Om episoden

Det hele lader til at have startet – bogstaveligt talt – med et brag, natten mellem den 9. og 10. Maj, 1779. Ejer og forvalter af ejendommen der dengang lå her, var brygger Peter Titken. Titken havde for nylig udlejet anden og tredje etage af bygningen ud til justitsråd Just Henrich Voltelen og dennes kone og søn. Voltelen vågnede ved en kradsen og banken på soveværelsets paneler. Lydene stoppede kort efter, men 15 minutter senere hørtes 2 høje brag, ligesom pistolskud, fra sønnens værelse. Alle i huset vågnede nu op og frygtede det værste, men det viste sig drengen var ok, og der var ingen lugt af affyrede våben.

Efter denne episode fulgte et par rolige dage. Så vendte lydene ellers tilbage med fuld styrke. Snart hørtes der bankende, skrabende og smækkende lyde hele døgnet rundt. Møbler og andet interiør blev smidt rundt og ødelagt af en tilsyneladende usynlig kraft. Mest skræmmende var en hvinende og klagende stemme, der kunne høres over hele husholdet. En enkelt gang blev en af Voltelen tjenerne adresseret af stemmen på bagtrappen, og blev så bange at han fik et 5 timer langt krampeanfald!

Den følgende tirsdag, d. 13. Maj, fik Voltelen endelig nok. Han gik til politiet og forlangte en gennemsøgning af huset. To betjente blev sat på opgaven, og de tilbragte efterfølgende en nat hos familien, dog uden at komme nærmere en forklaring. I mellemtiden havde Voltelen arrangeret leje af nogle værelser i en nærliggende bygning, for endelig at kunne få en god nats søvn.

Historien havde nu også spredt sig til det omkringliggende område, der på dette tidspunkt husede en ganske stor procentdel af Københavns kroer og værtshuse. Lørdag d. 15. Maj havde store grupper af borgere forsamlet sig udenfor Peter Titkens ejendom, i håb om at få indblik i løjerne. Dette blev for meget for bryggeren, der til sidst råbte ud af bygningen, så alle kunne høre det, at hvis bare Voltelen ville finde et andet sted at bo, så ville urolighederne nok også forsvinde. Dette ledte uundgåeligt til en eskalering af det allerede uheldige forhold mellem Voltelen og Titken, og justitsråden angav snart efter en klage til Det Danske Kancelli – der på daværende tidspunkt var landets højeste centraladministrative myndighed – for at finde en løsning på situationen, samt rense sit navn og ære.

Klagen blev tilsyneladende taget alvorligt af Kancelliet, der nedsatte en kongelig kommission til at håndtere opgaven. Men hvorvidt der reelt foregik en fuld efterforskning, som Voltelen havde anmodet om, er uklart. Ikke desto mindre blev der taget visse skridt hen imod en løsning på konflikten. Efter to måneder blev alt dog stoppet, grundet manglende beviser. Voltelen gav imidlertid ikke op, og udsendte i stedet en dusør henvendt til enhver der kunne hjælpe med at løse sagen om spøgeriet. På trods af flere måneders annoncering i aviserne, med gradvis større beløb på højkant og endda med garanti fra Kancelliet om immunitet over for retsforfølgelse, kom man desværre aldrig videre.

Brygger Titken havde sine egne problemer efter episoden. I lang tid efter var det umuligt for ham at finde udlejere til familien Voltelens gamle værelser, fordi der var opstået så mange rygter og frygt omkring adressen. D. 11. Januar, 1780, mere end et halvt år efter spøgeriet, var Titken derfor selv tvunget til at indrykke en annonce i avisen. I samarbejde med en Oberst Von Wessel, der på det tidspunkt residerede i en anden del af Titkens ejendom, udmeldte de kategorisk, at der intet spøgeri havde været i ejendommen siden 1. August forrige år. Desværre havde det ingen effekt, og da det i 1781 stadig ikke havde været muligt at finde nye lejere, var det nu Titken der henvendte sig til Kancelliet i håb om at få efterforskningen genoptaget. Dette blev klart afvist og det vides ikke om det nogensinde lykkedes Titken at få lejet værelserne ud igen.

Kommentarer

Som sådan har vi egentlig ikke ret mange detaljer om hvad der konkret skete under Gothersgade “spøgeriet”. Specielt ikke i forhold til de meget lignende Laksegade og Ny Toldbodgade sager. Det, der gør sagen så unik i forhold til førnævnte, er hvor meget officiel dokumentation der findes, om hvad der fandt sted. Ja, havde det ikke været for annoncerne bragt af henholdsvis Voltelen og Titken, så havde vi nok ikke kendt til sagen i dag. Men udmeldinger og dekreter af denne slags, involverende et så specielt fænomen var særdeles usædvanlige. De viser at der må have fundet noget meget dramatisk sted, der drev de involverede til at tage endog meget drastiske midler i brug.

Samtidig er det svært helt at få en idé om, hvordan de implicerede personer fortolkede hændelsen. Titken selv lader til hovedsageligt at placere skylden på Voltelen, og dog så nævner han i sin annonce en specifik dato (1. August 1779) hvor spøgeriet tilsyneladende “ophørt”. Dette kunne umiddelbart tyde på at Titken alligevel har troet på at der “skete noget”, men kan også bare have være formuleret sådan af mere diplomatiske årsager.

Hvad angår Voltelen, var det slet ikke så tvetydigt. Af hans brev til Kancelliet fremgår det ret tydeligt, at han ikke mente at have været ude for noget overnaturligt eller uforklarligt. Hans store drivkraft for at komme til bunds i sagen skyldes, at han var overbevist om at der stod nogle meget virkelige personer bag chikanen. Derfor ville han i sidste ende modbevise den overtro, der var opstået omkring episoden. Han må derfor have været enormt frustreret over ikke at kunne få opklaret sagen, selv med den mindre formue han satte på højkant med sin dusør-annonce. I sidste ende blev sagen aldrig opklaret, og vi står tilbage med en af de mest interessante og bedst dokumenterede Poltergeist sager, ikke bare i Danmark, men på verdensplan.

Udvalgte kilder

• Bo Bomuld Hamilton Wittendorf – Guide Til Det Okkulte Danmark
• J. Davidsen – Fanden i Laxegade, Spøgeriet i Gothersgade (fra Kjøbenhavn i Ældre og Nyere Tid, 1889)
• Lars Thomas – Det Mystiske Danmark, 2. Samling

Tags

I samme kategori…