I 1967 havde en lille dreng en observation af et mystisk fartøj og dets besætningsmedlemmer. Læs om oplevelsen, der stadig hjemsøger ham den dag i dag, her
Case Type: CE3 (Nærkontakt af 3. grad)
When: 18. januar, 1967, mellem kl. 16:40 og 16:45
Where: Overby, Sjællands Odde (ca. 55.9595, 11.41232)
Investigator: Erling Jensen, Kim Møller Hansen, Thomas Brisson Jørgensen
OBS: Denne sag har fået en betydelig opdatering i 2025, efter det lykkedes Thomas Brisson at opspore hovedvidnet og interviewe ham til en artikel på ufo.dk, som kaster nyt lys over den officielle udlægning. Den følgende tekst er derfor blevet ændret visse steder, men overordnet set har vi valgt at bevare dens oprindelige form, da der stadig er mange ubesvarede spørgsmål om, hvad der rent faktisk blev set, der som sådan ikke modsiges af de nye oplysninger i ovenstående artikel.
Hændelsen
Den officielle beretning om Sjællands Odde-hændelsen er nogenlunde som følger:
Den 18. januar 1967 var to unge drenge ved navn Tage Jensen og Jesper Andersen, på henholdsvis 9 og 7 år, vidner til noget højst usædvanligt. Det skete nær landsbyen Overby på en gård ved vejen, der fører ud til spidsen af Sjællands Odde. Fra gården var der normalt fri udsigt over havet på den anden side af vejen. Vejret den dag var dog koldt og diset, med en kraftig vind fra vest.
Omkring kl. 16.40, efter mørkets frembrud, legede drengene og Tages 4‑årige lillesøster nær en stor halmballe. Pludselig så Tage en rund og sløret, mørkegrå genstand på himlen, med en kort, tilspidset hale. Tage blev bange. Først troede han, at det var en skypumpe. Af frygt råbte han til Jesper og sin lillesøster, at det var farligt, og at de skulle flygte.
Tage og hans søster løb derefter hjem til deres mor for at advare hende. Fru Jensens umiddelbare reaktion var, at vinden slet ikke var kraftig nok til, at en skypumpe overhovedet kunne dannes. Hun gik derefter hen til vinduet, men kunne ikke se noget usædvanligt på himlen. Tage var også overrasket over, at en skypumpe kunne være så lille, men på den anden side havde han aldrig set en før.
Jesper var derimod ikke bange. Han søgte i stedet dækning i en vejgrøft og observerede “skyens” videre færd, som på dette tidspunkt havde forvandlet sig til en mørk, rund kugle, men uden den tidligere “hale”. Den havde nu også en glødende lyskrans og udsendte to projektørlignende lysstråler, der stoppede brat i luften.

UFO’ens videre “forvandlingscyklus” er ikke helt klar, men efter at have bevæget sig rundt i nærområdet et stykke tid, forsvandt lyskransen til sidst, og den kom gradvist til at ligne et mere klassisk, flyvende tallerken-agtigt fartøj. UFO’en var orangefarvet med et langt, smalt, rektangulært vindue i midten, og en stråle af blågrønt lys kom ned fra hvert hjørne af vinduet. Både foran og bag på objektet sad nogle avanceret udseende antenner. På bunden af UFO’en var desuden en firkantet dør omgivet af glas.
Jesper så to rækker af mærkelige symboler på fartøjet, som ikke passede med nogen af de tal og bogstaver, han havde lært i skolen. Bag UFO’ens skrog hang et lille, rundt objekt i en tråd, som Jesper sammenlignede med en rund ost i en snor. Men den mest bizarre detalje var, at der på bagsiden af UFO’en var en plakat, der afbildede – med Jespers egne ord – “en neger med en kurv på hovedet”!

