Kor­set ved Con­ra­di­ne­s­lyst

Om Kor­set

Kor­set ved Con­ra­di­ne­s­lyst, også kendt som Skel­leb­jerg­kor­set, er et ca 1,5 x 1,3 meter stort ege­træs-kors der står i kan­ten af  Sor­ø­vej, imel­lem Skel­leb­jerg og Ruds Ved­by. Det vides med sik­ker­hed, at der har stå­et et kors i områ­det siden mid­ten af 1700-tal­let, højst sand­syn­ligt også før. Selv­om kor­set er ble­vet for­ny­et adskil­li­ge gan­ge i løbet af åre­ne, har det beholdt sam­me form og dimen­sio­ner ihvert­fald siden 1842. I nye­re tid er kor­set ble­vet for­bun­det med det nær­lig­gen­de gods, Con­ra­di­ne­s­lyst, selv­om det fak­tisk er Ved­by­gård der hol­der det ved lige og sør­ger for at udskif­te det når det træn­ger.  Hver gang der sker en udskift­ning, put­tes en spl­int fra det ældre kors ind i det nye, så der altid eksi­ste­rer en slags kon­stant for­bin­del­se med tid­li­ge­re tider .

Umid­del­bart synes kor­set at fal­de godt ind i tra­di­tio­nen omkring katol­ske vej­kors. Der er dog en lang ræk­ke sagn til­knyt­tet, som peger på en anden og mere mystisk oprin­del­se.

Sagn til­knyt­tet kor­set

Det mest udbred­te sagn knyt­tet til Kor­set Ved Con­ra­di­ne­s­lyst for­tæl­ler, at det i sin tid blev rejst som min­de om en ung pige, der døde på ste­det. Der er fle­re vari­a­tio­ner af sag­net, men de fle­ste omta­ler en tje­ne­stepi­ge — boen­de på enten Ved­by­gård eller Con­ra­di­ne­s­lyst — der på vej hjem fra en fest­lig begi­ven­hed i områ­det blev anta­stet og dræbt af en eller fle­re mænd, der efter­føl­gen­de begra­ve­de eller på anden måde skil­te sig af med hen­des lig. Pigen var ledsa­get af sin lil­le hund, der undslap og sene­re hjalp med at afslø­re mor­der­ne. Der fin­des også et noget min­dre udbredt “til­fø­jel­ses-sagn”, om at den unge pige gik igen efter sin død og der­for måt­te ned­ma­nes af en lokal præst.

Ud over før­nævn­te sagn, fin­des også en ræk­ke mere enkelt­stå­en­de histo­ri­er omkring kor­set, hvoraf fle­re omhand­ler mær­ke­li­ge hunde. En arbejds­mand skul­le engang have pas­se­ret kor­set, hvor­på en hund sprang op på skul­dre­ne af ham og sat­te sig fast. Dyret blev tun­ge­re og tun­ge­re og til sidst besvi­me­de man­den og våg­ne­de først op meget sene­re. En end­nu mere inter­es­sant og vel­do­ku­men­te­ret beret­ning i sam­me dur, invol­ve­rer to brød­re, beg­ge i 30’erne, der en som­mer­af­ten i 1905 var ude at cyk­le i områ­det. Da de nær­me­de sig kor­set, så de hvad lig­ne­de en stor hund stil­le sig ud midt på vej­en. Hund­ens øjne glø­de­de i skæ­ret af cykel­lyg­ter­ne. De reg­ne­de beg­ge med at dyret vil­le bli­ve ban­ge og løbe væk når de kom nær­me­re, men i ste­det ske­te noget meget mær­ke­ligt. Plud­se­lig gav “hund­en” en jam­ren fra sig og nær­mest smel­te­de til en klæ­brig mas­se, der dæk­ke­de hele vej­en. Da brød­re­ne prø­ve­de at cyk­le over den­ne mas­se, sad deres cyk­ler så godt fast, at det var næsten umu­ligt at avan­ce­re vide­re. De beskrev det som om, en tung vægt plud­se­lig blev lagt over dem. Først efter sto­re anstren­gel­ser kun­ne de plud­se­lig bry­de væk og cyk­le i nor­malt tem­po igen.  Da de kom hjem, blev cyk­ler­ne grun­digt under­søgt for rester det klæ­bri­ge mate­ri­a­le, men man fandt aldrig så meget som et spor af det.

