En novem­ber­af­ten i 1906 så fire mænd en mystisk for­sam­ling ved en grav­høj nær Stigsnæs Havn. Var det et glimt af høj­fol­ket? Læs den fasci­ne­ren­de histo­rie her

GPS koor­di­na­ter: 55.213174, 11.244797 

Par­ke­ring: Der er en stor par­ke­rings­plads lige ved siden af

Værd at vide: Høj­en er i et ind­heg­net skov­om­rå­de, men man kan kom­me ind til den fra høj­re bag­si­de af velkomstcenteret/billetkøbs byg­nin­gen.

Andre attrak­tio­ner i nær­he­den:

Elver­fest På Høj­en

Bag vel­komst­cen­te­ret ved Stigsnæs havn er en lil­le grav­høj, der med høj sand­syn­lig­hed optræ­der i, hvad på over­fla­den kan lig­ne, et moder­ne sagn om høj­bo­e­re, men fak­tisk synes at beskri­ve en ret kon­kret obser­va­tion. Der er til­sy­ne­la­den­de to ver­sio­ner af den­ne hæn­del­se, den ene at fin­de i Dansk Fol­ke­min­de­sam­ling, hvor høj­en omta­les som Kir­sten Hvi­ids Høj. Føl­gen­de er hæn­del­sen, som den var nedskre­vet af med­del­e­rens egen far:

Jeg har engang set noget. Hvad det var, ved jeg ikke. Men det står så tyde­ligt for mig, som det var sket i går, og det er hver­ken en drøm eller et øjen­bed­rag. Vi var 4 men­ne­sker, der så det på en gang. Det var en aften lige først i novem­ber måned. Far, jeg samt Lars Olsen i Klin­te­hu­set og deres sko­le­læ­rer, Knud­sen, var om efter­mid­da­gen sej­let et ærin­de til Ager­sø. Det var lidt halv­sent, før vi kom fra øen, men det var det skøn­ne­ste vejr, man kan tæn­ke sig. Det var fuld­må­ne, bliks­til­le og van­det var blankt som et spejl. Vi lag­de masten ned og roe­de over mod Stigsnæs skov for at slip­pe for strøm­men så hur­tigt som muligt. Vi skul­le ellers et styk­ke læn­ge­re mod syd.

Snak­ken gik liv­ligt, men jeg skal lige love for, at den stop­pe­de lige med et slag. For lige idet vi kom til ste­det, hvor gransko­ven træk­ker sig til­ba­ge og giver plads for kysten, så vi et syn. som ingen af os nogen­sin­de vil glem­me. Oppe på Kir­sten Hvids høj der brænd­te i en rund­kreds hund­red­vis af lys, og på engen løb der nog­le skik­kel­ser og lege­de, men der hør­tes ikke en lyd. Alle skik­kel­ser­ne var hvid­klæd­te — der kun­ne vel være en snes styk­ker i det hele. De løb også ned til strand­kan­ten og så på os. Sådan blev de ved at lege så læn­ge, vi kun­ne se dem. Vi reg­ne­de ikke med, at det var men­ne­sker, vi så. Dagen efter fore­s­purg­te vi hos sko­v­fo­ge­den, om der hav­de været sel­skab i sko­ven, men det hav­de der ikke været.

Der er ikke givet nogen præ­cis dato for hæn­del­sen, der blev ind­be­ret­tet til Dansk Fol­ke­min­de­sam­ling i 1906.

Den anden ver­sion af histo­ri­en fin­des til­sy­ne­la­den­de i Holste­ins­borg Loka­lar­kiv. Her omta­les høj­en som Maren Hin­ds Høj. Føl­gen­de er Mads Lide­gaards beskri­vel­se i Dan­ske Høje fra Sagn og Tro:

Maren Hin­ds Høj lig­ger i syd­ve­st­hjør­net af Ørne­ho­ved Skov nær stran­den ud mod fær­ge­le­jet, nu ind­heg­net. Her var elver­pi­ger. En nat hav­de en lærer og en fisker været til gil­de på Ager­sø og var ble­vet godt bedug­ge­de. Da de pas­se­re­de høj­en på hjemvej­en, så de elver­pi­ger­ne og meget andet, og ople­vel­sen var så stærk, at de, da rusen var sovet ud, stif­te­de den loka­le afholds­for­e­ning.

Et nyligt foto (fra 2021) af hvad kan være Maren Hinds/Kirsten Hvids Høj, hvis den­ne sta­dig eksi­ste­rer

Kom­men­tar

Det har ikke været muligt at fin­de ud af hvor nav­ne­ne Kir­sten Hvid og Maren Hind kom­mer ind i bil­le­det. Ingen af dem bru­ges af Natursty­rel­sen i deres afmærk­ning og regi­stre­ring, og der er da også en chan­ce for, at histo­ri­en er til­knyt­tet en anden, nær­lig­gen­de høj, der sene­re er ble­vet sløj­fet. Fol­kesagns­for­sker Inger Boberg skrev i sin tid en ræk­ke artik­ler om sagn og tro til­knyt­tet grav­hø­je rundt om i lan­det, inklu­siv de der siden hen er for­s­vun­det. I hen­des arti­kel om sagn­hø­je på Sorø-egnen, næv­nes intet om den­ne høj, hvad det så end kan skyl­des. Mads Lide­gaard synes dog sik­ker på at have loka­li­se­ret den som den ret­te. Det skal her næv­nes at Fær­ge­hav­nen først blev etab­le­ret i 1962, og vel­komst­cen­te­ret kom til nog­le år sene­re. Der har alt­så været til­sy­ne­la­den­de frit udsyn før i tiden, og land­ska­bet været helt ander­le­des og åbent omkring kysten.

På trods af de for­skel­li­ge nav­ne for høj­en, og et par for­skel­li­ge detal­jer i beret­nin­ger­ne, er der vist ingen tvivl om at de tager udgangs­punkt i sam­me histo­rie, der godt kun­ne bun­de i en kon­kret ople­vel­se (måske med en natur­lig for­kla­ring bag sig). Man kan fore­stil­le sig at histo­ri­en er ble­vet for­talt så man­ge gan­ge på egnen, at det efter­hån­den har fået kva­li­tet af van­dresagn. Det med at star­te lokal afholds­for­e­ning er også noget man hører tit i for­bin­del­se med for­tæl­lin­ger der lyder for gode til at være san­de, og kan være en detal­je, der er ble­vet til­fø­jet hen ad vej­en, for at afvi­se eller mora­li­se­re over ople­vel­sen.

Én ting er i hvert fald sik­kert: hvis hele besæt­nin­gen har været godt påvir­ke­de og sta­dig kun­ne ro fra Ager­sø til Stigsnæs, er det lidt af en bedrift, da turen tager 15 minut­ter nu om dage med fær­ge.

Illu­stra­tion af Simon Hes­sela­ger Johan­sen

Kil­der

  • John Lys­hjelm — Sagn og Over­tro på Skæls­kør-Egnen
  • Mads Lide­gaard — Dan­ske Høje fra Sagn og Tro
  • Svend Dahl — Sagn og Gode Histo­ri­er fra Syd­li­ge Sjæl­land