Om Sankt Helene

Helene Kilde og Helene Grav er to hellige, historiske lokationer i Tisvildeleje, begge tilknyttet den sagnomspundne Sankt Helene. De er for så vidt temmelig unikke, ikke mindst fordi de findes i et så populært og velbesøgt område af Nordsjælland, som de gør. Nu om dage er man ellers oftest nødt til at opsøge mere afsides områder, for at kunne finde lignende mindesmærker. Det er dog primært kilden, der flyder fra en skrænt ved Tisvildeleje strand, som besøgende stifter bekendtskab med. Helene Grav, der ligger knap en kilometer derfra, er ikke er nær så højt profileret. Begge har dog haft enormt stor betydning før i tiden.  

Sagnet om Sankt Helene

På trods af den ophøjede titel, så var Helene ikke nogen officielt ordineret helgen, men en nordsjællandsk folkehelgen, der endte med at blive kendt over hele landet. Der er flere sagn omhandlende Helene og Tisvildeleje, og hun nævnes skiftevis som en eneboer, en gårdmandspige eller sågar en adelig kvinde, men altid fra Skåne. En dag for snart 800 år siden blev hun enten druknet, eller dræbt på land og smidt i havet. Men i stedet for at synke til bunds, rejste der sig af vandet en stor sten, der bragte hende i land ved Tisvildeleje.

Helene blev fundet i strandkanten af de lokale bønder og da man ville bære hendes lig væk, skete der det at skrænten styrtede sammen og skabte en passage, så man lettere kunne bære liget op. På vejen foretog man dog flere pauser for at hvile sig, og ved det første af disse hvilesteder, sprang der en kilde frem.

Helene skulle egentlig have været begravet på Tibirke Kirkegård, men på vej dertil skal ligbærererne have ytret stærkt uhøviske ord. Det resulterede i, at liget pludselig blev så tungt, at det sank i jorden, der hvor gravmonumentet i dag findes.

Både kilde og grav blev herefter anset som hellige og i led med datidens traditioner, tilskrevet helbredende kræfter.

Helbredende Kræfter

Både Helene kilde og grav har været benyttet gennem århundreder for deres påståede lægelige egenskaber. Syge folk og krøblinge fra hele Sjælland valfartede i gamle dage til Tisvildeleje omkring Sankt Hans, enten for at “sove på graven”, drikke af kildevandet, eller for at tage hellig jord eller vand med sig hjem. Hvor gravjorden kun skulle “virke” hvis man sov på den eller tog af den på selve Sankt Hans Aften, havde kildevandet efter sigende en effekt flere dage efter.

For at illustrere hvor velbesøgt – og måske også hvor effektiv – kilden rent faktisk var langt oppe i tiden, kan det nævnes at der i 1864 blev efterladt så mange stokke og krykker fra folk der følte sig helbredte, at man efterfølgende måtte køre dem (altså støtteredskaberne) væk over flere omgange. Det var heller ikke kun almuen, der benyttede sig af Helene Kilde. Selveste Christian d. 4. besøgte kilden ved flere lejligheder. Han byggede sågar en badstue og et overnatningssted nær kilden, der desværre ikke har overlevet indtil i dag.

I forbindelse med besøg til især kilden, opstod der på et tidligt tidspunkt et stort årligt Kildemarked i Tisvildeleje, der endte med at tage form af en decideret folkefest – med stor social, kulturel og økonomisk betydning for området. Selv længe efter at den gamle folketro var svundet ind til en lille kerne, fortsatte festlighederne omkring Helenekilden ved Sankt Hans. Flere steder i landet opstod lignende markeder, men Tisvildelejes har været et af landets mest populære og længst levende. I mange år blev også en såkaldt kildeblok brugt, der i dag står udstillet et helt tredje sted i byen.

Begge praksisser må siges at være ophørt nu om dage. Grav-overnatningen sluttede allerede i slutningen af 1800-tallet, hvorimod aktiviteten omkring kilden kan spores noget længere frem i tiden.

Myte vs. virkelighed 

De fleste i dag ville nok stille sig skeptiske ikke blot over for tanken om helligt jord og vand, men også over for sagnet om Helene, der kom flydende på en kæmpesten fra Skåne. Om hun overhovedet har eksisteret, er det dog nok langt færre der har tænkt over. Eftersom hendes navn er så veletableret, som det nu engang er, skulle man tro at det var en selvfølge. Alligevel har vi ikke nogen historiske beviser for, at en person ved navn Helene kan knyttes til hverken kilde, sten eller gravsted.

Alt tyder derimod på at kilden har eksisteret, og sågar været benyttet, i førkristne tider. Således er selve navnet Tisvilde er en moderne forvanskning af “Tyrs Væld”, hvilket indikerer at kildens væld i sin tid har været sat i forbindelse med den Nordiske gud, Tyr.

Stenen der efter sigende bragte Helene i land, er en 4×3 meter bred kæmpesten, der idag ligger på havbunden ca. 50 meter fra stranden ved kilden. Stenen er flad og formet lidt som et skib, og kan i virkeligheden have været med til at forme sagnet, istedet for den anden vej rundt. Stenen kan bedst besøges ved anvendelse af let dykkerudstyr.

Hvad angår Helene’s grav, så er der de senere år fundet rester af et kapel fra 1400-tallet på stedet. Disse fund kan måske med tiden hjælpe os til at forstå hvorfor grunden heromkring endte med at blive anset som hellig, og om der rent faktisk var en forbindelse mellem de to lokationer – og måske til en Skånsk pige ved navn Helene.

Udvalgte Kilder

• Anders Uhrskov – Nordsjællandsk folkeliv
• Arnold Olsen – Nordsjællandske Helligkilder
• August F. Schmidt – Danmarks Kæmpesten
• Bering Liisberg – Domina Helena
• Erling Agergaard – Danmarks Helgener
• Palle Lauring – Her Skete Det

Tags

I samme kategori…