Sjæl­lands Odde Sagen

Hæn­del­sen

Den offi­ci­el­le beret­ning om Sjæl­lands Odde-hæn­del­sen er nogen­lun­de som føl­ger:

Den 18. janu­ar 1967 var to unge dren­ge ved navn Tage Jen­sen og Jes­per Ander­sen, på hen­holds­vis 9 og 7 år, vid­ner til noget højst usæd­van­ligt. Det ske­te nær lands­by­en Over­by på en gård ved vej­en, der fører ud til spid­sen af Sjæl­lands Odde. Fra går­den var der nor­malt fri udsigt over havet på den anden side af vej­en. Vej­ret den dag var dog koldt og diset, med en kraf­tig vind fra vest.

Omkring kl. 16.40, efter mør­kets frem­brud, lege­de dren­ge­ne og Tages 4‑årige lil­le­sø­ster nær en stor halm­bal­le. Plud­se­lig så Tage en rund og slø­ret, mør­ke­grå gen­stand på him­len, med en kort, til­spid­set hale. Tage blev ban­ge. Først tro­e­de han, at det var en sky­pum­pe. Af frygt råb­te han til Jes­per og sin lil­le­sø­ster, at det var far­ligt, og at de skul­le flyg­te.

Tage og hans søster løb der­ef­ter hjem til deres mor for at adva­re hen­de. Fru Jen­sens umid­del­ba­re reak­tion var, at vin­den slet ikke var kraf­tig nok til, at en sky­pum­pe over­ho­ve­det kun­ne dan­nes. Hun gik der­ef­ter hen til vin­du­et, men kun­ne ikke se noget usæd­van­ligt på him­len. Tage var også over­ra­sket over, at en sky­pum­pe kun­ne være så lil­le, men på den anden side hav­de han aldrig set en før.

Jes­per var der­i­mod ikke ban­ge. Han søg­te i ste­det dæk­ning i en vej­grøft og obser­ve­re­de “sky­ens” vide­re færd, som på det­te tids­punkt hav­de for­vand­let sig til en mørk, rund kug­le, men uden den tid­li­ge­re “hale”. Den hav­de nu også en glø­de­n­de lys­krans og udsend­te to pro­jek­tør­lig­nen­de lys­strå­ler, der stop­pe­de brat i luf­ten.

UFO’ens vide­re “for­vand­lings­cy­klus” er ikke helt klar, men efter at have bevæ­get sig rundt i nær­om­rå­det et styk­ke tid, for­svandt lys­kran­sen til sidst, og den kom grad­vist til at lig­ne et mere klas­sisk, fly­ven­de tal­ler­ken-agtigt far­tøj. UFO’en var oran­ge­far­vet med et langt, smalt, rek­tangu­lært vin­due i mid­ten, og en strå­le af blå­grønt lys kom ned fra hvert hjør­ne af vin­du­et. Både for­an og bag på objek­tet sad nog­le avan­ce­ret udse­en­de anten­ner. På bun­den af UFO’en var des­u­den en fir­kan­tet dør omgi­vet af glas.

Jes­per så to ræk­ker af mær­ke­li­ge sym­bo­ler på far­tø­jet, som ikke pas­se­de med nogen af de tal og bog­sta­ver, han hav­de lært i sko­len. Bag UFO’ens skrog hang et lil­le, rundt objekt i en tråd, som Jes­per sam­men­lig­ne­de med en rund ost i en snor. Men den mest bizar­re detal­je var, at der på bag­si­den af UFO’en var en pla­kat, der afbil­de­de – med Jes­pers egne ord – “en neger med en kurv på hove­d­et”!

Jes­pers beret­ning om UFO’ens fly­ve­møn­ster beskri­ver, hvor­dan objek­tet dale­de, mens det fort­sat­te med at fly­ve fra øst mod vest, for der­ef­ter at lave en brat ven­ding til­ba­ge hvor det kom fra, før det igen lave­de end­nu en skarp ven­ding mod en lil­le bak­ke bag det hus, hvor Tage boe­de. Jes­per bemær­ke­de, at UFO’en fløj på en under­lig, slin­gren­de måde, som om pilo­ten hav­de svært ved at sty­re far­tø­jet, og den fort­sat­te med at gøre det under hele obser­va­tio­nen.

Tre lan­dings­ben kom der­ef­ter ud fra bun­den af UFO’en, som om den lag­de an til lan­ding. Men da objek­tet var blot en meter over jor­den, trak den de tre ben op igen, men ikke helt – kun så meget, at spid­ser­ne af lan­dings­be­ne­ne sta­dig var syn­li­ge under resten af obser­va­tio­nen.

