Åsum Hæn­del­sen

Om Hæn­del­sen

En nat/tidlig mor­gen i efter­å­ret 1981 eller ’82 var en ung mand på 21–22 år, ano­ny­mi­se­ret ved nav­net “PN”, på vej til sit arbej­de, på et lager i Oden­se. Kl. 02:10 kør­te han hjem­me­fra i sin bil gen­nem lands­by­en Åsum, 4 km øst for Oden­se. Lands­by­en omgi­ver en lil­le bøge­skov indram­met af tre veje, hvil­ket giver sko­ven en tre­kan­tet form, hvor hver side er ca. 150 meter lang. PN kør­te op ad Sned­ker­stræ­de, en af veje­ne langs det­te skov­om­rå­de. Da bilen nåe­de den lil­le bak­ke lige før T‑krydset ved Åsum Byga­de, gik moto­ren ud, men bilen fort­sat­te med at rul­le ned ad bak­ken. Ved T‑krydset brem­se­de PN bilen.

Næste øje­blik så han et meget mær­ke­ligt syn, omkring 60 meter væk, læn­ge­re nede ad Åsum Byga­de: Et lys­fæ­no­men af en art, der svæ­ve­de del­vist over både vej­en og sko­v­bun­den i en høj­de af 1–2 meter. Lyset var cir­kel­for­met, omkring 3 meter i dia­me­ter og bely­ste omgi­vel­ser­ne med en gul­lig far­ve.

Til­knyt­tet lyskug­len var en slags ram­pe, der fra en åbning før­te ned til sko­v­bun­den. Åbnin­gen afslø­re­de ikke rig­tig nogen indre detal­jer, og lig­ne­de for PN bare ”en oran­ge sky”. PN kun­ne også se to grup­per af “ufo­nau­ter”. Den før­ste bestod af syv små væse­ner, der løb op og ned ad ram­pen og så ud til at sam­le prø­ver af vege­ta­tion og jord fra sko­v­bun­den, som de gav til “nogen” inde i lyskug­len. Deres bevæ­gel­ser vir­ke­de meka­ni­ske. Den anden grup­pe bestod af tre stør­re væs­ner, to stå­en­de oven på ram­pen nær åbnin­gen og en ved foden af ram­pen.

PN fik ind­tryk af, at de høje væse­ner var en slags ”vog­te­re” og bemær­ke­de, at de alle stod helt stil­le. De kor­te væse­ner var omkring 1 meter høje og lyse­grå i far­ve, og lig­ne­de to tre­kan­ter stab­let oven på hin­an­den, med den øver­ste tre­kant noget min­dre end den neder­ste. PN antog, at den lil­le øver­ste tre­kant var hvert væsens hoved. ”Vog­ter­ne” så alle ens ud. PN så ingen arme, men han så dem alli­ge­vel hol­de hvad syn­tes at være en slags måle­in­stru­men­ter. Væse­ner­ne hav­de små stum­pe­de ben, men så ikke ud til at bevæ­ge sig. I ste­det var det som om de gled eller svæ­ve­de over jor­den, nær­mest som svæ­ve­fly.

Efter at have obser­ve­ret både UFO og væse­ner i et minut eller derom­kring, bemær­ke­de den cho­ke­re­de PN noget andet usæd­van­ligt: ​​I den mod­sat­te ret­ning holdt en taxa par­ke­ret nær åen (Oden­se Å) ca 150 m væk. Taxa­ens chauf­før blin­ke­de gen­tag­ne gan­ge med sine for­lyg­ter, men PN kun­ne ikke gen­nem­skue om det var ment som et sig­nal til ham eller UFO’et og dets besæt­ning. Han prø­ve­de der­ef­ter at star­te bilen, hvis motor nu fun­ge­re­de fint igen. Det­te gjor­de at væse­ner­ne blev opmærk­som­me på PN, og begynd­te at bevæ­ge sig mod hans bil med høj hastig­hed. Taxi­en tog der­ef­ter en 180 gra­ders drej­ning og kør­te mod Oden­se. PN, nu meget ban­ge, dre­je­de hur­tigt til ven­stre og fulg­te efter i sam­me ret­ning. Da han hav­de kørt omkring 150 meter ned Åsum Byga­de, kig­ge­de han i baks­pej­let og så UFO-bebo­er­ne stå midt på bro­en, der går over åen, hvil­ket bety­der at de må have bevæ­get sig en afstand af ca. 140 meter. Kort efter tog vej­en en drej­ning og væse­ner­ne for­svandt ud af syne.

Da han ankom til lage­ret i Oden­se, bemær­ke­de PN, at han var usæd­van­ligt tid­ligt på den, som føl­ge af at have kørt så hur­tigt. Efter fyraf­ten sam­me dag, vend­te han til­ba­ge til Åsum for at inspi­ce­re områ­det, hvor han først hav­de obser­ve­ret UFO + væse­ner. Han fandt her ingen fysi­ske spor over­ho­ve­det.

