En grup­pe unge fik deres livs frygt, da de var ved at stran­de på den­ne lil­le ø sam­men med en uhyg­ge­lig, spø­gel­ses­ag­tig skik­kel­se. Læs hele histo­ri­en her

GPS: 55.940233, 12.300235  

Par­ke­ring: Det er muligt at par­ke­re fle­re ste­der omkring slots­om­rå­det, men at kom­me ud til sel­ve øen kræ­ver helt sær­li­ge hjæl­pe­mid­ler

Værd at vide: Poli­ti­et ser ikke sær­ligt posi­tivt på ind­træn­ge­re til øen. Det er bedst at for­hø­re sig hos slots­for­valt­nin­gen, om mulig­he­den for et besøg 

Attrak­tio­ner i nær­he­den:

Gene­relt Om Øen

Lou­i­ses Ø er en lil­le ø midt i Ødam­men, belig­gen­de bag Hil­le­rød’s iko­ni­ske Badstu­eslot. Med sin male­ri­ske træhyt­te kan øen vir­ke gan­ske idyl­lisk på en solskin­s­dag, men den kan også frem­kal­de en følel­se af frygt. Især på en mørk nat, hvis man går for­bi den ale­ne. Mystik­ken omkring Lou­i­ses Ø for­stær­kes af dens umid­del­ba­re util­gæn­ge­lig­hed. Ikke kun er den svær at kom­me ud til, poli­ti­et vil sand­syn­lig­vis give dig en bøde hvis du prø­ver. Alt det­te har været med til at cemen­te­re Lou­i­ses Ø som lidt af en legen­de i Hil­le­rød, selv­om de fle­ste loka­le ikke engang ken­der dens navn eller histo­rie.

I 1848 flyt­te­de kong Fre­de­rik den 7. sam­men med hans kon­tro­ver­si­el­le og så afgjort ikke-ade­li­ge hustru, Lou­i­se Dan­ner, til Fre­de­riks­borg Slot på grund af det vok­sen­de dag­li­ge pres de ople­ve­de i Køben­havn. Slot­tet og dets omgi­vel­ser blev hur­tigt Fre­de­riks fore­truk­ne fri­sted, og i løbet af de næste man­ge år til­brag­te han så meget tid som muligt i områ­det, hen­gi­vet til sine ynd­lings­ak­ti­vi­te­ter. To af dem var at fiske og feste, og for at imø­de­kom­me beg­ge, uden for syns­vin­kel af poten­ti­elt nys­ger­ri­ge Hil­le­rød-bor­ge­re, etab­le­re­de han Lou­i­ses Ø. Kort efter fik han en Norsk hyt­te byg­get som hoved­kvar­ter for dis­se akti­vi­te­ter, sam­men med et lil­le for­sy­nings-hus og et båd­hus.

Hvis det lyk­kes en dag at få adgang til øen, er hyt­ten klart værd at se inde­fra. Den er fyldt med gam­le ruser og andet fiskeud­styr, der meget vel kan have lig­get her lige siden Fre­de­rik den 7.‘s tid. Pri­mi­tiv graf­fi­ti pry­der væg­ge­ne, noget af det mere end 150 år gam­melt. Øen er også hjem­sted for en mere skjult gen­stand, ukendt for de fle­ste og uden for syns­vin­kel fra fast­lan­det: Et sten­sæ­de ind­gra­ve­ret med kon­gens mono­gram.

Selv­om der ikke ken­des nogen vir­ke­lig mysti­ske begi­ven­he­der fra Fre­de­riks 7.‘s tid, er der en vir­ke­lig spæn­den­de, moder­ne spø­gel­ses­hi­sto­rie rela­te­ret til øen. En fuld­stæn­dig behand­ling af den kan læses her, mens en kor­te­re ver­sion fin­des neden­for.

Spø­ge­ri På Lou­i­se’s Ø

Den føl­gen­de uhyg­ge­li­ge hæn­del­se fandt sted til­ba­ge en som­mer­nat i slut­nin­gen af 1990’erne og invol­ve­re­de fire unge mænd. De var alle en del af en beryg­tet grup­pe loka­le ska­te­re, kendt for i det hele taget at være frygt­lø­se bal­la­de­ma­ge­re. Men hvad de ople­ve­de på øen for mere end 20 år siden, skul­le kom­me til at teste det­te omdøm­me til det yder­ste.

