Et hus i København, hvor multikunstneren J.F. Willumsen voksede op, var hjemsøgt. Læs om rasende spøgelser, flyvende kufferter og en usynlig, lådden hånd her
Spøgeri i J. F. Willumsens barndomshjem
På den grund, der nu om dage blandt andet huser Det Danske Filminstitut og Cinemateket, lå i slutningen af 1800 tallet en lille marskandiserbutik med en dertil knyttet beboelsesejendom. Begge var ejet af den folkekære kunstner J.F. Willumsens far, og Willumsen selv voksede faktisk op her. Han var dog for længst flyttet hjemmefra, da nedenstående hændelser fandt sted. Bygningen, der sandsynligvis stammede helt tilbage fra midten af det 18. Aarhundrede, var på dette tidspunkt meget forfalden. Derudover var der et uhumskt indeklima, hvilket tilsammen med den mørke og triste beliggenhed bidrog til en skummel og halvdyster atmosfære.
J. F. Willumsen, portrætteret af Vilhelm Hammershøi
En grå oktoberdag i 1888 flyttede en Familie — kun omtalt som “Familien ‘F.’ ” — bestående af en enkefrue og hendes to halvvoksne Sønner, ind i en ledig lejlighed på anden sal i ejendommen. Det ene af Lejlighedens tre Værelser blev kort derefter udlejet til en ung Bogbinder, “H.”, der var barndomsven til en af Enkefru F.‘s Sønner.
Enkefru F. følte fra begyndelsen, at der var noget mærkeligt ved lejligheden, hvilket snart skulle blive bekræftet. En morgen bankede hun på H.’ s dør for at servere ham morgenkaffe, og da han ikke svarede som han plejede, prøvede hun flere gange. Endelig hørte hun en svag stemme fra værelset der sagde: ‘Kom ind’. Da hun trådte ind, så hun til sin overraskelse den unge bogbinder siddende halvt påklædt ved vinduet, helt bleg i ansigtet og med et skræmt blik i øjnene. Hun spurgte hvorfor han dog var så tidligt oppe, og han svarede meget utydeligt og undvigende. Om aftenen efter de havde spist, betroede H. sig dog til sin ven, den ældste af sønnerne, og fortalte følgende:
Da han aftenen før havde lukket sig ind på sit værelse, fik han med det samme en følelse af at der var noget, der ikke var som det burde være. Men han forsøgte at slå det hen og lade som ingenting, ved at tænke på noget andet og nynne nogle melodier for sig selv. Han satte sig dernæst til at læse i en bog, og gjorde sig kort tid efter klar til at gå i seng. Det var først da han slukkede sin lampe for at lægge sig til at sove, at der begyndte at opstå seriøse uroligheder i værelset. Det startede med en svag summen, men udviklede sig kort efter drastisk. H. troede først det var indbildning, men måtte til sidst erkende at der var noget usædvanligt under opsamling.
Ovre i det ene hjørne af værelset, hvor kakkelovnen (der ikke havde været opfyret den pågældende aften) stod, så H. nu et mærkeligt Lys, der skiftede mellem at være fosfor-agtigt og med en violet glans. Lyset bevægede sig langsomt frem og tilbage foran kakkelovnen, ca. en meter over gulvet, for efter noget tid pludseligt at forsvinde. Men dette var kun begyndelsen. H. hørte nu en rumsteren af forskellige genstande rundt om i værelset, og hvor meget han end prøvede at ignorere det, var det ikke muligt, da noget stort og tungt pludselig blev slynget fra den ene ende af rummet hen mod hans seng, og tilbage igen. Dette gentog sig flere gange, og H. følte sig under decideret angreb.
Til sidst samlede H. alt sit resterende mod. Han sprang ud af sengen og tændte en lampe, og i det øjeblik at han tændte lyset, blev alt stille. Nu blev det endvidere helt tydeligt for ham, at det hele ikke havde været indbildning. Adskillige genstande var nemlig kastet hulter til bulter rundt i rummet, og han kunne nu også se, hvad det tunge skyts fra tidligere var: nemlig en ca. ½ meter lang sælskindskuffert, hvis indhold nu lå spredt ud midt på gulvet. H. var helt sikker på, at kufferten havde stået i et fjernt hjørne af værelset, da han gik i seng.
H. opgav derefter at sove, og gik sig i stedet en lang tur, indtil helt ud på morgenstunden, hvor enkefru F. var kom forbi med kaffen.