Efter­spil og Efter­forsk­ning

PN for­tal­te ikke andre end hans fami­lie om hæn­del­sen, før 1996. Sam­me år hav­de SUFOI (Skan­di­na­visk UFO Infor­ma­tion) mod­ta­get et tip om hæn­del­sen fra PN’s mor, som sam­men med sin mand hav­de haft deres egen lig­nen­de, usæd­van­li­ge ople­vel­se et år eller to tid­li­ge­re, hvor deres bil stop­pe­de under en iagt­ta­gel­se af et UFO.

De to SUFOI-efter­for­ske­re, Erling Hege­lund og Toke Haun­strup, der efter­føl­gen­de blev sat på sagen, inter­viewe­de kort efter PN. Her fandt de ud af, at han var over­be­vist om, at både hans og hans for­æl­dres ople­vel­ser, var et eksem­pel på kon­takt med udenjor­di­ske væse­ner. PN hæv­de­de også at have udvik­let prækog­ni­ti­ve, psy­ki­ske evner efter ople­vel­sen. Imid­ler­tid synes dis­se evner ikke at have været helt skud­sik­re, da han også hav­de været invol­ve­ret i en stor stri­be tra­fi­ku­lyk­ker i åre­ne efter. PN spe­ci­fi­ce­re­de ikke, om han men­te, at dis­se var for­bun­det med UFO-hæn­del­sen.

Hege­lund og Haun­strup besøg­te også sel­ve obser­va­tions-ste­det for at se, hvor­dan det pas­se­de med PN’s histo­rie, men blev ikke meget klo­ge­re. De for­søg­te end­da at fin­de folk i områ­det, der måske hav­de set noget den­gang, der kun­ne hjæl­pe efter­forsk­nin­gen. Der var dog hel­ler ikke noget at hen­te her, dels for­di de fle­ste af de davæ­ren­de bebo­e­re, slet ikke boe­de i Åsum i begyn­del­sen af ​​1980’erne. SUFOI for­søg­te også at fin­de taxa­chauf­før­en, der blin­ke­de med lyse­ne nær åen, gen­nem en per­son­lig annon­ce i den loka­le avis, men til ingen nyt­te.

Kom­men­ta­rer

Alt i alt er Åsum-hæn­del­sen en ret spæn­den­de sag: Et til­sy­ne­la­den­de frem­med rum­skib og dets besæt­ning — der måske er mere robo­t­ag­ti­ge end kød-og-blod-væs­ner — som ender med at jage vid­net, så han må køre væk i sin bil. For slet ikke at næv­ne, at vid­net der­ef­ter udvik­ler psy­ki­ske evner, som føl­ge af det­te møde. Der er dog en ræk­ke punk­ter hvor man er nødt til at tage de kri­ti­ske bril­ler på.

Først og frem­mest rej­ser det altid nog­le spørgs­mål, når en obser­va­tion er fle­re år gam­mel, før den rap­por­te­res. Over en så lang peri­o­de vil et vid­nes oprin­de­li­ge hukom­mel­se have ændret sig fra det, han eller hun oprin­de­ligt så (eller tror, ​​de så) og være åben for påvirk­ning fra bl.a. film og bøger — og i det her til­fæl­de sågar nære fami­lie­med­lem­mers lig­nen­de ople­vel­ser. Der­for er det van­ske­ligt at sige, hvor meget PN’s gen­gi­vel­se af sin ople­vel­se reflek­te­rer hvad han fak­tisk så den nat, og hvor meget der er hans efter­føl­gen­de for­søg på at fin­de mening i den. Det mest bemær­kel­ses­vær­di­ge er dog, at selv få timer efter obser­va­tio­nen, var der over­ho­ve­det ingen spor at se på det sted, hvor væs­ner­ne tog deres “prø­ver”. Det­te indi­ke­rer at i det mind­ste dele af hvad PN obser­ve­re­de, ikke fysisk har fun­det sted.

Den ende­li­ge kon­klu­sion fra SUFOI og efter­for­sker­ne var, at PN var ærlig over for dem, og at han gen­gav sin ople­vel­se som han huske­de den. PN tro­e­de alt­så oprig­tigt på, at han hav­de ople­vet situ­a­tio­nen som rap­por­te­ret, og at det skyld­tes noget “ude­fra”. Men mang­len på fysi­ske bevi­ser gjor­de efter­for­sker­ne mere til­bø­je­li­ge til at tro, at PN kun­ne have ople­vet en avan­ce­ret hal­luci­na­tion, hvor alle­re­de eksi­ste­ren­de ide­er om rumvæ­se­ner og rum­ski­be udfyld­te hul­ler­ne i hans sind, når han for­tol­ke­de ople­vel­sen til san­se­da­ta. Under alle omstæn­dig­he­der er der detal­jer ved den­ne epi­so­de, der tyder på at noget sat­te den­ne hal­luci­na­tion i gang, og at noget også var skyld i hans bil gik i stå. Spørgs­må­let er i så fald, hvad det­te “ noget” var. 

Kil­der

• UFO-Nyt #1 (1997)
• SUFOI News­let­ter #17 (1999)