Jespers beretning om UFO’ens flyvemønster beskriver, hvordan objektet dalede, mens det fortsatte med at flyve fra øst mod vest, for derefter at lave en brat vending tilbage hvor det kom fra, før det igen lavede endnu en skarp vending mod en lille bakke bag det hus, hvor Tage boede. Jesper bemærkede, at UFO’en fløj på en underlig, slingrende måde, som om piloten havde svært ved at styre fartøjet, og den fortsatte med at gøre det under hele observationen.
Tre landingsben kom derefter ud fra bunden af UFO’en, som om den lagde an til landing. Men da objektet var blot en meter over jorden, trak den de tre ben op igen, men ikke helt – kun så meget, at spidserne af landingsbenene stadig var synlige under resten af observationen.
Derefter fløj UFO’en mod nordvest i retning mod havet. Da den var over stranden, skete der noget mærkeligt. Noget sort materiale faldt ud af UFO’en. Så lavede objektet en drastisk vending, samtidig med at en firkantet gondol eller kurv blev sænket ned mod jorden. Den hang i et tykt og angiveligt meget stift kabel, da det holdt sig ret uanset hvilke manøvrer UFO’en lavede.
Dernæst klatrede otte “besætningsmedlemmer” ned gennem hullet i bunden af UFO’en, én efter én og ned i kurven. Jesper beskrev dem som menneskelignende, men kun omtrent 1–1,2 meter høje — cirka på størrelse med Jesper selv. De havde alle lange, smalle ansigter med lange næser. Syv af besætningsmedlemmerne havde kortklippet, lyst hår, mens det ottende havde mørkere, skulderlangt hår.
Jesper fortalte efterforskerne, at et af besætningsmedlemmerne – måske lederen – bar en blå uniform, men de andre syv bar tøj med lodrette striber i rød, hvid og blå – i et design, der lignede de heldragter, som gymnaster bruger, eller de dragter, som spædbørn har på.
Derudover bar alle otte besætningsmedlemmer kasketter, ligesom dem murere traditionelt bruger. Med undtagelse af “kommandøren” i blåt bar de hver især en dobbelt iltbeholder på ryggen, hvorpå der var fastgjort noget, der lignede åndedrætsapparater. Herfra løb en slange, der i den modsatte ende var forbundet til en gitterlignende anordning, der dækkede besætningsmedlemmernes munde, på samme måde som hos dybhavsdykkere. Besætningen havde også lommelygte-agtige projektører fastgjort på hver af deres skuldre.

UFO’en fløj til sidst tilbage fra nær kysten og imod det område, hvor Jesper gemte sig. De otte besætningsmedlemmer samlede derefter nogle apparater op, der lå i kurven. Jesper beskrev dem som noget lignede kikkerter eller kameraer. Jesper var overhovedet ikke bange og fortalte, at besætningen ikke blot så venlig ud, men at de også vinkede farvel til ham, da UFO’en passerede hen over en gruppe træer ved siden af vejen. På dette tidspunkt kunne Jesper høre, at UFO’en udsendte en svag lyd, lidt ligesom fra en batteridrevet båndoptager. Jesper bemærkede, at UFO’en ikke afgav nogen varmesignatur, som et lavtflyvende fly eller en helikopter normalt ville gøre.
Da UFO’en fortsatte sin flyvning i den retning, der til sidst ville have bragt den hen over kirken i Overby, bemærkede Jesper, at syv af de otte besætningsmedlemmer klatrede op fra kurven og ind i selve fartøjet. Mod slutningen af observationen skiftede UFO’en farve fra orange til lilla, men lyset fra dens vindue forblev blågrønt. Observationen varede ikke længere end fem minutter og var ovre kl. 16.45.
