I 1950’erne hav­de en polsk meka­ni­ker bosat i Dan­mark en ræk­ke UFO-kon­tak­top­le­vel­ser, der på man­ge måder var for­ud for deres tid. Læs mere om ople­vel­ser­ne her!

Josef Maliszewskis før­ste kon­tak­top­le­vel­se

Den 19. juni 1951, kl. ca. 2:30 om nat­ten, hør­te den polsk­fød­te meka­ni­ker Josef Maliszewski en mystisk, fløjten­de lyd uden for sit som­mer­hus i Møn­ster­ko­lo­ni­en 166 i Søn­der­borg. Han gik uden­for og så et mær­ke­ligt udse­en­de far­tøj lan­de på en nær­lig­gen­de mark mod øst, i ret­ning af lands­by­en Sunds­mark. Far­tø­jet min­de­de om et fly, men var 100 meter langt – læn­ge­re end de stør­ste kom­merci­el­le fly, der pro­du­ce­res selv i dag. Far­tø­jet hav­de halv­må­ne­for­me­de vin­ger, der fol­de­de sig ud under lan­ding, en rotor i mid­ten og stod på et lan­dings­stel med hestesko-lig­nen­de fød­der. Far­tø­jet hav­de run­de vin­du­er på siden, lige­som på et skib. Maliszewski løb hen imod far­tø­jet, men i en afstand af cir­ka 50 meter stop­pe­de en mystisk kraft ham. Han kun­ne ikke gå læn­ge­re, men kun­ne sta­dig høre og se samt bevæ­ge sine arme og hæn­der. Han bemær­ke­de, at ikke ale­ne var fug­le­ne holdt op med at syn­ge, kvæ­get og heste­ne på mar­ken var også holdt op med at bevæ­ge sig. Maliszewski antog af en eller anden grund, at det mysti­ske far­tøj var kom­met for at bort­fø­re kre­a­tu­rer­ne, men så hør­te han plud­se­lig en stem­me sige: »Du skal ikke være ban­ge, vi tager ikke nogen af dem.«

Skitse/model af far­tø­jet, lavet af Maliszewski selv

Maliszewski så der­ef­ter otte små, fly­ven­de tal­ler­ke­ner kom­me ud af far­tø­jet, fire fra hver side. De små tal­ler­ke­ner steg til vej­rs, hvor de blev hæn­gen­de svæ­ven­de over det stør­re far­tøj og udstød­te en svag, ujævn lyd. En slags rul­le­trap­pe sæn­ke­de sig ned fra hoved­far­tø­jet, og seks besæt­nings­med­lem­mer gik ud via rul­le­trap­pen. To af besæt­nings­med­lem­mer­ne begynd­te at repa­re­re far­tø­jets høj­re vin­ge, to andre inspi­ce­re­de den ven­stre vin­ge, mens de reste­ren­de to stod vagt ved rul­le­trap­pen.

Besæt­nings­med­lem­mer­ne var usæd­van­ligt høje, mørklø­de­de og smuk­ke i deres fremto­ning, men fuld­stæn­dig lig jor­dens men­ne­sker. Maliszewski beskrev sene­re deres udse­en­de som sydøst­a­si­a­tisk, idet de min­de­de ham om indo­ne­se­re. De bar gli­tren­de, mør­ke­blå hel­drag­ter uden syn­li­ge søm­me, og

gen­nem­sig­ti­ge, boble­for­me­de hjel­me. Deres ansig­ter var dæk­ke­de af masker med slan­ger for­bun­det til to ilt­fla­sker på ryg­gen, i stil med dem som frø­mænd bærer. Maliszewski så yder­li­ge­re nog­le besæt­nings­med­lem­mer i far­tø­jets vin­du­er, iført de sam­me uni­for­mer.