Kom­men­ta­rer

Sagn om unge piger — sær­ligt jom­fru­er — der bli­ver myr­det af røve­re, har vi fra de fle­ste egne af Dan­mark. Den­ne type sagn fin­der også genklang i fol­kekæ­re even­tyr som Rød­hæt­te og Ulven. Det bety­der dog ikke, at der ikke kan lig­ge en vir­ke­lig for­bry­del­se til grund for Kor­set ved Con­ra­di­ne­s­lyst. Man for­nem­mer dog sam­ti­dig at der må stik­ke noget dybe­re bag. Den æld­ste ver­sion af sag­net om den myr­de­de pige, man ken­der, fin­des iøvrigt andet bind af Erich Pon­top­pi­dans Dan­ske Atlas fra 1764. Det er end­nu ikke lyk­ke­des histo­ri­ke­re at kom­me læn­ge­re til­ba­ge.

At en hund går igen i så man­ge sagn og histo­ri­er, kan også have en ker­ne af sand­hed i sig. Måske er det base­ret på tid­li­ge­re møder med vil­de hunde i områ­det. Dan­mark har des­u­den, omend i min­dre grad end f.eks. Eng­land, en fol­ke­tra­di­tion omkring over­na­tur­li­ge, sor­te hunde. Histo­ri­en om f.eks. den “smel­ten­de” hund kan godt kædes sam­men med den­ne tra­di­tion, omend den unæg­te­ligt tager tin­ge­ne et skridt vide­re. Her skal det dog siges, at der fin­des fle­re vel­do­ku­men­te­re­de sager om eksem­pel­vis heste­vog­ne, og sene­re biler, der er gået i stå under mær­ke­li­ge omstæn­dig­he­der.

Angå­en­de sag­net om at kor­set oprin­de­ligt skul­le være rejst af en præst, for at for­hin­dre spø­ge­ri, er det­te hel­ler ikke helt umu­ligt. Der er en tra­di­tion for brug af manepæ­le i net­op i det­te områ­de af vestsjæl­land, der har over­le­vet læn­ge­re end på resten af øen. Såle­des har Ved­by­gård deres egen manepæl, der står på områ­det den dag i dag, rejst for at hol­de en ond ånd nede.

Lige­som med Ved­by­gårds manepæl er det ihvert­fald helt sik­kert, at der langt op i tiden har her­sket en udbredt frygt for hvad vil­le ske af ulyk­ker hvis kor­set for­faldt eller blev mis­lig­holdt. Som vi ser i til­fæl­de med eksem­pel­vis Sludstrup/Skørpinge kor­se­ne, kan alvor­li­ge ulyk­ker som bran­de og kvæg­pe­st — til­fæl­di­ge eller ej — have været med til at for­stær­ke den­ne tro. Det­te vil­le også for­kla­re hvor­for tra­di­tio­nen om kor­set er ble­vet ved­li­ge­holdt så grun­digt helt op til i dag.

Udvalg­te kil­der:

• Gorm Ben­zon — Spø­gel­ser og Sagn fra Dan­ske Slot­te og Her­re­går­de, Bind 2
• Jør­gen Mogen­sen — Langs Lan­de­vej 255, Bind 11
• J. S. Møl­ler — Fester og høj­ti­der i gam­le Dage
• Svend C. Dahl — Sagn og Gode For­tæl­lin­ger fra Syds­sjæl­land