Efterspil og efterforskning
I starten, da de hørte deres søns historie, var Jespers forældre skeptiske. Men hverken han eller Tage var kendt for at lyve. Jespers far, som var leder af det lokale luftbårne civilforsvar, viste Jesper fotografier af alle de fly og helikoptere, der var i tjeneste på det tidspunkt. Jesper var sikker på, at han havde set noget helt, helt andet. Jesper var desuden bekendt med forskellige flytyper, som det danske militær brugte, grundet deres hyppige øvelser over det nærliggende Gniben-område. Hans mor kontaktede til sidst Rude Skov satellitsporingsstation, som satte hende i forbindelse med organisationen SUFOI (Skandinavisk UFO Information).
Et par uger senere tog Erling Jensen, som dengang var leder af SUFOI’s rapportcentral, til Overby for at interviewe de unge vidner. Jensens indtryk af drengene var meget positivt — han troede ikke, at de løj om deres oplevelse. De holdt fast i den overordnede historie, de oprindeligt havde fortalt deres forældre, mens det lykkedes Jensen at få endnu flere detaljer fra dem i interviewet, hvoraf stort set alle er gengivet ovenfor.
Erling Jensen bemærkede, at disse detaljer passede bemærkelsesværdigt godt med andre CE3-beretninger fra resten af verden på det tidspunkt. Han kunne også konstatere, at familiemedlemmerne slet intet kendskab havde til UFO’er. Det så derfor ud til, at denne oplevelse var meget “ren” og var sket uafhængig af påvirkning fra andre.
Mest af alt virkede Jesper bekymret for at man ikke trode på ham og udtrykte sit oprigtige ønske om, at rumskibet og dets besætning ville komme på besøg igen, så hans far — og især hans bedstefar, som havde drillet ham meget på grund af oplevelsen — kunne blive overbevist. Erling Jensen pressede Jesper angående nogle af de mere bizarre detaljer i observationen, såsom plakaten med afrikaneren med en kurv på hovedet, men drengen insisterede på, at det var det, han havde set.
Da SUFOI kontaktede familien Andersen igen i 1983, bekræftede Jespers mor, at hendes søn, nu 24 år gammel, stadig troede på sandheden i sin observation. Han var også glad for at hjælpe med at udbrede budskabet om UFO’ers eksistens, selvom han nu følte, at historien skulle have lov at ligge. Jespers mor indrømmede, at hun siden var blevet mere åben over for muligheden for besøg fra rummet og desuden selv havde haft flere UFO-observationer.
Og endelig, hvad med det mærkelige “noget”, som Jesper så falde fra UFO’en nær havet? Omkring en måned efter observationen blev en 50 kg tung klump af et solidt, men noget fugtigt, sort materiale fundet på den nærliggende strand. Den sorte klump blev sendt til Danmarks Mineralogiske og Teknologiske Institutter til analyse. Resultaterne viste, at materialet ikke var mere eksotisk end noget kunstgødning lavet af calcium og kvælstof. Det viste sig, at den for længe siden var blevet smidt der af en beboer i nabolaget, efter at gødningen var blevet for hård til at kunne anvendes. Med andre ord havde klumpen absolut intet med UFO-observationen at gøre.

Foto af “klumpen”, der skulle vise sig slet ikke at have noget med observationen at gøre
Kommentar
Sjællands Odde-sagen har næsten alle kendetegnene for en stereotypisk nærkontakt af tredje grad fra 1950’erne/1960’erne: Et flyvende tallerken-agtigt fartøj med mærkelige anordninger og symboler, bærende menneskelignende rumvæsener i uniformer og med diverse mere eller mindre genkendelige apparater. Er dette Danmarks bedste eksempel på et møde med udenjordiske besøgende, eller et detaljeret produkt af en livlig børnefantasi?
Man skulle tro, med et emne så fantastisk som UFO’er, at børn ville udgøre en betydelig del af de indberetninger vi har, men faktisk er procentdelen, samlet set, ret lav. En fransk undersøgelse af UFO-nærkontakt-sager i perioden 1954–1967 fandt, at børn kun udgjorde omkring 3% af den samlede vidnemasse. Ligeledes har meget få indberettede sager fra Danmark børn blandt observatørerne. Det er dog samtidig interessant, at blandt danske nærkontakter af tredje grad sager specifikt, der er vidnerne faktisk ofte ret unge.
