I 1957 obser­ve­re­de en 15-årig en UFO med to besæt­nings­med­lem­mer, der lan­de­de på en mark og for­lod mær­ker i vege­ta­tio­nen efter sig. Læs om det utro­li­ge møde her

Case Type: CE3, Lan­dings­sag

Hvor­når: Høst­sæ­so­nen (mulig­vis august) 1957, mel­lem kl. 14.00 og 15.00 (efter­forsk­ning påbe­gyndt i 1973, men sagen først offent­lig­gjort 1975)

Hvor: 2 kilo­me­ter syd for Ejstrup­holm, Midtjyl­land (Ca. koor­di­na­ter 55.96559, 9.29253)

Efter­for­sker: X. P. Mad­sen

Hæn­del­sen

En dag i sen­som­me­ren 1957, mel­lem klok­ken 14.00 og 15.00, var en 15-årig dreng i gang med at sam­le korn på en mark, 2 kilo­me­ter syd for Ejstrup­holm, øst for Bran­de. Vej­ret var gråt og over­sky­et med antræk til regn, og det var vindstil­le. Plud­se­lig fik dren­gen en for­nem­mel­se af, at der var nogen der iagt­tog ham. Da han vend­te sig om, så han et mystisk far­tøj par­ke­ret på mar­ken 35 meter væk, med to “besæt­nings­med­lem­mer” stå­en­de i nær­he­den. Far­tø­jet var metal­lisk-gråt og oval­for­met, med en kup­pel på top­pen. Det var ca. 2 meter højt og 2½ meter bredt og under­støt­tet af tre ben, der hver var ca. 1 meter lan­ge og omkring 12 cen­ti­me­ter tyk­ke. De to væse­ner var men­ne­ske­lig­nen­de og med brun­lig hud, men var kun omkring 90 cm høje. De bar tæt­sid­den­de drag­ter i en skin­nen­de, mør­ke­grøn far­ve, uden syn­li­ge knap­per eller lyn­lå­se. Dren­gen bemær­ke­de, at drag­ter­ne, som besæt­nin­gen hav­de på, også dæk­ke­de deres hæn­der. Beg­ge hav­de des­u­den gen­nem­sig­ti­ge, run­de hjel­me, med noget der lig­ne­de anten­ner på, over deres hove­d­er.

Det unge vid­ne iagt­tog cho­ke­ret de mær­ke­li­ge væse­ner i et par minut­ter. Så begynd­te han at bli­ve nervøs og for­be­red­te sig på at for­sva­re sig, i til­fæl­de af at de skul­le kom­me tæt­te­re på. Men før han vid­ste af det, vend­te UFO-besæt­nings­med­lem­mer­ne deres hove­d­er mod hin­an­den, og i næste nu kom der et blæn­den­de lys­glimt. Beg­ge besæt­nings­med­lem­mer var her­ef­ter ingen ste­der at se. Far­tø­jet let­te­de kort efter skråt op i vej­ret og var væk inden for få sekun­der. Vid­net vur­de­re­de at hæn­del­sen vare­de omkring fem minut­ter, og han hør­te ikke så meget som en lyd imens det stod på. Han føl­te sig meget fortum­let bag­ef­ter, og vid­ste ikke hvad han skul­le tro, om det han hav­de lige hav­de ople­vet. Efter at have inspi­ce­ret lan­dings­ste­det bemær­ke­de han des­u­den, at vege­ta­tio­nen var flad­trykt, der hvor UFO’ens støt­te­ben hav­de stå­et, men at der ingen for­dyb­nin­ger var i sel­ve jord­bun­den.

Vid­net var ban­ge for at bli­ve lat­ter­lig­gjort og for­tal­te der­for ikke om obser­va­tio­nen til andre end sin nær­me­ste fami­lie. I 1959 hør­te X. P. Mad­sen, tid­li­ge­re for­mand for Skan­di­na­visk UFO Infor­ma­tion (SUFOI), for før­ste gang om sagen, men det lyk­ke­des den­gang ikke at opspo­re vid­net. Først i 1972, under et UFO-fored­rag i Virum, bekræf­te­de en kvin­de blandt til­hø­rer­ne obser­va­tio­nen og hjalp med at etab­le­re kon­takt til vid­net. Året efter blev vid­net så ende­lig uds­purgt om sin ople­vel­se.

