Case Type: CE3 (Nærkontakt af Tredje Grad)
Hvornår: Høstsæsonen (muligvis august) 1957, mellem kl. 14.00 og 15.00 (efterforskning påbegyndt i 1973, men sagen først offentliggjort 1975)
Hvor: 2 kilometer syd for Ejstrupholm, Midtjylland (Ca. koordinater 55.96559, 9.29253)
Efterforsker: X. P. Madsen
Hændelsen
En dag i sensommeren 1957, mellem klokken 14.00 og 15.00, var en 15-årig dreng i gang med at samle korn på en mark, 2 kilometer syd for Ejstrupholm, øst for Brande. Vejret var gråt og overskyet med antræk til regn, og det var vindstille. Pludselig fik drengen en fornemmelse af, at der var nogen der iagttog ham. Da han vendte sig om, så han et mystisk fartøj parkeret på marken 35 meter væk, med to “besætningsmedlemmer” stående i nærheden. Fartøjet var metallisk-gråt og ovalformet, med en kuppel på toppen. Det var ca. 2 meter højt og 2½ meter bredt og understøttet af tre ben, der hver var ca. 1 meter lange og omkring 12 centimeter tykke. De to væsener var menneskelignende og med brunlig hud, men var kun omkring 90 cm høje. De bar tætsiddende dragter i en skinnende, mørkegrøn farve, uden synlige knapper eller lynlåse. Drengen bemærkede, at dragterne, som besætningen havde på, også dækkede deres hænder. Begge havde desuden gennemsigtige, runde hjelme, med noget der lignede antenner på, over deres hoveder.
Det unge vidne iagttog chokeret de mærkelige væsener i et par minutter. Så begyndte han at blive nervøs og forberedte sig på at forsvare sig, i tilfælde af at de skulle komme tættere på. Men før han vidste af det, vendte UFO-besætningsmedlemmerne deres hoveder mod hinanden, og i næste nu kom der et blændende lysglimt. Begge besætningsmedlemmer var herefter ingen steder at se. Fartøjet lettede kort efter skråt op i vejret og var væk inden for få sekunder. Vidnet vurderede at hændelsen varede omkring fem minutter, og han hørte ikke så meget som en lyd imens det stod på. Han følte sig meget fortumlet bagefter, og vidste ikke hvad han skulle tro, om det han havde lige havde oplevet. Efter at have inspiceret landingsstedet bemærkede han desuden, at vegetationen var fladtrykt, der hvor UFO’ens støtteben havde stået, men at der ingen fordybninger var i selve jordbunden.
Vidnet var bange for at blive latterliggjort og fortalte derfor ikke om observationen til andre end sin nærmeste familie. I 1959 hørte X. P. Madsen, tidligere formand for Skandinavisk UFO Information (SUFOI), for første gang om sagen, men det lykkedes dengang ikke at opspore vidnet. Først i 1972, under et UFO-foredrag i Virum, bekræftede en kvinde blandt tilhørerne observationen og hjalp med at etablere kontakt til vidnet. Året efter blev vidnet så endelig udspurgt om sin oplevelse.
Kommentarer
Sammenlignet med andre vesteuropæiske lande, som Frankrig og Storbritannien, har Danmark har kun relativt få sager involverende nærkontakt af tredje grad, og langt de fleste af disse er fra før 1980. Ejstrupholm ligner særligt to andre danske “klassikere”, Gyldenholm-landingen fra 1960 og Sjællands Odde-sagen fra 1967, men der er fælles træk med mange andre sager fra hele verden. En gennemgående detalje i denne type sager er, at de involverede ufonauter i størstedelen af tilfældene ser menneskelige ud, men er meget lavere end en gennemsnitlig person. Uniformerne på besætningsmedlemmerne i Ejstrupholm-sagen er hvad det angår også virkelig typiske.
Et par detaljer er særligt værd at fremhæve, da de peger imod at sagen blot er et svindelnummer. Den første er, at X. P. Madsen havde flere møder med vidnet og oplevede ham som absolut troværdig. Han havde også ry for at være en fornuftig og ærlig fyr blandt venner og familie. Den anden virkelig interessante detalje er, at vidnet øjensynligt oplevede hvad ufologer kalder “Oz-faktoren“: en fornemmelse af at være trådt ind i en anden bevidsthedstilstand, indkapslet i en slags usynlig “boble” med et fravær af ydre stimulanser (især lyde). Også beskrivelsen af det pludselige lysglimt og væsenerne der forsvandt på et øjeblik, taler for vidnets oprigtighed. Havde det været en opdigtet historie, ville han nok have gjort det mest troværdige og “logiske” og f.eks. beskrive besætningen som gående ind i fartøjet gennem en luge eller en dør. De surrealistiske elementer gør alt andet lige historien sværere at sluge, hvilket desuden er derfor, at denne type sager ikke er mere kendte end de er: ikke bare vidnerne selv, men også mange ufologer, havde virkelig svært ved at gengive sådanne bizarre detaljer, af frygt for at blive til grin. Man kan sige, at der på den måde har eksisteret en slags selvcensur hvad det angår, der har bidraget til et skævt billede af folks reelle UFO-oplevelser.
Når det så er sagt, kan man med rette rejse spørgsmålet, om vidnets hukommelse ikke let kunne have været farvet af de mange andre UFO-sager, der var fremkommet i perioden mellem hans oplevelse i 1957 og 1973. Der er ingen tvivl om at han let kan have opsnappet mange af detaljerne fra flere forskellige kilder, hvad enten han har været bevidst om det eller ej.
Kilder:
- UFO-Nyt #6 (1975)
Tags
I samme kategori…
Store Vildmose CE3
En sen efterårsaften i 1957 er en gårdejer og hans kone på vej i bil gennem Store Vildmose området, da de observerer et mærkeligt fartøj.
Sæbeboble-UFO’er
I løbet af 1960’erne og 1970’erne, var det som om Danmark oplevede en regulær invasion af tilsyneladende intelligente, sæbeboble-lignende objekter. Hvad lå der bag dette fænomen, og hvad er der blevet af boblerne siden?
Maarup Sagen
UFO-hændelsen involverende politibetjent Evald Maarup fra 1970 betragtes som en af de mest troværdige og stadig uopklarede sager fra Danmark. Sagen fik stor omtale både i ind- og udland, hvor journalister fra så langt væk som Ghana ville dække historien