Imens Maliszewski betrag­te­de det mær­ke­li­ge far­tøj og dets besæt­ning, sag­de han til sig selv: »Uh, hvor er vi dum­me på den­ne jord« blot for øje­blik­ke­ligt at mod­ta­ge et tele­pa­tisk svar om, at Jor­dens men­ne­sker ikke var min­dre intel­li­gen­te end andre, men nu, hvor vi var trå­dt ind i ato­mal­de­ren, var rum­fol­ke­ne ankom­met for at adva­re os om vig­tig­he­den af at tage kon­trol over vores egen skæb­ne. Den tele­pa­ti­ske besked nævn­te, at de også hav­de mestret ker­ne­kraft, men pro­ble­met var, at vi end­nu ikke hav­de lært at bru­ge den på en sik­ker, bil­lig og fre­de­lig måde. Efter at besæt­nings­med­lem­mer­ne var fær­di­ge med at repa­re­re rum­ski­bet, trak vin­ger­ne sig til­ba­ge ind i ski­bets skrog og fol­de­de sig ud igen.

Efter noget tid fol­de­de rum­ski­bets vin­ger sig ind end­nu engang. Besæt­nin­gen gik her­ef­ter til­ba­ge ind i rum­ski­bet, og rul­le­trap­pen blev truk­ket op. Maliszewski modt­og en sid­ste tele­pa­tisk besked fra rum­fol­ke­ne: »Far­vel, vi ses igen.« Rum­ski­bet steg der­ef­ter til vej­rs med en fløjten­de lyd. Da det hav­de nået en høj­de af 100 meter, fløj de små, ube­man­de­de tal­ler­ke­ner ind i nog­le luger på siden af far­tø­jet, fire tal­ler­ke­ner på hver side. Det bevæ­ge­de sig fort­sat opad mod him­len og for­svandt til sidst i et lys­glimt, der oply­ste hele him­len, efter­fulgt af syn­li­ge gni­ster.

Plud­se­lig kun­ne Maliszewski bevæ­ge sig igen, og det sam­me gjaldt dyre­ne på mar­ken, der nu begynd­te at løbe væk. Fug­le­ne begynd­te end­da at syn­ge igen. Han bemær­ke­de også, at rum­ski­bet hav­de efter­ladt lan­dings­spor på mar­ken med to tyde­li­ge aftryk fra lan­dings­stel­lets hestesko-lig­nen­de fød­der. Hvert lan­dings­af­tryk dæk­ke­de et are­al på 4 x 2 meter, og der var 35 fod­spor syn­li­ge mel­lem spo­re­ne. Han opda­ge­de også at hans lom­m­eur var stop­pet kl. 2:30. Da han kom til­ba­ge til sit som­mer­hus, så han yder­li­ge­re, at uret i hans sove­væ­rel­se var stop­pet på nøj­ag­tig sam­me tids­punkt. Maliszewski tal­te sene­re med nabo­er­ne, som for­tal­te ham, at man­ge men­ne­sker bag­ef­ter var gået over til mar­ken for at se nær­me­re på de mysti­ske spor.

I dage­ne efter ople­vel­sen hav­de Maliszewski en under­lig, syre­ag­tig smag i mun­den og var kon­stant tørstig. Han hav­de også både søvn­be­svær og diar­ré. Et par dage sene­re for­søg­te han at repa­re­re både sit lom­m­eur og det sta­tio­næ­re ur i sit sove­væ­rel­se. Det lyk­ke­des ham at få lom­m­eu­ret til at vir­ke igen, men ikke det andet ur.

Maliszewski for­tal­te sene­re sine kol­le­ger på den tank­sta­tion, hvor han arbej­de­de, om hæn­del­sen. Ingen af dem tro­e­de på ham og sva­re­de, at han sand­syn­lig­vis hav­de hal­luci­ne­ret, drømt, eller hav­de været fuld og set et fly, som han hav­de for­veks­let med et rum­skib. Maliszewski sva­re­de, at han aldrig i sit liv hav­de været fuld. Efter arbej­de lave­de Maliszewski en skit­se af rum­ski­bet og kon­tak­te­de loka­la­vi­sen Søn­derjy­den om sin ople­vel­se.