Illu­stra­tion af hæn­del­sen, lavet af SUFOI’s teg­ner gen­nem man­ge år, Hen­rik Klin­ge Peder­sen

Kom­men­ta­rer

Sam­men­lig­net med andre vest­eu­ro­pæ­i­ske lan­de, som Frank­rig og Stor­bri­tan­ni­en, har Dan­mark har kun rela­tivt få sager invol­ve­ren­de nær­kon­takt af tred­je grad, og langt de fle­ste af dis­se er fra før 1980. Ejstrup­holm lig­ner sær­ligt to andre dan­ske “klas­si­ke­re”, Gyl­den­holm-lan­din­gen fra 1960 og Sjæl­lands Odde-sagen fra 1967, men der er fæl­les træk med man­ge andre sager fra hele ver­den. En gen­nem­gå­en­de detal­je i den­ne type sager er, at de invol­ve­re­de ufo­nau­ter i stør­ste­delen af til­fæl­de­ne ser men­ne­ske­li­ge ud, men er meget lave­re end en gen­nem­snit­lig per­son. Uni­for­mer­ne på besæt­nings­med­lem­mer­ne i Ejstrup­holm-sagen er hvad det angår også vir­ke­lig typi­ske.

Et par detal­jer er sær­ligt værd at frem­hæ­ve, da de peger imod at sagen blot er et svin­delnum­mer. Den før­ste er, at X. P. Mad­sen hav­de fle­re møder med vid­net og ople­ve­de ham som abso­lut tro­vær­dig. Han hav­de også ry for at være en for­nuf­tig og ærlig fyr blandt ven­ner og fami­lie. Den anden vir­ke­lig inter­es­san­te detal­je er, at vid­net øjen­syn­ligt ople­ve­de hvad ufo­lo­ger kal­der “Oz-fak­to­ren”: en for­nem­mel­se af at være trå­dt ind i en anden bevidst­heds­til­stand, ind­kaps­let i en slags usyn­lig “bob­le” med et fra­vær af ydre sti­mu­lan­ser (især lyde). Også beskri­vel­sen af det plud­se­li­ge lys­glimt og væse­ner­ne der for­svandt på et øje­blik, taler for vid­nets oprig­tig­hed. Hav­de det været en opdig­tet histo­rie, vil­le han nok have gjort det mest tro­vær­di­ge og “logi­ske” og f.eks. beskri­ve besæt­nin­gen som gåen­de ind i far­tø­jet gen­nem en luge eller en dør. De sur­re­a­li­sti­ske ele­men­ter gør alt andet lige histo­ri­en svæ­re­re at slu­ge, hvil­ket des­u­den er der­for, at den­ne type sager ikke er mere kend­te end de er: ikke bare vid­ner­ne selv, men også man­ge ufo­lo­ger, hav­de vir­ke­lig svært ved at gen­gi­ve sådan­ne bizar­re detal­jer, af frygt for at bli­ve til grin. Man kan sige, at der på den måde har eksi­ste­ret en slags selv­cen­sur hvad det angår, der har bidra­get til et skævt bil­le­de af folks reel­le UFO-ople­vel­ser.

Når det så er sagt, kan man med ret­te rej­se spørgs­må­let, om vid­nets hukom­mel­se ikke let kun­ne have været far­vet af de man­ge andre UFO-sager, der var frem­kom­met i peri­o­den mel­lem hans ople­vel­se i 1957 og 1973. Der er ingen tvivl om at han let kan have ops­nap­pet man­ge af detal­jer­ne fra fle­re for­skel­li­ge kil­der, hvad enten han har været bevidst om det eller ej.

Kil­der

  • UFO-Nyt #6 (1975)