Sankt Hele­ne af Tisvil­de

Sag­net om Sankt Hele­ne

Hele­ne Kil­de og Hele­ne Grav er to hel­li­ge, histo­ri­ske loka­tio­ner i Tisvil­de, beg­ge til­knyt­tet den sag­noms­pund­ne Sankt Hele­ne. De er for så vidt tem­me­lig unik­ke, ikke mindst for­di de fin­des i et så popu­lært og vel­be­søgt områ­de af Nord­s­jæl­land, som de gør. Nu om dage er man ellers oftest nødt til at opsø­ge mere afsi­des områ­der, for at kun­ne fin­de lig­nen­de min­des­mær­ker. Det er dog pri­mært kil­den, der fly­der fra en skrænt ved Tisvil­de­le­je strand, som besø­gen­de stif­ter bekendt­skab med. Hele­ne Grav, der lig­ger knap en kilo­me­ter der­fra, er ikke er nær så højt pro­fi­le­ret. Beg­ge har dog haft enormt stor betyd­ning før i tiden.

På trods af den ophø­je­de titel, så var Hele­ne ikke nogen offi­ci­elt ordi­ne­ret hel­gen, men en nord­s­jæl­land­sk fol­ke­hel­gen, der end­te med at bli­ve kendt over hele lan­det. Der er fle­re sagn omhand­len­de Hele­ne og Tisvil­de, og hun næv­nes skif­te­vis som en ene­bo­er, en gård­mand­spi­ge eller sågar en ade­lig kvin­de, men altid fra Skå­ne. En dag for snart 800 år siden blev hun enten druk­net, eller dræbt på land og smidt i havet. Men i ste­det for at syn­ke til bunds, rej­ste der sig af van­det en stor sten, der brag­te hen­de i land ved Tisvil­de­le­je.

Hele­ne blev fun­det i strand­kan­ten af de loka­le bøn­der og da man vil­le bære hen­des lig væk, ske­te der det at skræn­ten styr­te­de sam­men og skab­te en pas­sa­ge, så man let­te­re kun­ne bære liget op. På vej­en fore­tog man dog fle­re pau­ser for at hvi­le sig, og ved det før­ste af dis­se hvi­le­ste­der, sprang der en kil­de frem.

Hele­ne skul­le egent­lig have været begra­vet på Tibir­ke Kir­ke­gård, men på vej der­til skal lig­bæ­re­rer­ne have ytret stærkt uhø­vi­ske ord. Det resul­te­re­de i, at liget plud­se­lig blev så tungt, at det sank i jor­den, der hvor grav­monu­men­tet i dag fin­des.

Både kil­de og grav blev her­ef­ter anset som hel­li­ge og i led med dati­dens tra­di­tio­ner, til­skre­vet hel­bre­den­de kræf­ter.

Hel­bre­den­de Kræf­ter

Både Hele­ne kil­de og grav har været benyt­tet gen­nem århund­re­der for deres påstå­e­de læge­li­ge egen­ska­ber. Syge folk og krøblin­ge fra hele Sjæl­land val­far­te­de i gam­le dage til Tisvil­de omkring Sankt Hans, enten for at “sove på gra­ven”, drik­ke af kil­de­van­det, eller for at tage hel­lig jord eller vand med sig hjem. Hvor grav­jor­den kun skul­le “vir­ke” hvis man sov på den eller tog af den på sel­ve Sankt Hans Aften, hav­de kil­de­van­det efter sigen­de en effekt fle­re dage efter.

For at illu­stre­re hvor vel­be­søgt — og måske også hvor effek­tiv — kil­den rent fak­tisk var langt oppe i tiden, kan det næv­nes at der i 1864 blev efter­ladt så man­ge stok­ke og kryk­ker fra folk der føl­te sig hel­bred­te, at man efter­føl­gen­de måt­te køre dem (alt­så støt­te­red­ska­ber­ne) væk over fle­re omgan­ge. Det var hel­ler ikke kun almu­en, der benyt­te­de sig af Hele­ne Kil­de. Sel­ve­ste Chri­sti­an d. 4. besøg­te kil­den ved fle­re lej­lig­he­der. Han byg­ge­de sågar en badstue og et over­nat­nings­sted nær kil­den, der desvær­re ikke har over­le­vet ind­til i dag.