Maliszewskis anden ople­vel­se

Den 18. maj 1954 tog Maliszewski på en fiske­tur omkring kl. 2 om nat­ten til sit fore­truk­ne fiske­sted, halvvejs mel­lem Hørup­hav og Søn­der­skov. Der så han et lil­le og ele­gant, tal­ler­ken­for­met rum­skib, der kom fly­ven­de imod ham, hen over van­det i en høj­de på omkring 25 cm. Rum­ski­bet lave­de en

sum­men­de lyd, som Maliszewski sene­re sam­men­lig­ne­de med lyden fra en syma­ski­ne. Den fly­ven­de tal­ler­ken stop­pe­de tæt på ham, lugen på den sprang op, og pilo­ten steg ud. Han kom med en sølv­far­vet kan­de, der inde­holdt en blå væske, som han hæld­te op i et glas til Maliszewski, der først tøve­de med at drik­ke. Maliszewski mær­ke­de dog, at hans angst for­svandt, og drak glas­set med den blå væske, som smag­te lidt lige­som rød­vin.

Maliszewski blev der­ef­ter invi­te­ret ombord. Da rum­ski­bet var flø­jet ud over havet, afspil­le­de pilo­ten en bånd­op­ta­gel­se af en besked, ind­talt på fly­den­de dansk af en kvin­de­lig stem­me. Han gav også Maliszewski et styk­ke brød, han hav­de. Stem­men fra bånd­op­ta­ge­ren for­tal­te Maliszewski, at han skul­le spi­se brø­d­et ombord på ski­bet.

Tal­ler­ke­nens pilot afspil­le­de fle­re bånd­op­ta­gel­ser, der detal­je­ret beskrev, hvor­dan rum­ski­bets moto­rer fun­ge­re­de, og han viste Maliszewski maski­ne­ri­et ombord, som fun­ge­re­de efter andre drifts­prin­cip­per end de pri­mi­ti­ve på Jor­den, hvil­ket gjor­de dem mere sik­re, min­dre spild­ful­de og bil­li­ge­re at ved­li­ge­hol­de. Den fly­ven­de tal­ler­ken blev dre­vet af en atom­re­ak­tor pla­ce­ret under gul­vet; dens anti-tyng­de­krafts­mo­to­rer brug­te elek­tro­mag­ne­ti­ske fel­ter til at kom­pri­me­re luft og ska­be en luft­pu­de. Det blev også for­kla­ret hvor­dan deres rum­ski­be kun­ne gøre sig usyn­li­ge.

Maliszewski spurg­te pilo­ten, hvor han kom fra, og pilo­ten afspil­le­de en ny bånd­op­ta­gel­se. Den­ne besked afslø­re­de, at de rum­fa­ren­de kom fra en pla­net ved navn Suton eller Zutorn i et andet sol­sy­stem (For­skel­li­ge artik­ler om Maliszewskis UFO-møder anven­der for­skel­li­ge sta­ve­må­der — Maliszewski selv spe­ci­fi­ce­re­de aldrig, hvil­ken sta­ve­må­de han fore­trak). Maliszewski under­stre­ge­de sene­re, at Zutorn ikke måt­te for­veks­les med Saturn i vores eget sol­sy­stem, og at den hav­de fire måner og kred­se­de om en sol, der lig­ne­de vores egen. Pilo­ten afslø­re­de også for Maliszewski, at zutor­ni­a­ner­ne hav­de et moder­skib i kredsløb om Jor­den, hvor det vil­le ophol­de sig igen­nem en 15 år lang mis­sion, og at tal­ler­kenski­bet ikke kun­ne fly­ve læn­ge­re væk fra moder­ski­bet end 50.000 kilo­me­ter. I de øvre lag af vores atmos­fæ­re fløj de zutor­ni­an­ske far­tø­jer på mag­ne­ti­ske bøl­ger og ikke på luft­pu­der, som de brug­te tæt­te­re på over­fla­den.

Inden den zutor­ni­an­ske pilot sat­te Maliszewski af igen, for­tal­te han, at de vil­le ven­de til­ba­ge for at sam­le ham op igen præ­cis 14 dage sene­re.