En baggård i Vognmagergade (ca. år 1900)
Spøgelserne på trappeopgangen
Men bogbinder H.‘s oplevelse skulle langt fra vise sig at stå alene. En sen aften kom den yngste af brødrene F. hjem fra et selskab. Broren, der var meget mådeholden, havde den pågældende aften heller ikke rørt spiritus. Lige så snart han havde lukket sig ind fra gaden, bemærkede han en usædvanlig lyd, som om en eller anden gik frem og tilbage på trappen. Da han gik op mod lejligheden, var det også som om nogen prøvede at liste sig forbi ham, men da han hilste fik han intet svar. Han vendte sig hurtigt om og tændte en tændstik, men så at der ingen var på trappen udover han selv. Han gik nu videre, men da han var kommet lidt længere op skete det igen. Faktisk var det som om denne usynlige “trafik’ gik i to modsatrettede strømme, op og ned af trappen.
Da den lettere rystede bror F skulle til at låse sig ind, stillede han sin stok op ad væggen, imens han søgte efter sin nøgle. Stokken faldt dog, og da dette havde gentaget sig flere gange, tog han den mellem knæene i stedet. Men pludselig var det, som om nogen med et kraftigt ryk rev stokken væk fra under ham, og slyngede den flere etager ned af trapperne.
De mystiske, usynlige skikkelser i opgangen, viste sig senere også at have været fornemmet af ejendommens øvrige beboere. Alle havde næsten uden undtagelse mærket disse fremtoninger på trapperne, især på bestemte tider af natten. En meget gammel dame, der boede i den ene af lejlighederne på 1. Sal, og som havde ligget syg en længere årrække, udtalte sågar at der i de sidste 30 år ikke havde været fred i huset for dette uvæsen.
Yderligere episoder
H. havde også yderligere oplevelser med “fænomenet”, der i mindst ét tilfælde blev lidt for fysisk. En nat, hvor der igen blev smidt rundt med den førnævnte sælskindskuffert, blev H. strøget hen over ansigtet med noget der føltes som en klam, lådden hånd. Der var dog ingen gerningsmand at se nogen steder.
Dette var dog ikke tilfældet i følgende episode. En dag kom en af H.‘s brødre, der på det tidspunkt var andenstyrmand på et af Thingvalla’s skibe, til byen, for at bo sammen med ham nogle dage. En af nætterne vågnede Familien F. ved et forfærdeligt spektakel ude fra køkkenet. Den ældste af brødrene F. sprang ud af sengen, tændte hurtigt en lampe og gik ud for at se, hvad der var sket. I køkkenet stod styrmanden halvt påklædt, bevæbnet med en tyk egetræsstok og med et forbløffet ansigtsudtryk. Han forklarede, at han havde set en person inde på H.s værelse og havde derefter jaget ham ud i køkkenet. Her var han dog forsvundet, og H.‘s bror var sikker på, at han måtte være flygtet ud gennem skorstenen.
Styrmanden kendte efter sigende ikke til de tidligere hændelser i huset, og selv da man fortalte ham om dem, fastholdt han, at det måtte dreje sig om en indbrudstyv eller lignende. Den efterhånden berygtede sælskinds kuffert skulle her endnu engang have været involveret, selvom det ikke er helt klart hvordan.
Efter denne episode var Bogbinder H. blevet så træt af urolighederne, at han opsagde lejemålet og flyttede kort derefter.
Der var også andre i ejendommen, der på forskellig vis oplevede spøgeriet. På første sal boede en murersvend, der gennem længere tid havde prøvet at opklare mysteriet. Han kom senere til den konklusion at det hele kunne spores til et hulrum i væggen, i en krog af det af H. tidligere beboede værelse. Han spurgte sågar om værtens tilladelse til at bryde væggen ned, men dette fik han meget kraftigt afslag på. Hulrummet blev derfor aldrig undersøgt, men det er heller ikke helt tydeligt hvad han præcist håbede på at finde her. Endelig flyttede også familien F. ud af ejendommen og da det sidste læs var kørt bort, gennemgik den yngste af Brødrene F. en sidste gang den tomme Lejlighed.
Som han stod i sine egne Tanker, opdagede han pludseligt, at døren til kakkelovnen langsomt gik op, for med et brag at smække i, så aske og papir stod ud til alle sider. Dette blev hans sidste uforglemmelige minde fra det gamle Spøgelseshus på Vognmagergade. Kort efter flyttede han også ud.
Kilde
- Folkets Avis, 5. november (1920)