Der­ef­ter fløj UFO’en mod nord­vest i ret­ning mod havet. Da den var over stran­den, ske­te der noget mær­ke­ligt. Noget sort mate­ri­a­le faldt ud af UFO’en. Så lave­de objek­tet en dra­stisk ven­ding, sam­ti­dig med at en fir­kan­tet gon­dol eller kurv blev sæn­ket ned mod jor­den. Den hang i et tykt og angi­ve­ligt meget stift kabel, da det holdt sig ret uan­set hvil­ke manøv­rer UFO’en lave­de.

Der­næst kla­tre­de otte “besæt­nings­med­lem­mer” ned gen­nem hul­let i bun­den af UFO’en, én efter én og ned i kur­ven. Jes­per beskrev dem som men­ne­ske­lig­nen­de, men kun omtrent 1–1,2 meter høje — cir­ka på stør­rel­se med Jes­per selv. De hav­de alle lan­ge, smal­le ansig­ter med lan­ge næser. Syv af besæt­nings­med­lem­mer­ne hav­de kort­klip­pet, lyst hår, mens det otten­de hav­de mør­ke­re, skul­der­langt hår.

Jes­per for­tal­te efter­for­sker­ne, at et af besæt­nings­med­lem­mer­ne – måske lede­ren – bar en blå uni­form, men de andre syv bar tøj med lod­ret­te stri­ber i rød, hvid og blå – i et design, der lig­ne­de de hel­drag­ter, som gym­na­ster bru­ger, eller de drag­ter, som spæd­børn har på.

Der­u­d­over bar alle otte besæt­nings­med­lem­mer kasket­ter, lige­som dem mure­re tra­di­tio­nelt bru­ger. Med und­ta­gel­se af “kom­man­dø­ren” i blåt bar de hver især en dob­belt ilt­be­hol­der på ryg­gen, hvor­på der var fast­gjort noget, der lig­ne­de ånde­dræts­ap­pa­ra­ter. Her­fra løb en slan­ge, der i den mod­sat­te ende var for­bun­det til en git­ter­lig­nen­de anord­ning, der dæk­ke­de besæt­nings­med­lem­mer­nes mun­de, på sam­me måde som hos dybhavs­dyk­ke­re. Besæt­nin­gen hav­de også lom­me­lyg­te-agti­ge pro­jek­tø­rer fast­gjort på hver af deres skul­dre.

UFO’en fløj til sidst til­ba­ge fra nær kysten og imod det områ­de, hvor Jes­per gem­te sig. De otte besæt­nings­med­lem­mer sam­le­de der­ef­ter nog­le appa­ra­ter op, der lå i kur­ven. Jes­per beskrev dem som noget lig­ne­de kik­ker­ter eller kame­ra­er. Jes­per var over­ho­ve­det ikke ban­ge og for­tal­te, at besæt­nin­gen ikke blot så ven­lig ud, men at de også vin­ke­de far­vel til ham, da UFO’en pas­se­re­de hen over en grup­pe træ­er ved siden af vej­en. På det­te tids­punkt kun­ne Jes­per høre, at UFO’en udsend­te en svag lyd, lidt lige­som fra en bat­te­ri­dre­vet bånd­op­ta­ger. Jes­per bemær­ke­de, at UFO’en ikke afgav nogen var­me­sig­na­tur, som et lav­t­fly­ven­de fly eller en heli­kop­ter nor­malt vil­le gøre.

Da UFO’en fort­sat­te sin flyv­ning i den ret­ning, der til sidst vil­le have bragt den hen over kir­ken i Over­by, bemær­ke­de Jes­per, at syv af de otte besæt­nings­med­lem­mer kla­tre­de op fra kur­ven og ind i sel­ve far­tø­jet. Mod slut­nin­gen af obser­va­tio­nen skif­te­de UFO’en far­ve fra oran­ge til lil­la, men lyset fra dens vin­due for­blev blå­grønt. Obser­va­tio­nen vare­de ikke læn­ge­re end fem minut­ter og var ovre kl. 16.45.