Maliszewskis sid­ste ople­vel­se

Den 30. maj, 1954 mød­te Maliszewski rig­tig­nok den sam­me tal­ler­ken­pi­lot som et par uger tid­li­ge­re, igen ved sit fore­truk­ne fiske­sted. End­nu en gang blev han invi­te­ret ombord på det lil­le, tal­ler­ken­for­me­de skib af pilo­ten, som smi­le­de, men ikke ytre­de et ord, og i ste­det kom­mu­ni­ke­re­de via tele­pa­ti. Den zutor­ni­an­ske pilot til­bød at vise Maliszewski, hvor smukt det ydre rum var. Den­ne gang tog han ham med op gen­nem atmos­fæ­ren til det kilo­me­ter­lan­ge zutor­ni­an­ske moder­skib i kredsløb om Jor­den. Fra tal­ler­ke­nen kun­ne Maliszewski se Jor­den og obser­ve­re­de nord­lys (aur­ora bore­a­lis) nær poler­ne, hvil­ket han beskrev som en ild, der slyn­ge­de sig op fra over­fla­den og skin­ne­de lige så klart som solen. Maliszewski så det­te på en tv-skærm ombord på tal­ler­ke­nen, ikke gen­nem dens vin­du­er. Han fik også vist video­op­ta­gel­ser, som zutor­ni­a­ner­ne hav­de taget på andre pla­ne­ter i vores sol­sy­stem, her­un­der Saturn og dens måner. Tal­ler­ke­nen ankom til sidst til moder­ski­bet og fløj ind gen­nem en cir­ku­lær luft­slu­se i siden.

Ombord på moder­ski­bet mød­te Maliszewski en smuk og høj (cir­ka 2 meter), slank kvin­de, der bar en gli­tren­de dragt, et lår­kort skørt og en kap­pe. Hun var ledsa­get af nog­le lig­nen­de udse­en­de indi­vi­der, som intet sag­de. Kvin­den tal­te fly­den­de dansk og gav ham tre kys – et på hver kind og et på pan­den. Hun sag­de der­ef­ter til ham: »Du er min bror, og jeg er din søster. Du skal ikke tro, at I er ale­ne her i det mæg­ti­ge uni­vers.« Maliszewski spurg­te hen­de der­ef­ter hvor­dan zutor­ni­a­ner­nes sam­fund var orga­ni­se­ret, samt om de hav­de nogen form for reli­gion og tro­e­de på en Gud eller Djæ­vel som i kri­sten­dom­men. Den zutor­ni­an­ske kvin­de for­tal­te Maliszewski, at de kend­te til et væsen, de kald­te det Øver­ste Væsen, og at det ene­ste, det det­te væsen for­lang­te, var, at man elske­de sin næste. Jor­den var det Øver­ste Væsens kolo­ni, som han hav­de brugt lig­nen­de racer til at kolo­ni­se­re; racer, der måske hav­de for­skel­li­ge hud­far­ver, men var ens inde­ni. Hun sag­de der­ef­ter, at det Øver­ste Væsen ikke ønske­de sine skab­nin­ger noget ondt, men at der også var et mis­un­del­sens væsen, som ønske­de at øde­læg­ge alt, og som måske var den sam­me, som men­ne­sker kal­der djæ­vel­en.

Maliszewski hav­de en læn­ge­re dis­kus­sion med den zutor­ni­an­ske kvin­de om tin­ge­nes til­stand på pla­ne­ten Jor­den. Hun for­tal­te ham, at Jor­dens folk bur­de afskaf­fe mili­tæ­ret og den pen­ge­ba­se­re­de øko­no­mi, arbej­de min­dre, samt give uaf­hæn­gig­hed til alle vores kolo­ni­er for at brin­ge vores sam­fund tæt­te­re på zutor­ni­a­ner­nes. Zutor­ni­a­ner­ne hav­de intet behov for pas, van­dre­de frit mel­lem pla­ne­ter­ne og betrag­te­de livet på Jor­den som et fængsel, da vi uden grund blev ved med at begræn­se vores liv. Maliszewski fik også at vide, at rum­folk, der lig­ne­de dem på Zutorn og på Jor­den, leve­de på man­ge pla­ne­ter i hele kos­mos, inklu­siv Venus. De blev alle sty­ret af det før­nævn­te Øver­ste Væsen, og dis­se rum­folk ælde­des ikke, som vi jord­men­ne­sker gjor­de. Grun­den til, at dis­se rum­folk end­nu ikke offi­ci­elt hav­de kon­tak­tet os på Jor­den, var, at vi sta­dig ikke var intel­li­gen­te nok til at und­gå at bru­ge atom­kraft til krig, og hvis en tred­je ver­denskrig skul­le fin­de sted, vil­le men­ne­ske­ra­cen på Jor­den ikke over­le­ve. Zutor­ni­a­ner­ne var kom­met til Jor­den for at adva­re os imod net­op det­te sce­na­rie. Den zutor­ni­an­ske kvin­de for­tal­te Maliszewski, at på hen­des pla­net var der ingen der hav­de en posi­tion over andre: alle var lige.

