Generelt Om Øen

Louises Ø er en lille ø midt i Ødammen, beliggende bag Hillerød’s ikoniske Badstueslot. Med sin maleriske træhytte kan øen virke ganske idyllisk på en solskinsdag, men den kan også fremkalde en følelse af frygt. Især på en mørk nat, hvis man går forbi den alene. Mystikken omkring Louises Ø forstærkes af dens umiddelbare utilgængelighed. Ikke kun er den svær at komme ud til, politiet vil sandsynligvis give dig en bøde hvis du prøver. Alt dette har været med til at cementere Louises Ø som lidt af en legende i Hillerød, selvom de fleste lokale ikke engang kender dens navn eller historie.

I 1848 flyttede kong Frederik den 7. sammen med hans kontroversielle og så afgjort ikke-adelige hustru, Louise Danner, til Frederiksborg Slot på grund af det voksende daglige pres de oplevede i København. Slottet og dets omgivelser blev hurtigt Frederiks foretrukne fristed, og i løbet af de næste mange år tilbragte han så meget tid som muligt i området, hengivet til sine yndlingsaktiviteter. To af dem var at fiske og feste, og for at imødekomme begge, uden for synsvinkel af potentielt nysgerrige Hillerød-borgere, etablerede han Louises Ø. Kort efter fik han en Norsk hytte bygget som hovedkvarter for disse aktiviteter, sammen med et lille forsynings-hus og et bådhus.

Hvis det lykkes en dag at få adgang til øen, er hytten klart værd at se indefra. Den er fyldt med gamle ruser og andet fiskeudstyr, der meget vel kan have ligget her lige siden Frederik den 7.’s tid. Primitiv graffiti pryder væggene, noget af det mere end 150 år gammelt. Øen er også hjemsted for en mere skjult genstand, ukendt for de fleste og uden for synsvinkel fra fastlandet: Et stensæde indgraveret med kongens monogram.

Selvom der ikke kendes nogen virkelig mystiske begivenheder fra Frederiks 7.’s tid, er der en virkelig spændende, moderne spøgelseshistorie relateret til øen. En fuldstændig behandling af den kan læses her, mens en kortere version findes nedenfor.

Spøgeri På Louise’s Ø

Den følgende uhyggelige hændelse fandt sted tilbage en sommernat i slutningen af 1990’erne og involverede fire unge mænd. De var alle en del af en berygtet gruppe lokale skatere, kendt for i det hele taget at være frygtløse ballademagere. Men hvad de oplevede på øen for mere end 20 år siden, skulle komme til at teste dette omdømme til det yderste.

På den givne aften havde gruppen, ligesom så mange andre den sommer, været ude og drikke sig fulde og lave ballade omkring Hillerød centrum. Barerne var begyndt så småt at lukke og de diskuterede, hvad de nu skulle finde på i stedet. Pludselig foreslog en af dem, at stjæle en båd og sejle ud til Louiseøen. Dette var en ikke ringe bedrift, særligt i deres tilstand, men det lykkedes ved at skiftevis at navigere langs indelukkets smalle kanaler og bære båden over land indtil de kom til Ødammen. Da de endelig nåede ud til øen, sørgede de for at fastbinde og sikre båden grundigt inden de gik på opdagelse, da ingen af dem ville risikere at skulle svømme tilbage.

Hovedformålet med at besøge øen, havde været at komme ind i den mystiske hytte og se hvad der gemte sig, hvilket delvis lykkedes. Der var dog på det tidspunkt så meget rod og byggeaffald, på grund af et igangværende istandsættelses-projekt, at de var forhindret i at foretage nogen særlig detaljeret rundtur. De forlod hytten kort efter og gik lidt rundt på øen i stedet. På dette tidspunkt begyndte de at bemærke en kraftig, sød lugt, som de fandt ret usædvanlig.

Efter at have gået rundt i et par minutter begyndte de at kede sig og besluttede at sætte kursen hjemad igen. Da de nåede båden fik de dog en ret ubehagelig oplevelse: på en eller anden måde havde den løsnet sig og var begyndt langsomt at drive imod land. De satte nu himmel og jord i bevægelse for at prøve at fange rebet og trække båden tilbage, hvilket endelig lykkedes. En tyk tåge var nu begyndt at lægge sig over øen, og det var omkring dette tidspunkt, at nogle af gutterne fik en fornemmelse af, at de måske ikke var alene.

De var nu alle ret ængstelige for at komme tilbage til land og begyndte hurtigt at gå ombord. Men da den tredje mand var på vej ind i båden, lavede han pludselig et kraftigt spjæt, imens han greb fast i skulderen på sin ven foran sig, pegede, og råbte “hvad fanden er det!”. De så nu alle hvad deres ven var blevet så oprørt over: en tyk, gråhvid og delvist gennemsigtig  skikkelse, stod omkring 3 eller 4 meter fra dem, hvor der ikke burde være noget. Dette skabte nu fuldstændig panik og en intens følelse af frygt blandt den allerede hårdt pressede, og forlængst også helt ædru, gruppe. De skyndte sig nu alt hvad de overhovedet kunne for at komme så langt væk fra øen som menneskeligt muligt.

På vej ind mod land havde tågen næsten helt opslugt øen og det meste af dammen, og nåede ud til kanten af båden. Uanset hvor tyk tågen blev, kunne de dog stadig se den uhyggelige skikkelse, der lod til at stå og observere dem, næsten som om den ville sørge for, at de aldrig vendte tilbage igen. Så snart de nåede kysten, kastede de båden til side og spredte sig i vidt forskellige retninger, uden at sige farvel til hinanden.

Kommentarer

Med nogle få undtagelser, er alle de involveredes beretning om den skæbnefulde aften bemærkelsesværdigt ens. Den dag i dag er de fleste af dem ret sikre på, at de oplevede noget usædvanligt. Og selvom visse elementer af oplevelsen måske ikke virker så mystiske, når de ses isoleret, kan man ikke undgå at blive forbløffet over, hvordan det hele tilsyneladende faldt sammen og skabte den nærmest perfekte spøgelsesfortælling. Kunne skikkelsen, de så, have været en tidligere besøgende på øen? Eller kongen selv? Sandsynligvis vil vi aldrig vide, hvad der virkelig skete den sommernat i de senere 1990’ere. Men hvis du er “heldig”, kan du måske arrangere dit eget møde med det overnaturlige på Louises Ø. Nu ved du ihvertfald, hvad du går ind til.

Kilder

• Thomas Brisson Jørgensen – The Ghost of Louise’s Island (Del 1 & Del 2)

Tags

I samme kategori…