Efter­spil og efter­forsk­ning

I star­ten, da de hør­te deres søns histo­rie, var Jes­pers for­æl­dre skep­ti­ske. Men hver­ken han eller Tage var kendt for at lyve. Jes­pers far, som var leder af det loka­le luftbår­ne civil­for­svar, viste Jes­per foto­gra­fi­er af alle de fly og heli­kop­te­re, der var i tje­ne­ste på det tids­punkt. Jes­per var sik­ker på, at han hav­de set noget helt, helt andet. Jes­per var des­u­den bekendt med for­skel­li­ge fly­ty­per, som det dan­ske mili­tær brug­te, grun­det deres hyp­pi­ge øvel­ser over det nær­lig­gen­de Gni­ben-områ­de. Hans mor kon­tak­te­de til sidst Rude Skov satel­litspor­ings­sta­tion, som sat­te hen­de i for­bin­del­se med orga­ni­sa­tio­nen SUFOI (Skan­di­na­visk UFO Infor­ma­tion).

Et par uger sene­re tog Erling Jen­sen, som den­gang var leder af SUFOI’s rap­port­cen­tral, til Over­by for at inter­viewe de unge vid­ner. Jen­sens ind­tryk af dren­ge­ne var meget posi­tivt — han tro­e­de ikke, at de løj om deres ople­vel­se. De holdt fast i den over­ord­ne­de histo­rie, de oprin­de­ligt hav­de for­talt deres for­æl­dre, mens det lyk­ke­des Jen­sen at få end­nu fle­re detal­jer fra dem i inter­viewet, hvoraf stort set alle er gen­gi­vet oven­for.

Erling Jen­sen bemær­ke­de, at dis­se detal­jer pas­se­de bemær­kel­ses­vær­digt godt med andre CE3-beret­nin­ger fra resten af ver­den på det tids­punkt. Han kun­ne også kon­sta­te­re, at fami­lie­med­lem­mer­ne slet intet kend­skab hav­de til UFO’er. Det så der­for ud til, at den­ne ople­vel­se var meget “ren” og var sket uaf­hæn­gig af påvirk­ning fra andre.

Mest af alt vir­ke­de Jes­per bekym­ret for at man ikke tro­de på ham og udtryk­te sit oprig­ti­ge ønske om, at rum­ski­bet og dets besæt­ning vil­le kom­me på besøg igen, så hans far — og især hans bedste­far, som hav­de dril­let ham meget på grund af ople­vel­sen — kun­ne bli­ve over­be­vist. Erling Jen­sen pres­se­de Jes­per angå­en­de nog­le af de mere bizar­re detal­jer i obser­va­tio­nen, såsom pla­ka­ten med afri­ka­ne­ren med en kurv på hove­d­et, men dren­gen insi­ste­re­de på, at det var det, han hav­de set.

Da SUFOI kon­tak­te­de fami­li­en Ander­sen igen i 1983, bekræf­te­de Jes­pers mor, at hen­des søn, nu 24 år gam­mel, sta­dig tro­e­de på sand­he­den i sin obser­va­tion. Han var også glad for at hjæl­pe med at udbre­de bud­ska­bet om UFO’ers eksi­stens, selv­om han nu føl­te, at histo­ri­en skul­le have lov at lig­ge. Jes­pers mor indrøm­me­de, at hun siden var ble­vet mere åben over for mulig­he­den for besøg fra rum­met og des­u­den selv hav­de haft fle­re UFO-obser­va­tio­ner.

Og ende­lig, hvad med det mær­ke­li­ge “noget”, som Jes­per så fal­de fra UFO’en nær havet? Omkring en måned efter obser­va­tio­nen blev en 50 kg tung klump af et solidt, men noget fug­tigt, sort mate­ri­a­le fun­det på den nær­lig­gen­de strand. Den sor­te klump blev sendt til Dan­marks Mine­ra­lo­gi­ske og Tek­no­lo­gi­ske Insti­tut­ter til ana­ly­se. Resul­ta­ter­ne viste, at mate­ri­a­let ikke var mere ekso­tisk end noget kunst­gød­ning lavet af calci­um og kvæl­stof. Det viste sig, at den for læn­ge siden var ble­vet smidt der af en bebo­er i nabo­la­get, efter at gød­nin­gen var ble­vet for hård til at kun­ne anven­des. Med andre ord hav­de klum­pen abso­lut intet med UFO-obser­va­tio­nen at gøre.

Kom­men­tar

Sjæl­lands Odde-sagen har næsten alle ken­de­teg­ne­ne for en ste­reo­ty­pisk nær­kon­takt af tred­je grad fra 1950’erne/1960’erne: Et fly­ven­de tal­ler­ken-agtigt far­tøj med mær­ke­li­ge anord­nin­ger og sym­bo­ler, bæren­de men­ne­ske­lig­nen­de rumvæ­se­ner i uni­for­mer og med diver­se mere eller min­dre gen­ken­de­li­ge appa­ra­ter. Er det­te Dan­marks bed­ste eksem­pel på et møde med udenjor­di­ske besø­gen­de, eller et detal­je­ret pro­dukt af en liv­lig bør­ne­fan­ta­si?