Kvin­den gav Maliszewski en rund­t­ur på moder­ski­bet, som var 1 kilo­me­ter langt og hav­de en besæt­ning på 400 mænd og kvin­der, her­af 100 dvær­ge (!). Maliszewski så haver med blom­ster rundt omkring på moder­ski­bet og fik at vide, at ski­bets indre maski­ne­ri var lavet af stål og sølv, mens dets ydre skrog var lavet af et pla­stik-lig­nen­de mate­ri­a­le udvun­det fra kaf­fe­plan­ten. Maliszewski hav­de ingen pro­ble­mer med at kom­mu­ni­ke­re med besæt­nin­gen, da zutor­ni­a­ner­ne hav­de fulgt radi­o­trans­mis­sio­ner fra Jor­den læn­ge nok til fuld­stæn­digt at for­stå alle jor­di­ske sprog. De hav­de især stor inter­es­se i at lyt­te til vores gud­stje­ne­ster.

Da Maliszewski hav­de fået en gui­det tur på moder­ski­bet, tog de ham med til­ba­ge til fiske­ste­det, hvor de sat­te ham af halv seks om mor­ge­nen. Turen ombord på det zutor­ni­an­ske moder­skib, bereg­ne­de Maliszewski, hav­de varet 3½ time.

Efter­føl­gen­de begi­ven­he­der

1958, decem­ber: Det dan­ske maga­sin UFO-Nyt udgav en arti­kel om Maliszewskis obser­va­tion, som inde­holdt den illu­stra­tion, han hav­de lavet af det rum­skib, han så nær Søn­der­borg — kom­plet med detal­jer om dets kon­struk­tion og udstyr. Artik­len rap­por­te­re­de, at Maliszewskis ur, som holdt op med at vir­ke efter ople­vel­sen, og som han ikke selv kun­ne repa­re­re, sene­re blev sendt til et labo­ra­to­ri­um for ana­ly­se.

1959: Maliszewski var en af hoved­ta­ler­ne på SUFOI’s årli­ge kon­fe­ren­ce.

1963, marts: Maliszewski afslø­re­de i et inter­view med en lokal avis, at han arbej­de­de på en rum­skibs­mo­del, og at han på sin 80-års fød­sels­dag vil­le sam­le den dan­ske pres­se for at invi­te­re dem på en rum­rej­se til Månen.

1963, 26. okto­ber: Maliszewski dør. Hans søn, som på det tids­punkt boe­de i Var­de, arve­de rum­skibs­mo­del­len.

Maliszewski med sin rum­skibs­mo­del

KOM­MEN­TAR OG ANA­LY­SE

Nav­net Josef Maliszewski er prak­tisk talt ukendt i dag, og der er skre­vet meget lidt om ham og hans ople­vel­ser uden for Dan­mark. Selv her­hjem­me næv­ner artik­ler om Maliszewski kun hans før­ste ople­vel­se i 1951 og ikke de to efter­føl­gen­de ople­vel­ser i maj 1954 – måske på grund af alle ele­men­ter­ne af ”high stran­ge­ness”, såsom at rumvæs­ner­ne skæn­ke­de Maliszewski brød og vin ved det andet møde, eller at det tred­je møde afslø­re­de, at rumvæs­ner­ne tro­e­de på et Øver­ste Væsen og et Mis­un­del­sens Væsen, der lig­ne­de Gud og Satan i kri­sten­dom­men. Det vil­le nok også have været lidt meget for man­ge jord­bund­ne dan­ske­re at slu­ge. Set med nuti­dens øjne vil hans for­tæl­ling unæg­te­ligt fore­kom­me end­nu mere absurd og naiv, men der et par grun­de til ikke bare at afvi­se den blankt. Det bety­der dog sam­ti­dig ikke, at vi behø­ver at tro på den helt bog­sta­ve­ligt