I for­bin­del­se med besøg til især kil­den, opstod der på et tid­ligt tids­punkt et stort årligt Kil­de­mar­ked i Tisvil­de­le­je, der end­te med at tage form af en deci­de­ret fol­ke­fest — med stor soci­al, kul­tu­rel og øko­no­misk betyd­ning for områ­det. Selv læn­ge efter at den gam­le fol­ke­tro var svun­det ind til en lil­le ker­ne, fort­sat­te fest­lig­he­der­ne omkring Hele­nekil­den ved Sankt Hans. Fle­re ste­der i lan­det opstod lig­nen­de mar­ke­der, men Tisvil­de­le­jes har været et af lan­dets mest popu­læ­re og længst leven­de. I man­ge år blev også en såkaldt kil­de­blok brugt, der i dag står udstil­let et helt tred­je sted i byen.

Beg­ge prak­sis­ser må siges at være ophørt nu om dage. Grav-over­nat­nin­gen slut­te­de alle­re­de i slut­nin­gen af 1800-tal­let, hvor­i­mod akti­vi­te­ten omkring kil­den kan spo­res noget læn­ge­re frem i tiden.

Myte vs. vir­ke­lig­hed

De fle­ste i dag vil­le nok stil­le sig skep­ti­ske ikke blot over for tan­ken om hel­ligt jord og vand, men også over for sag­net om Hele­ne, der kom fly­den­de på en kæm­pe­sten fra Skå­ne. Om hun over­ho­ve­det har eksi­ste­ret, er det dog nok langt fær­re der har tænkt over. Efter­som hen­des navn er så vel­e­tab­le­ret, som det nu engang er, skul­le man tro at det var en selv­føl­ge. Alli­ge­vel har vi ikke nogen histo­ri­ske bevi­ser for, at en per­son ved navn Hele­ne kan knyt­tes til hver­ken kil­de, sten eller grav­sted.

Alt tyder der­i­mod på at kil­den har eksi­ste­ret, og sågar været benyt­tet, i førkrist­ne tider. Såle­des er sel­ve nav­net Tisvil­de er en moder­ne for­vansk­ning af “Tyrs Væld”, hvil­ket indi­ke­rer at kil­dens væld i sin tid har været sat i for­bin­del­se med den Nor­di­ske gud, Tyr.

Ste­nen der efter sigen­de brag­te Hele­ne i land, er en 4x3 meter bred kæm­pe­sten, der idag lig­ger på hav­bun­den ca. 50 meter fra stran­den ved kil­den. Ste­nen er flad og for­met lidt som et skib, og kan i vir­ke­lig­he­den have været med til at for­me sag­net, iste­det for den anden vej rundt. Ste­nen kan bedst besø­ges ved anven­del­se af let dyk­ker­ud­styr.

Hvad angår Hele­ne’s grav, så er der de sene­re år fun­det rester af et kapel fra 1400-tal­let på ste­det. Dis­se fund kan måske med tiden hjæl­pe os til at for­stå hvor­for grun­den her­om­kring end­te med at bli­ve anset som hel­lig, og om der rent fak­tisk var en for­bin­del­se mel­lem de to loka­tio­ner — og måske til en Skånsk pige ved navn Hele­ne.

Udvalg­te Kil­der

• Anders Uhrskov — Nord­s­jæl­land­sk fol­ke­liv
• Arnold Olsen — Nord­s­jæl­land­ske Hel­lig­kil­der
• August F. Sch­midt — Dan­marks Kæm­pe­sten
• Bering Liis­berg — Domi­na Hele­na
• Erling Ager­gaard — Dan­marks Hel­ge­ner
• Pal­le Lauring — Her Ske­te Det