Havfruer
Havfruer er ofte det første overnaturlige væsen, folk forbinder med Danmark, hovedsageligt på grund af den store internationale betagethed af Den Lille Havfrue. Men havfruer var ikke altid de her smukke og charmerende væsner, som vi kender fra moderne skildringer, og selv hvis du læser H. C. Andersens originale eventyr, fremgår det tydeligt. Selvom det på mange måder er en traditionel kærlighedshistorie, er der flere træk hos hovedpersonen, der ikke ligefrem ville redde hende førstepladsen i en skønhedskonkurrence. Dette skyldes, at Andersen hentede inspiration fra nogle meget ældre historier om havfruer, der nærmere har rødder inden for det groteske, frem for det forunderlige.
I Danmark har vi også en hel del rapporter om havfrue observationer, nogle foretaget så sent som i det forrige århundrede. De fleste af disse har vi fra fiskere og andre sømænd. Blandt dem er der bestemt flere eksempler på dokumenterede svindelnumre, vandrehistorier og misidentifikationer. Ikke desto mindre er der nogle tilfælde, som er besværlige at forklare. Disse har hjulpet med at holde legenden om havfruer i live så langt op i tiden.
Heraldiske vildmænd
Det danske kongelige våbenskjold, der kan ses på forskellige offentlige bygninger rundt om i landet, viser to vildmænd klædt i blade og bevæbnet med trækøller, flankerende et skjold. Selvom ingen ved, hvorfor de er så udbredte i dansk sammenhæng, forekommer vildmænd ofte i heraldik over hele Nordeuropa og menes at nedstamme fra jætterne i den nordiske mytologi såvel som middelalderlige historier om trolde.
Her i Danmark optræder vildmænd prominent i historien om adelsfamilien Bille. Familiens forgænger, Thore Bille, siges engang at have mødt en behåret dreng klædt i blade, mens han gik tur i skoven. Den behårede dreng viste Thore Bille, hvor han skulle bygge en vandmølle, der ville gøre familien meget rig.
Den mytiske forestilling om vilde mænd i skovene ser også ud til at have været forbundet med det 19. århundredes Kulsviere i Nordsjælland. Disse arbejdere var overvejende indvandrere fra Sydeuropa, ofte med mørkere hudfarve og træk end den lokale befolkning. Kulsvierne boede det meste af deres liv i skoven og havde skikke, der var fremmede for den danske bondeklasse.
Højfolket
I gamle sagn optræder et menneskelignende overnaturligt folkefærd, der bebor de gamle gravhøje, skove og moser. De er kendt som alfer, elverfolk eller højfolket, og er beslægtet med underjordiske og huldrefolk. Særligt elverpigerne beskrives som utroligt smukke og yndefulde, men hule i ryggen. Man bør tage sig i agt hvis man møder dem, og ikke lade sig lokke af deres hypnotiserende dans i tågen – man risikerer at blive elleskudt, hvilket er en form for sindssyge eller lammelse.
Mange sagn nævner en forbipasserende der en sen aftentime kommer forbi en gravhøj der står på gloende pæle, med lys strømmende ud derfra – det er højfolkets festligheder, som man for alt i verden bør afstå fra at deltage i.
Lindorme
En Lindorm er en meget speciel type drage, der er tilknyttet de Nordeuropæiske lande. “Lind” er et gammelt dansk ord, der betyder fleksibel eller slank. Lindormens krop er beskrevet i folkesagn som en kæmpe slange eller ål, uden lemmer, med et stort hoved og meget lange og skarpe tænder. Lindorme har mange paralleller til Midgårdsormen fra den nordiske mytologi.
En lindorm begynder livet som en lille ormelignende skabning, der lever i en kompostbunke. I takt med at den bliver større, vil den finde et mørkt og fugtigt sted at gøre til sit hjem. Lindorme holder aldrig op med at vokse og kan blive flere hundrede år gamle. De har en særlig afsky overfor kristendommen, og når en lindorm bliver stor nok, vil den vikle sig omkring den nærmeste kirke og blokere enhver fra at komme ind. De fleste sagn er enige om, at kun en ting kan dræbe en lindorm: en tyr, der udelukkende er blevet fodret med mælk og nødder. Og selv om det skulle lykkes tyren, vil den næsten altid selv dø af sine sår og giften fra lindormens bid.
Spøgelseskatte
Selvom der findes sagn om mystiske katte langt tilbage i Danmarkshistorien, er historier om store kattedyr, der bliver observeret hvor de ikke burde findes, utvivlsomt et nyere islæt indenfor dansk forteana og moderne folklore. Fænomenet kendes nok bedst fra Storbritannien, hvor disse sky dyr oftest bliver kaldt for ABCs – “Alien Big Cats” – et begreb der dækker over kattedyr, der rigtignok eksisterer i andre dele af verden, men ikke burde være mulige at møde frit i naturen i Europa.
Her i Danmark er der gennem de seneste 50 år også blevet set blandt andet pumaer i Jylland, løver på Fyn og losser i Allerød. I dansk sammenhæng er disse blevet kaldt “spøgelseskatte”, fordi der i de fleste tilfælde aldrig dukker nogen afgørende fysiske beviser op, og fordi dyrene ofte forsvinder lige så pludseligt som de blev set.
Spektrale hunde
Spøgelsesagtige hunde optræder i mange forskellige sammenhænge overalt i den danske sagnlitteratur. Mens de ikke er tilnærmelsesvis så udbredte her som for eksempel i Storbritannien, dukker de stadig op i nogle af de bedste uhyggelige historier. Disse hunde kan dukke op og hjemsøge en ensom vej, såvel som en gammel gravhøj eller en bygning. De kan også være udsendt af hekse eller sågar være djævlen selv i forklædning. Danske spøgelseshunde kommer også i alle farver og former, ikke kun den velkendte sorte variant. Vi har endog historier om hunde, der er smeltet og blevet til en uformelig masse. Endnu mere mærkeligt, så er danske spøgelseshunde af en eller anden grund ofte pudler!