Josef Maliszewski var det før­ste ufo-vid­ne i Dan­mark, der rent fak­tisk iden­ti­fi­ce­re­de det far­tøj, der blev set — og dets besæt­ning — som udenjor­disk: Sagen fra Aars­lev Enge i 1600-tal­let fandt sted før fly­rej­ser var i de fle­stes tan­ker, for slet ikke at tale om rum­rej­ser, og der­for tal­te vid­ner­ne om »en vogn uden heste« og »mær­ke­ligt klæd­te folk«; selv vid­net til sagen fra Kon­gens Thi­sted i 1944 tol­ke­de det, han så, som et eks­pe­ri­men­telt tysk mili­tær­fly med men­ne­ske­li­ge pilo­ter.

Maliszewskis ople­vel­se i 1951 var også en af de før­ste klas­si­ske “contactee”-sager (kon­takt­per­son-sager) i ver­den og så vidt vi ved den før­ste i Dan­mark. Maliszewskis møder med gra­ci­ø­se, men­ne­ske­lig­nen­de rumvæs­ner i gli­tren­de hel­drag­ter, der kom til vores pla­net for at adva­re os om vores kri­ge­ri­ske adfærd, gik end­da for­ud for hans lands­mand Geor­ge Adam­skis lig­nen­de møde med Ort­hon fra Venus, som først fandt sted den 20. novem­ber 1952. Det skal næv­nes, at det­te sce­na­rie med men­ne­ske­li­ge rumvæs­ner, der rej­ser til Jor­den for at adva­re os men­ne­sker om at få styr på vores egen civi­li­sa­tion, er præ­cis den sam­me hand­ling som i Hol­lywoods sci­en­ce fiction-film fra 1951, “The Day The Earth Stood Still”. Den­ne film hav­de dog først pre­mi­e­re i Dan­mark den 6. novem­ber 1952, mere end et år efter Maliszewskis ople­vel­se. Nog­le af Maliszewskis sene­re ople­vel­ser føl­ger dog trop med mere klas­si­ske kon­takt­be­ret­nin­ger – mødet med den smuk­ke kvin­de­li­ge astro­naut den 30. maj 1954 fandt for eksem­pel sted et år efter, at den ame­ri­kan­ske con­ta­ctee Tru­man Bet­hurum i 1953 skrev om sit møde med den kvin­de­li­ge rum­kap­ta­jn Aura Rha­nes fra pla­ne­ten Cla­rion.

Lige­som man­ge andre UFO-obser­va­tio­ner inde­hol­der Maliszewskis før­ste ople­vel­se også et klas­sisk eksem­pel på ”Oz-fak­to­ren”, hvor tiden synes at stå stil­le, og vid­net føler sig som i en bob­le og alle lyde for­svin­der. Det fak­tum, at Maliszewski blev fysisk syg efter ople­vel­sen, tyder også på, at der ske­te ham noget hånd­gri­be­ligt og fysisk, og er noget man lige­le­des hører om fra utal­li­ge nær­kon­takt­s­sa­ger over hele ver­den. Det sam­me gæl­der detalj­en om, at både hans lom­m­eur og det sta­tio­næ­re ur holdt op med at vir­ke på sam­me tid. For slet ikke at tale om, at ople­vel­sen ikke kun påvir­ke­de ham, men også fug­le­ne, kvæ­get og heste­ne uden­for, samt at nabo­er­ne, der kom på besøg bag­ef­ter, også så de mysti­ske afmærk­nin­ger på mar­ken.

