­de været des­u­den været upå­vir­ket af vin­den under hele for­lø­bet.

Ukendt loka­tion og dato (men før maj, 1968): Et med­lem af den nu heden­gang­ne ​​orga­ni­sa­tion FUFOS (Fre­de­riks­berg UFO Stu­di­e­kreds) var ude og køre på sin knal­lert, da han så noget hvid­ligt fly­ve for­bi sig. Gen­stan­den vend­te der­ef­ter om og fløj til­ba­ge i ret­ning mod ham, den­ne gang så lang­somt, at han kun­ne se hvad det var. Det lig­ne­de en stor og næsten helt gen­nem­sig­tig sæbe­bob­le. Bob­len fløj der­ef­ter fløj lige over hove­d­et på ham, ind­til den nåe­de en hæk ind til en have. Sæbe­bob­len stop­pe­de her, stod stil­le et øje­blik, mens den pul­se­re­de, og fore­tog så et plud­se­ligt spring opad i meget høj fart. Obser­va­tio­nen vare­de ikke læn­ge­re end 20 sekun­der.

Maj, 1968. Et vid­ne ved navn Knud, der boe­de på hjør­net af Åbou­le­var­den og Blå­gårds­ga­de i Køben­havn, kig­ge­de en dag ud vin­du­et og så, hvad der fore­kom ham at være en næsten gen­nem­sig­tig sæbe­bob­le, 12–14 cen­ti­me­ter i dia­me­ter. Den stod helt stil­le i luf­ten, i lyset fra for­lyg­ten af en bil, der holdt for rødt. Obser­va­tio­nen vare­de omkring 30 sekun­der, ind­til lys­kryd­set skif­te­de til grønt, og biler­ne begynd­te at køre. På det­te tids­punkt steg bob­len straks op og svæ­ve­de over de køren­de biler et kort styk­ke tid, inden den for­svandt med en hastig­hed, som vid­net vur­de­re­de til at være cir­ka 40 km/t.

Juli, 1968. Fra sin som­mer­bo­lig i Tam­d­rup Strand, øst for Hader­s­lev, obser­ve­re­de Gun­nar Stol­ten­borg, hvad han vur­de­re­de som en 10 cm gen­nem­sig­tig kug­le, der nær­mest lig­ne­de — men abso­lut ikke var — en stor sæbe­bob­le. Den svæ­ve­de lyd­løst, omkring 30 meter væk, nær en ræk­ke af træ­er. Efter et styk­ke tid steg kug­len til vej­rs, ind­til den ikke læn­ge­re kun­ne ses. Obser­va­tio­nen fandt sted omtrent sam­ti­dig med, at en stør­re tre­kant­for­met UFO var ble­vet set i Skryd­strup, (omkring 30 km vest for Tam­d­rup Strand). Vid­net men­te, at der må have været en for­bin­del­se mel­lem de to, og at sæbe­bob­len måske var en slags rekog­nos­ce­ring­far­støj sendt ud fra et stør­re rum­skib — med andre ord, en tele­me­ter­ski­ve.

Hen mod slut­nin­gen af juli, 1970, brag­te fle­re avi­ser en ræk­ke artik­ler om en mand fra Blok­hus i Vend­sy­s­sel, der var kom­met i besid­del­se af en metal­lisk kug­le, han i fle­re til­fæl­de beskrev som en sæbe­bob­le. Han hav­de fun­det den på stran­den sam­men med sin kone, og var sik­ker på, at den måt­te være fal­det ned fra him­len. Han viste den efter­føl­gen­de til nog­le loka­le “ufo-eks­per­ter”, der bekræf­te­de ham i hans mistan­ke om, at det var en slags obser­va­tions­sen­der fra en frem­med pla­net. Når man læser beskri­vel­sen af ​​gen­stan­den, stem­mer den ikke overens med andre til­fæl­de af kla­re, sæbe­bob­le-lig­nen­de gen­stan­de. Den var meget min­dre og ander­le­des af karak­ter. Ikke desto min­dre under­stre­ger det­te ten­den­sen til at sidestil­le begre­bet tele­me­ter­ski­ver med sæbe­bob­ler, noget avi­ser­ne nu også hav­de fået fær­ten af.