På den giv­ne aften hav­de grup­pen, lige­som så man­ge andre den som­mer, været ude og drik­ke sig ful­de og lave bal­la­de omkring Hil­le­rød cen­trum. Barer­ne var begyndt så småt at luk­ke og de dis­ku­te­re­de, hvad de nu skul­le fin­de på i ste­det. Plud­se­lig fore­slog en af dem, at stjæ­le en båd og sej­le ud til Lou­i­seø­en. Det­te var en ikke rin­ge bedrift, sær­ligt i deres til­stand, men det lyk­ke­des ved at skif­te­vis at navi­ge­re langs inde­luk­kets smal­le kana­ler og bære båden over land ind­til de kom til Ødam­men. Da de ende­lig nåe­de ud til øen, sør­ge­de de for at fast­bin­de og sik­re båden grun­digt inden de gik på opda­gel­se, da ingen af dem vil­le risi­ke­re at skul­le svøm­me til­ba­ge.

Hoved­for­må­let med at besø­ge øen, hav­de været at kom­me ind i den mysti­ske hyt­te og se hvad der gem­te sig, hvil­ket del­vis lyk­ke­des. Der var dog på det tids­punkt så meget rod og byg­ge­af­fald, på grund af et igang­væ­ren­de istand­s­æt­tel­ses-pro­jekt, at de var for­hin­dret i at fore­ta­ge nogen sær­lig detal­je­ret rund­t­ur. De for­lod hyt­ten kort efter og gik lidt rundt på øen i ste­det. På det­te tids­punkt begynd­te de at bemær­ke en kraf­tig, sød lugt, som de fandt ret usæd­van­lig.

Efter at have gået rundt i et par minut­ter begynd­te de at kede sig og beslut­te­de at sæt­te kur­sen hjemad igen. Da de nåe­de båden fik de dog en ret ube­ha­ge­lig ople­vel­se: på en eller anden måde hav­de den løs­net sig og var begyndt lang­somt at dri­ve imod land. De sat­te nu him­mel og jord i bevæ­gel­se for at prø­ve at fan­ge rebet og træk­ke båden til­ba­ge, hvil­ket ende­lig lyk­ke­des. En tyk tåge var nu begyndt at læg­ge sig over øen, og det var omkring det­te tids­punkt, at nog­le af gut­ter­ne fik en for­nem­mel­se af, at de måske ikke var ale­ne.

De var nu alle ret æng­ste­li­ge for at kom­me til­ba­ge til land og begynd­te hur­tigt at gå ombord. Men da den tred­je mand var på vej ind i båden, lave­de han plud­se­lig et kraf­tigt spjæt, imens han greb fast i skul­de­ren på sin ven for­an sig, pege­de, og råb­te “hvad fan­den er det!”. De så nu alle hvad deres ven var ble­vet så oprørt over: en tyk, grå­hvid og del­vist gen­nem­sig­tig  skik­kel­se, stod omkring 3 eller 4 meter fra dem, hvor der ikke bur­de være noget. Det­te skab­te nu fuld­stæn­dig panik og en intens følel­se af frygt blandt den alle­re­de hårdt pres­se­de, og for­længst også helt ædru, grup­pe. De skynd­te sig nu alt hvad de over­ho­ve­det kun­ne for at kom­me så langt væk fra øen som men­ne­ske­ligt muligt.

På vej ind mod land hav­de tågen næsten helt opslugt øen og det meste af dam­men, og nåe­de ud til kan­ten af båden. Uan­set hvor tyk tågen blev, kun­ne de dog sta­dig se den uhyg­ge­li­ge skik­kel­se, der lod til at stå og obser­ve­re dem, næsten som om den vil­le sør­ge for, at de aldrig vend­te til­ba­ge igen. Så snart de nåe­de kysten, kaste­de de båden til side og spred­te sig i vidt for­skel­li­ge ret­nin­ger, uden at sige far­vel til hin­an­den.

Kom­men­ta­rer

Med nog­le få und­ta­gel­ser, er alle de invol­ve­re­des beret­ning om den skæb­ne­ful­de aften bemær­kel­ses­vær­digt ens. Den dag i dag er de fle­ste af dem ret sik­re på, at de ople­ve­de noget usæd­van­ligt. Og selv­om vis­se ele­men­ter af ople­vel­sen måske ikke vir­ker så mysti­ske, når de ses iso­le­ret, kan man ikke und­gå at bli­ve for­bløf­fet over, hvor­dan det hele til­sy­ne­la­den­de faldt sam­men og skab­te den nær­mest per­fek­te spø­gel­ses­for­tæl­ling. Kun­ne skik­kel­sen, de så, have været en tid­li­ge­re besø­gen­de på øen? Eller kon­gen selv? Sand­syn­lig­vis vil vi aldrig vide, hvad der vir­ke­lig ske­te den som­mer­nat i de sene­re 1990’ere. Men hvis du er “hel­dig”, kan du måske arran­ge­re dit eget møde med det over­na­tur­li­ge på Lou­i­ses Ø. Nu ved du ihvert­fald, hvad du går ind til.

 

Kil­de

  • Tho­mas Bris­son Jør­gen­sen — The Ghost of Lou­i­se’s Island (Del 1 & Del 2)