For læse­re i det 21. århund­re­de lyder de små tal­ler­ke­ner, der blev sendt ud fra hoved­rum­ski­bet under obser­va­tio­nen i 1951, meget som dro­ner. Hvad angår sel­ve hoved­rum­ski­bets udse­en­de, er det inter­es­sant, at det hver­ken lig­ne­de fly­ven­de tal­ler­ke­ner eller de cigar­for­me­de moder­ski­be, der iføl­ge Adam­ski fun­ge­re­de som fly­ven­de han­garski­be for tal­ler­ke­ner­ne. Det lig­ne­de i ste­det, mere end noget andet, Sän­gers Sil­ber­vogel – et kon­cept for et raket­dre­vet bom­be­fly, som inge­ni­ø­ren Eugen Sän­ger teg­ne­de under 2. Ver­denskrig for det tyske luft­vå­ben.

Sil­ber­vogel bom­be­fly­et. Sam­men­lign med Maliszewskis teg­ning i star­ten af artik­len, og vis­se lig­he­der vil teg­ne sig 

Sene­re skul­le Maliszewski dog møde de mere klas­si­ske tal­ler­ken­for­me­de far­tø­jer, og de lan­ge, cigar­for­me­de moder­ski­be i kredsløb om jor­den, i stil med dem vi ken­der fra Geor­ge Adam­ski. De små dro­ne­ag­ti­ge tal­ler­ke­ner, der blev ope­re­ret fra et stør­re rum­skib, lyder også som Adam­skis tele­me­ter­ski­ver.

Det er bemær­kel­ses­vær­digt, at Maliszewski beskrev zutor­ni­a­ner­ne som fuld­stæn­dig men­ne­ske­li­ge af udse­en­de, med en fysisk fremto­ning, der min­de­de om folk fra Java i Indo­nesi­en. Det­te var en ret almin­de­lig beskri­vel­se i tid­li­ge CE3-sager (Nær­kon­takt af Tred­je Grad), men ikke noget, der kom i fokus før fle­re år sene­re.

Et andet mær­ke­ligt aspekt af Maliszewski-sagen, er den del af den anden ople­vel­se, hvor pilo­ten gav Maliszewski et glas vin og et styk­ke brød. At udenjor­di­ske skæn­ker men­ne­sker mad og drik­ke er en ret almin­de­lig hæn­del­se i ufo-nær­kon­takt­s­sa­ger ver­den over, men var igen ikke et møn­ster som ufo­lo­ger blev opmærk­som­me på før efter Maliszewskis død. Et vel­kendt eksem­pel på det­te er sagen om Joe Simon­ton, som i Nort­hwoods, Wiscon­sin i 1961 mød­te rumvæs­ner, der skæn­ke­de ham tre små pan­de­ka­ger. Det har også kla­re paral­lel­ler til den euro­pæ­i­ske even­tyrtra­di­tion, der igen byg­ger på en bre­de­re fol­ke­tra­di­tion, der stræk­ker sig langt til­ba­ge i tiden.

I sid­ste ende ved vi ikke, om Josef Maliszewski var en kom­plet fup­ma­ger, en per­son med en meget liv­lig fan­ta­si, eller fak­tisk ople­ve­de hvad han sag­de han gjor­de. Måske skal sva­ret fin­des et eller andet sted imel­lem de tre mulig­he­der. Det vi dog kan sige med sik­ker­hed er, at hans ople­vel­ser spil­ler en vig­tig rol­le i en ufo­lo­gisk-histo­risk kon­tekst, og der­for fortje­ner at kom­me ud til et stør­re publi­kum end de hidtil har gjort.

Pri­vat foto af Josef Maliszewski, taget hen imod slut­nin­gen af hans liv

Kil­der

  • FUFOS — Josef Matiszewski [sic] – En dansk kon­takt­per­son + bån­det inter­view
  • John Keel — Visi­tors from Spa­ce
  • UFO-Nyt, Decem­ber 1958
  • Wil­ly Weg­ner — Ufo­er over Dan­mark
  • Wil­ly Weg­ner — Ufo-lan­din­ger i Dan­mark