Man skul­le tro, med et emne så fan­ta­stisk som UFO’er, at børn vil­le udgø­re en bety­de­lig del af de ind­be­ret­nin­ger vi har, men fak­tisk er pro­cent­de­len, sam­let set, ret lav. En fransk under­sø­gel­se af UFO-nær­kon­takt-sager i peri­o­den 1954–1967 fandt, at børn kun udgjor­de omkring 3% af den sam­le­de vid­ne­mas­se. Lige­le­des har meget få ind­be­ret­te­de sager fra Dan­mark børn blandt obser­va­tø­rer­ne. Det er dog sam­ti­dig inter­es­sant, at blandt dan­ske nær­kon­tak­ter af tred­je grad sager spe­ci­fikt, der er vid­ner­ne fak­tisk ofte ret unge.

En vig­tig fak­tor at over­ve­je her er, hvor man­ge for­æl­dre der tager histo­ri­er om børns obser­va­tio­ner alvor­ligt nok til at ind­be­ret­te dem til offi­ci­el­le instan­ser. Der kan være en ret stor pro­cent­del af uind­be­ret­te­de obser­va­tio­ner, der invol­ve­rer børn, men man kan fore­stil­le sig, at selv de fle­ste af dem, som for­æl­dre­ne rent fak­tisk tror på, aldrig bli­ver ind­be­ret­tet vide­re af frygt for lat­ter­lig­gø­rel­se.

Under alle omstæn­dig­he­der skul­le man tro, at UFO-obser­va­tio­ner af børn udvi­ser en meget mere umo­den kva­li­tet end voks­nes. Men det­te er hel­ler ikke strengt taget sandt. Fak­tisk demon­stre­rer Sjæl­lands Odde-sagen stort set den sam­me drøm­me­ag­ti­ge, sur­re­a­li­sti­ske kva­li­tet som så man­ge andre CE3-“landings”-sager. Hvis man skul­le pege på den mest bemær­kel­ses­vær­di­ge for­skel, der adskil­ler Jes­pers obser­va­tion fra andre af sam­me slags, er det mere i en kva­li­ta­tiv for­stand, på grund af den for­bløf­fen­de mæng­de af detal­jer, der er givet.

Der er dog et par strids­punk­ter: Jes­pers beret­ning vir­ker vir­ke­lig som en blan­ding af for­skel­li­ge og mod­stri­den­de ind­tryk og påvirk­nin­ger. Pla­ka­ten, der afbil­der afri­ka­ne­ren med en kurv på hove­d­et, er det mest slå­en­de eksem­pel i den for­stand, at det vir­ker fuld­stæn­dig irra­tio­nelt. Men også sel­ve far­tø­jet vir­ker mere som en hybrid af en varm­lufts­bal­lon, et luftskib og en tal­ler­ken, og besæt­nin­gen er også en mær­ke­lig blan­ding af man­ge for­skel­li­ge ele­men­ter. Hvis man under­søg­te popu­lær bør­ne­lit­te­ra­tur osv. fra peri­o­den nær­me­re, kun­ne man sand­syn­lig­vis fin­de kil­den til man­ge af dis­se til­sy­ne­la­den­de til­fæl­di­ge detal­jer.

Bety­der det, at Jes­per fore­stil­le­de sig ting? Noget af det, måske, men sand­syn­lig­vis ikke det hele. Den ind­le­den­de, mær­ke­li­ge sky, som både han og Tage (og mulig­vis Tages lil­le­sø­ster) så, var højst sand­syn­ligt vir­ke­lig nok til at tage et bil­le­de af. Fak­tisk lyder det meget som en af Teren­ce Mea­dens ioni­se­re­de plas­ma-vor­te­xer, et (hypo­te­tisk) ekso­tisk vej­r­fæ­no­men, der i 1990’erne blev sat i for­bin­del­se med kor­n­cirk­ler i Stor­bri­tan­ni­en. Dis­se vor­te­xer er ble­vet obser­ve­ret af vid­ner og er kendt for at glø­de og ændre form, og end­da nog­le gan­ge “kaste” dele af sig selv af som ned­fald.

Alt i alt er Sjæl­lands Odde-sagen på sam­me tid både meget typisk og meget unik for CE3-sager, og den fortje­ner helt sik­kert en vig­tig plads i den dan­ske ufo­lo­gis anna­ler.