En mor­gen i april, 1971, var en land­mand ved navn Arne Skjold­mo­se igang med at har­ve sin mark, ved Sør­by­mag­le på det vest­li­ge Sjæl­land. Plud­se­lig fan­ge­de en sæbe­boble­lig­nen­de gen­stand hans opmærk­som­hed. Den duk­ke­de op omkring 50 meter fra trak­to­ren og bevæ­ge­de sig i et meget lang­somt, men ujævnt, tem­po langs jor­den. Det slog Skjold­mo­se, at bob­len bevæ­ge­de sig direk­te mod vin­den. Gen­stan­den fort­sat­te ind­til den var blot 5 meter fra ham, hvor­ef­ter den plud­se­lig hæve­de sig omkring 2–3 meter i vej­ret og der­ef­ter svæ­ve­de van­dret i ret­ning af trak­to­ren. Den for­bløf­fe­de bon­de åbne­de trak­tor­dø­ren for at se nær­me­re på bob­len, der end­te med at fly­ve så tæt for­bi ham, at han næsten kun­ne have rørt den. Da den hav­de pas­se­ret trak­to­ren, sank den til sin oprin­de­li­ge afstand tæt på jor­den og fort­sat­te sin kurs. Gen­stan­den var på stør­rel­se med en ten­nis­bold og på afstand lig­ne­de den en sæbe­bob­le så meget, at han for­ven­te­de den vil­le bri­ste når som helst. Da den kom tæt­te­re på ændre­de den dog far­ve til mat­grå eller mæl­ke­hvid, med kun let gen­nem­sig­tig­hed. Der kom ingen lyd fra objek­tet. Skjold­mo­ses obser­va­tion blev først offent­lig­gjort i 1974, på et tids­punkt hvor der var mas­siv UFO-dæk­ning i pres­sen fra især det­te områ­de af Dan­mark. Avi­ser­ne nævn­te igen begre­bet tele­me­ter­ski­ver i for­hold til obser­va­tio­nen, og tryk­te også en beret­ning om en anden obser­va­tion, Skjold­mo­se hav­de haft et par år for­in­den.

26. novem­ber, 1973: Omkring klok­ken 00.45 meld­te en obser­va­tør på Guld­bergs­ga­de i Køben­havn om fire lysen­de, run­de objek­ter, der fløj fra syd­vest i 60 gra­ders høj­de over hori­son­ten. Obser­va­tø­ren beskrev gen­stan­de­ne som væren­de “nær­mest som sæbe­bob­ler, eller blankt stål, let blå­li­ge i far­ven”. Dis­se gen­stan­de fløj i en fir­kan­tet for­ma­tion, og hver af dem var på stør­rel­se med en to-kro­ne målt fra armslæng­de, hvil­ket for­tæl­ler os, at de må have været noget stør­re end en gen­nem­snit­lig sæbe­bob­le. Vid­net beskrev dem som helt tav­se. Den­ne sag skil­ler sig ret tyde­ligt ud fra hoved­par­ten af obser­va­tio­ner­ne her, men er med­bragt for­di vid­net selv drog sam­men­lig­nin­gen med sæbe­bob­ler.

15. august, 1979. En mand ved navn Pre­ben Høg­berg kør­te i sin Fiat 600 kl. 7 om mor­ge­nen, på vej til Jæger­spris, med tre pas­sa­ge­rer. På et tids­punkt ser han plud­se­lig hvad lig­ner en sæbe­bob­le i neder­ste ven­stre hjør­ne af bilens for­r­u­de. Det blæ­ste meget, og bilen kør­te i åbent ter­ræn uden fod­gæn­ge­re nogen ste­der i nær­he­den, så Høg­berg undre­de sig over, hvor sæbe­bob­len kom fra. Han spurg­te efter­føl­gen­de pas­sa­ge­rer­ne om de også hav­de set den, men de rea­ge­re­de, som om de tro­e­de han var skør. Høg­berg beskrev gen­stan­den som glø­de­n­de, gla­s­klar og/eller lys­lil­la i far­ven, og omkring 10 cm i dia­me­ter. Obser­va­tio­nen vare­de kun omkring 3–4 sekun­der.

