Nær gar­den Skær­toft på Als står et gam­melt ege­træ, der har skabt frygt i lokal­be­folk­nin­gen igen­nem århund­re­der. Læs mere om det død­brin­gen­de træ, Paraply­en, her

GPS: 54.999279, 9.945595  

Par­ke­ring: Det er muligt at køre op ad markvej­en (Erbæk), men det anbe­fa­les ikke da vej­en er ujævn og der ikke er plads til at ven­de bilen. Par­ker i ste­det ved Skær­toft (55,0022007, 9,9435054) og gå der­fra

Værd at vide: Paraply­en er et flot og spe­ci­elt udse­en­de træ, der bestemt er værd at besø­ge i sig selv. Skær­toft har en god Bager for­ret­ning, der er værd at besøg

Andre attrak­tio­ner i nær­he­den:

Paraply­en er et stort og flot ege­træ, belig­gen­de ved et knæk på en markvej, Erbæk, tæt ved går­den Skær­toft. Den­ne vej har engang været en del af et langt Alléstyk­ke, der har ledt op til går­den af sam­me navn, men er for man­ge år siden ble­vet afskå­ret af den asfal­te­re­de vej mel­lem Fyns­hav og det nord­ve­st­li­ge Als.

Paraply­en er brand­træ for Skær­toft. Nav­net hen­ty­der til dens mæg­ti­ge kro­ne, der bre­der sig langt ud over mark og vej. Lige­som det gør sig gæl­den­de for andre brand­træ­er i den­ne del af Dan­mark, er der meget over­tro til­knyt­tet den­ne gam­le eg. Dog har Paraply­en været sær­ligt fryg­tet blandt lokal­be­folk­nin­gen. Træ­et blev gene­relt sky­et —  man gik altid en stor bue uden om det, og børn fik streng besked på ikke at kla­tre i det. Der er også beret­nin­ger om et hoved­løst føl, der skul­le hjem­sø­ge områ­det omkring Paraply­en.

I Sep­tem­ber 1908, på et tids­punkt hvor over­tro­en omkring brand­træ­er gene­relt læn­ge hav­de været på retræte, save­de man en gren af træ­et, for­di det hav­de vok­set sig for langt ind over vej­en. Sti­ne Bon­de, den­gang en lil­le pige boen­de på Skær­toft, føl­te med det sam­me at den­ne hand­ling vil­le lede til en slem ulyk­ke. Hun for­tal­te man­ge år sene­re føl­gen­de om, hvad der kort efter ske­te:

“Jeg var 10 år og gik i sko­le i Hel­le­ved sam­men med en dat­ter fra Fry­den­dal. Vi sad på en mæl­ke­vogn, og der var spændt kæder om for at hol­de på span­de­ne. Vi kom til den sto­re eg på vores mark, da der plud­se­lig kom et bump på vej­en. Jeg vil­le fæste min kæde, og pigen love­de at sæt­te den fast, men da så hun plud­se­lig min søster, der også var med, lig­ge på vej­en, mens kusken prø­ve­de at bero­li­ge de opskræm­te heste. Jeg tænk­te ikke, hun var død, men løb hjem efter min far, og mor løb bag­ef­ter. Men det var for sent, hun var død. Så hen­te­de de en vogn og kør­te hen­de hjem. Det sid­ste, jeg så, da de bar hen­de ind, var, at hun blød­te meget. Hun var 11 år. Det ske­te lige efter træ­et, omtrent 50 m fra det. Jeg kun­ne aldrig mere gå den vej til sko­le.”

Det ske­te også en anden gang, at en gren var knæk­ket af, og kort gik der der­ef­ter brand i en svi­ne­stald på Skær­toft. Det er den­ne slags ulyk­ker — til­fæl­di­ge eller ej — der har gjort at over­tro­en omkring Paraply­en har fort­sat helt op til i dag, i mod­sæt­ning til de fle­ste andre brand­træ­er på Als, der i det sto­re hele er glemt.

 

Udvalg­te Kil­der

  • Mads Lide­gaard — Dan­ske Træ­er Fra Sagn og Tro
  • V. J. Brøn­de­gaard — Folk og Flora (Bind 1)
  • V. J. Brøn­de­gaard — Tra­di­tio­ner om Træ­er