Om Hændelsen

En nat/tidlig morgen i efteråret 1981 eller ’82 var en ung mand på 21-22 år, anonymiseret ved navnet “PN”, på vej til sit arbejde, på et lager i Odense. Kl. 02:10 kørte han hjemmefra i sin bil gennem landsbyen Åsum, 4 km øst for Odense. Landsbyen omgiver en lille bøgeskov indrammet af tre veje, hvilket giver skoven en trekantet form, hvor hver side er ca. 150 meter lang. PN kørte op ad Snedkerstræde, en af vejene langs dette skovområde. Da bilen nåede den lille bakke lige før T-krydset ved Åsum Bygade, gik motoren ud, men bilen fortsatte med at rulle ned ad bakken. Ved T-krydset bremsede PN bilen.

Næste øjeblik så han et meget mærkeligt syn, omkring 60 meter væk, længere nede ad Åsum Bygade: Et lysfænomen af en art, der svævede delvist over både vejen og skovbunden i en højde af 1-2 meter. Lyset var cirkelformet, omkring 3 meter i diameter og belyste omgivelserne med en gullig farve.

Tilknyttet lyskuglen var en slags rampe, der fra en åbning førte ned til skovbunden. Åbningen afslørede ikke rigtig nogen indre detaljer, og lignede for PN bare ”en orange sky”. PN kunne også se to grupper af “ufonauter”. Den første bestod af syv små væsener, der løb op og ned ad rampen og så ud til at samle prøver af vegetation og jord fra skovbunden, som de gav til “nogen” inde i lyskuglen. Deres bevægelser virkede mekaniske. Den anden gruppe bestod af tre større væsner, to stående oven på rampen nær åbningen og en ved foden af rampen.

PN fik indtryk af, at de høje væsener var en slags ”vogtere” og bemærkede, at de alle stod helt stille. De korte væsener var omkring 1 meter høje og lysegrå i farve, og lignede to trekanter stablet oven på hinanden, med den øverste trekant noget mindre end den nederste. PN antog, at den lille øverste trekant var hvert væsens hoved. ”Vogterne” så alle ens ud. PN så ingen arme, men han så dem alligevel holde hvad syntes at være en slags måleinstrumenter. Væsenerne havde små stumpede ben, men så ikke ud til at bevæge sig. I stedet var det som om de gled eller svævede over jorden, nærmest som svævefly.

Efter at have observeret både UFO og væsener i et minut eller deromkring, bemærkede den chokerede PN noget andet usædvanligt: ​​I den modsatte retning holdt en taxa parkeret nær åen (Odense Å) ca 150 m væk. Taxaens chauffør blinkede gentagne gange med sine forlygter, men PN kunne ikke gennemskue om det var ment som et signal til ham eller UFO’et og dets besætning. Han prøvede derefter at starte bilen, hvis motor nu fungerede fint igen. Dette gjorde at væsenerne blev opmærksomme på PN, og begyndte at bevæge sig mod hans bil med høj hastighed. Taxien tog derefter en 180 graders drejning og kørte mod Odense. PN, nu meget bange, drejede hurtigt til venstre og fulgte efter i samme retning. Da han havde kørt omkring 150 meter ned Åsum Bygade, kiggede han i bakspejlet og så UFO-beboerne stå midt på broen, der går over åen, hvilket betyder at de må have bevæget sig en afstand af ca. 140 meter. Kort efter tog vejen en drejning og væsenerne forsvandt ud af syne.

Da han ankom til lageret i Odense, bemærkede PN, at han var usædvanligt tidligt på den, som følge af at have kørt så hurtigt. Efter fyraften samme dag, vendte han tilbage til Åsum for at inspicere området, hvor han først havde observeret UFO + væsener. Han fandt her ingen fysiske spor overhovedet.

Efterspil og Efterforskning

PN fortalte ikke andre end hans familie om hændelsen, før 1996. Samme år havde SUFOI (Skandinavisk UFO Information) modtaget et tip om hændelsen fra PN’s mor, som sammen med sin mand havde haft deres egen lignende, usædvanlige oplevelse et år eller to tidligere, hvor deres bil stoppede under en iagttagelse af et UFO.

De to SUFOI-efterforskere, Erling Hegelund og Toke Haunstrup, der efterfølgende blev sat på sagen, interviewede kort efter PN. Her fandt de ud af, at han var overbevist om, at både hans og hans forældres oplevelser, var et eksempel på kontakt med udenjordiske væsener. PN hævdede også at have udviklet prækognitive, psykiske evner efter oplevelsen. Imidlertid synes disse evner ikke at have været helt skudsikre, da han også havde været involveret i en stor stribe trafikulykker i årene efter. PN specificerede ikke, om han mente, at disse var forbundet med UFO-hændelsen.

Hegelund og Haunstrup besøgte også selve observations-stedet for at se, hvordan det passede med PN’s historie, men blev ikke meget klogere. De forsøgte endda at finde folk i området, der måske havde set noget dengang, der kunne hjælpe efterforskningen. Der var dog heller ikke noget at hente her, dels fordi de fleste af de daværende beboere, slet ikke boede i Åsum i begyndelsen af ​​1980’erne. SUFOI forsøgte også at finde taxachaufføren, der blinkede med lysene nær åen, gennem en personlig annonce i den lokale avis, men til ingen nytte.

Kommentarer

Alt i alt er Åsum-hændelsen en ret spændende sag: Et tilsyneladende fremmed rumskib og dets besætning – der måske er mere robotagtige end kød-og-blod-væsner – som ender med at jage vidnet, så han må køre væk i sin bil. For slet ikke at nævne, at vidnet derefter udvikler psykiske evner, som følge af dette møde. Der er dog en række punkter hvor man er nødt til at tage de kritiske briller på.

Først og fremmest rejser det altid nogle spørgsmål, når en observation er flere år gammel, før den rapporteres. Over en så lang periode vil et vidnes oprindelige hukommelse have ændret sig fra det, han eller hun oprindeligt så (eller tror, ​​de så) og være åben for påvirkning fra bl.a. film og bøger – og i det her tilfælde sågar nære familiemedlemmers lignende oplevelser. Derfor er det vanskeligt at sige, hvor meget PN’s gengivelse af sin oplevelse reflekterer hvad han faktisk så den nat, og hvor meget der er hans efterfølgende forsøg på at finde mening i den. Det mest bemærkelsesværdige er dog, at selv få timer efter observationen, var der overhovedet ingen spor at se på det sted, hvor væsnerne tog deres “prøver”. Dette indikerer at i det mindste dele af hvad PN observerede, ikke fysisk har fundet sted.

Den endelige konklusion fra SUFOI og efterforskerne var, at PN var ærlig over for dem, og at han gengav sin oplevelse som han huskede den. PN troede altså oprigtigt på, at han havde oplevet situationen som rapporteret, og at det skyldtes noget “udefra”. Men manglen på fysiske beviser gjorde efterforskerne mere tilbøjelige til at tro, at PN kunne have oplevet en avanceret hallucination, hvor allerede eksisterende ideer om rumvæsener og rumskibe udfyldte hullerne i hans sind, når han fortolkede oplevelsen til sansedata. Under alle omstændigheder er der detaljer ved denne episode, der tyder på at noget satte denne hallucination i gang, og at noget også var skyld i hans bil gik i stå. Spørgsmålet er i så fald, hvad dette “ noget” var. 

Kilder

• UFO-Nyt #1 (1997)
• SUFOI Newsletter #17 (1999)

Tags

I samme kategori…