Engang i løbet af 1970’erne obser­ve­re­de Jens Lai­gaard, sene­re for­fat­ter til fle­re UFO- og para­nor­ma­le bøger, en sæbe­bob­le-lig­nen­de gen­stand. Han var da 12 år gam­mel. Han for­tal­te dog først offent­ligt om obser­va­tio­nen man­ge år sene­re, i 1990, men uden rig­tig at give nogen yder­li­ge­re detal­jer.

Kom­men­ta­rer

Hvis vi kig­ger rent objek­tivt på de oven­stå­en­de sager, og den 20-års ram­me de er ble­vet rap­por­te­ret inden­for, så kan vi udle­de et par møn­stre og gen­nem­gå­en­de detal­jer, der er værd at frem­hæ­ve.

Vi kan star­te med, lidt groft, at for­de­le sager­ne i de to føl­gen­de kate­go­ri­er:

1) Obser­va­tio­ner invol­ve­re­ren­de “nøg­leob­ser­va­tø­rer”, der klart tro­e­de, at objek­ter­ne de så var tele­me­ter­ski­ver, og som ikke lag­de skjul på den­ne tro.

2) Obser­va­tio­ner invol­ve­ren­de (til­sy­nelan­den­de) mere til­fæl­di­ge obser­va­tø­rer, der ikke hav­de — eller ihvert­fald ikke udtryk­te — nogen spe­ci­fik­ke hold­nin­ger til, hvad objek­ter­ne kun­ne være.

Vi kan selv­føl­ge­lig ikke være helt sik­re på, hvor græn­ser­ne for den­ne for­de­ling går. Men vi kan se, at de før­ste sæbe­bob­le-sager, går man­ge år for­ud for sam­men­kob­lin­gen med tele­me­ter­ski­ver. Der er der­for ikke nogen tvivl om, hvad kom først. Det er først i mid­ten af 1960’erne at H.C. Peter­sen begyn­der at kate­go­ri­se­re sæbe­bob­le-objek­ter som tele­me­ter­ski­ver og til­med har sin egen obser­va­tion, at vi begyn­der at se ople­ve fle­re sager invol­ve­ren­de ufo­lo­ger og andre rum­skibs-tro­en­de indi­vi­der.

Rent ind­holds­mæs­sigt kan vi også med rime­lig sik­ker­hed kon­klu­de­re, at der er nog­le af obser­va­tio­ner­ne, der ikke omhand­ler sam­me type fæno­men, som vi ser i de “rene” sæbe­bob­le-nær­kon­takt­sa­ger. Fak­tisk kan vi ikke engang put­te dis­se i en fæl­les “anden” kate­go­ri, da de også ind­byr­des er af helt for­skel­lig karak­ter. De er da også mest af alt inklu­de­ret, for­di vid­net selv lave­de en asso­ci­a­tion med sæbe­bob­ler, og for at spo­re før­nævn­te udvik­ling af sidestil­lin­gen mel­lem sæbe­bob­ler og tele­me­ter­ski­ver. Fle­re af dis­se “afvi­ger-sager” er des­u­den meget svæ­re at vur­de­re, da de ofte omhand­ler objek­ter set på lang afstand. Afstands­vur­de­ring, selv med kla­re refe­ren­ce­ram­mer, er altid base­ret på skøn fra vid­ners side, og gene­relt har vi men­ne­sker ikke san­ser­ne med os, til at lave sær­lig gode vur­de­rin­ger på det områ­de. Det er end­vi­de­re meget svært at fore­stil­le sig, at man kan kom­me med kor­rek­te, detal­je­re­de beskri­vel­ser, af objek­ter på så lang afstand. Der­for skal dis­se sager tages med for­be­hold.