En vigtig faktor at overveje her er, hvor mange forældre der tager historier om børns observationer alvorligt nok til at indberette dem til officielle instanser. Der kan være en ret stor procentdel af uindberettede observationer, der involverer børn, men man kan forestille sig, at selv de fleste af dem, som forældrene rent faktisk tror på, aldrig bliver indberettet videre af frygt for latterliggørelse.
Under alle omstændigheder skulle man tro, at UFO-observationer af børn udviser en meget mere umoden kvalitet end voksnes. Men dette er heller ikke strengt taget sandt. Faktisk demonstrerer Sjællands Odde-sagen stort set den samme drømmeagtige, surrealistiske kvalitet som så mange andre CE3-“landings”-sager. Hvis man skulle pege på den mest bemærkelsesværdige forskel, der adskiller Jespers observation fra andre af samme slags, er det mere i en kvalitativ forstand, på grund af den forbløffende mængde af detaljer, der er givet.
Der er dog et par stridspunkter: Jespers beretning virker virkelig som en blanding af forskellige og modstridende indtryk og påvirkninger. Plakaten, der afbilder afrikaneren med en kurv på hovedet, er det mest slående eksempel i den forstand, at det virker fuldstændig irrationelt. Men også selve fartøjet virker mere som en hybrid af en varmluftsballon, et luftskib og en tallerken, og besætningen er også en mærkelig blanding af mange forskellige elementer. Hvis man undersøgte populær børnelitteratur osv. fra perioden nærmere, kunne man sandsynligvis finde kilden til mange af disse tilsyneladende tilfældige detaljer.
Betyder det, at Jesper forestillede sig ting? Noget af det, måske, men sandsynligvis ikke det hele. Den indledende, mærkelige sky, som både han og Tage (og muligvis Tages lillesøster) så, var højst sandsynligt virkelig nok til at tage et billede af. Faktisk lyder det meget som en af Terence Meadens ioniserede plasma-vortexer, et (hypotetisk) eksotisk vejrfænomen, der i 1990’erne blev sat i forbindelse med korncirkler i Storbritannien. Disse vortexer er blevet observeret af vidner og er kendt for at gløde og ændre form, og endda nogle gange “kaste” dele af sig selv af som nedfald.
Der er også blevet spekuleret i en sammenhæng mellem de elektromagnetiske felter, som disse vortexer potentielt kunne skabe, og kognitive forandringer, herunder mulige hallucinatoriske effekter hos observatører. Vi ved stadig ikke så meget om, hvad der sker i disse tilfælde, men adskillige studier og eksperimenter peger i retning af, at elektrisk stimulering af hjernen (tindingelappen) under de rette omstændigheder kan fremkalde livagtige syner og følelser af en overjordisk “tilstedeværelse”. Pointen her er, at den mærkelige sky i sig selv kan have været en kilde — eller udløser — til Jespers videre observation. Men præcis på hvilket tidspunkt Jespers oplevelse i så fald forvandlede sig fra noget håndgribeligt til noget mere drømmeagtigt eller visionært, er svært at sige.
Alt i alt er Sjællands Odde-sagen på samme tid både meget typisk og meget unik for CE3-sager, og den fortjener helt sikkert en vigtig plads i den danske ufologis annaler.

Nylig fortolkning af fartøjet og dets besætningsmedlemmer af Simon Hesselager Johansen
Kilder
- Aarhus Stiftstidende, May 18th (1967)
-
Holbæk Amts Venstreblad, April 15th (1967)
-
Holbæk Amts Venstreblad, June 15th (1967)
-
Jydske Tidende, April 16th (1967)
- UFO-Nyt: #2 & 3 (1967), #1 (1984)
- Willy Wegner — UFO-Landinger i Danmark