Hvad angår nær­kon­takt­sa­ger­ne, så er det en helt anden situ­a­tion. Her får vi en klar for­nem­mel­se af, at vid­ner­ne har obser­ve­ret det sam­me fæno­men. Det er vir­ke­lig inter­es­sant hvor­dan man­ge af de sam­me “adfærds­møn­stre” går igen i de for­skel­li­ge obser­va­tio­ner, især hvad angår bevæ­gel­se, reak­tion og den måde bob­ler­ne for­svin­der på. Der er til gen­gæld en for­skel på stør­rel­ser­ne af objek­ter­ne fra sag til sag, hvor de mind­ste omta­les som i omeg­nen af en ten­nis­bold, og de stør­ste som hele 30 cm i dia­me­ter. Men det­te taler hver­ken for eller imod objek­ter­ne som hhv natur­fæ­no­me­ner eller kun­stigt frem­stil­le­de.

Der er fle­re af sager­ne, man let kun­ne afskri­ve som ønske­tænk­ning, eller måske lige­frem opdig­te­de. Idéen om for­vok­se­de sæbe­bob­ler som væren­de udenjor­di­ske dro­ner, man til­med kan etab­le­re tele­pa­tisk kon­takt med, fore­kom­mer vir­ke­lig bizar og er med til at give man­ge af sager­ne mere end et skær af nai­vi­tet. Måske er det der­for, de ikke har været gen­stand for stør­re under­sø­gel­se her­hjem­me. En anden god grund kun­ne være, at de lader til at være for­s­vun­det igen med udgan­gen af 1970’erne. Ihvert­fald næv­nes sæbe­bob­ler ikke læn­ge­re, i UFO rap­por­ter efter den tid. Og da sæbe­bob­ler sta­dig er rime­lig vel­kend­te og udbred­te, bur­de refe­ren­ce­ram­men sta­dig være oplagt.

Hvis man tager Adam­ski-bril­ler­ne på kun­ne man måske argu­men­te­re for, at sæbe­bob­ler­ne for længst er ble­vet “opgra­de­ret” og nu hører blandt de udgå­e­de tele­me­ter­ski­ver-model­ler. Men hvis man hæl­der til, at der er tale om et natur­ligt fæno­men, hvor­for bli­ver dis­se sæbe­bob­le-objek­ter så ikke rap­por­te­ret læn­ge­re? En mulig­hed er, at der er nog­le omstæn­dig­he­der for deres fysi­ske til­bli­vel­se, der ikke læn­ge­re er til ste­de. Men hvad præ­cis dis­se skul­le være, er svært at sige, da vi jo ikke ved hvad de er til at begyn­de med. Folk som Tre­vor James Con­stab­le og Ivan T. San­der­son tal­te i sin tid for den mulig­hed, at nog­le UFO’er kun­ne være en slags orga­ni­ske, selv­be­vid­ste orga­nis­mer, der end­nu ikke er ble­vet opda­get af viden­ska­ben. Det er inter­es­sant at tæn­ke på i sam­men­hæng med sæbe­bob­le-sager, men det må — ihvert­fald for nu — for­bli­ve spe­ku­la­tio­ner.

Kil­der

• Wil­ly Weg­ner – UFO-Lan­din­ger i Dan­mark (FUFOS, 1978)
• Wil­ly Weg­ner – UFO’er Over Dan­mark: 1965–1990 (Sphinx, 1990)
• Tids­skrif­ter: Born­holms UFO Club # 6 (1975), UFO-Aspekt #3 (1980) & UFO-Aspekt Jule-Spe­ci­al (1968), UFO-Nyt #6 (1959), #10 (1963) #5 (1964), #4 (1965), #6 (1967) #2 & 5 (1968), and #1 & 5 (1974)
• Udvalg­te avi­ser: Jyd­ske Tiden­de, 20. juli (1968), Vend­sy­s­sel Tiden­de, 25. juli (1970), Sil­ke­borg Avis, 1. august (1970), Sjæl­lands Tiden­de, 30. Marts (1974) & Århus Stift­s­ti­den­de, 24. juli (1990)