Kirsten Hvid/Maren Hinds Høj

Parkering: Der er en stor parkeringsplads lige ved siden af

Værd at vide: Højen er i et indhegnet skovområde, men man kan komme ind til den fra højre bagside af velkomstcenteret/billetkøbs bygningen.

Andre attraktioner i nærheden:

Ved Stigsnæs havn er en gammel gravhøj, hvor omkring der engang er set elvere lege og danse

Elverfest På Højen

Bag velkomstcenteret ved Stigsnæs havn er en lille gravhøj, der optræder i hvad på overfladen kan ligne et moderne sagn om højboere, men faktisk synes at beskrive en ret konkret observation. Der er tilsyneladende to versioner af denne hændelse, den ene at finde i Dansk Folkemindesamling, hvor højen omtales som Kirsten Hviids Høj. Følgende er hændelsen, som den var nedskrevet af meddelerens egen far:

Jeg har engang set noget. Hvad det var, ved jeg ikke. Men det står så tydeligt for mig, som det var sket i går, og det er hverken en drøm eller et øjenbedrag. Vi var 4 mennesker, der så det på en gang. Det var en aften lige først i november måned. Far, jeg samt Lars Olsen i Klintehuset og deres skolelærer, Knudsen, var om eftermiddagen sejlet et ærinde til Agersø. Det var lidt halvsent, før vi kom fra øen, men det var det skønneste vejr, man kan tænke sig. Det var fuldmåne, blikstille og vandet var blankt som et spejl. Vi lagde masten ned og roede over mod Stigsnæs skov for at slippe for strømmen så hurtigt som muligt. Vi skulle ellers et stykke længere mod syd.

Snakken gik livligt, men jeg skal lige love for, at den stoppede lige med et slag. For lige idet vi kom til stedet, hvor granskoven trækker sig tilbage og giver plads for kysten, så vi et syn. som ingen af os nogensinde vil glemme. Oppe på Kirsten Hvids høj der brændte i en rundkreds hundredvis af lys, og på engen løb der nogle skikkelser og legede, men der hørtes ikke en lyd. Alle skikkelserne var hvidklædte – der kunne vel være en snes stykker i det hele. De løb også ned til strandkanten og så på os. Sådan blev de ved at lege så længe, vi kunne se dem. Vi regnede ikke med, at det var mennesker, vi så. Dagen efter forespurgte vi hos skovfogeden, om der havde været selskab i skoven, men det havde der ikke været.

Der er ikke givet nogen præcis dato for hændelsen, der blev indberettet til Dansk Folkemindesamling i 1906.

Den anden version af historien findes tilsyneladende i Holsteinsborg Lokalarkiv. Her omtales højen som Maren Hinds Høj. Følgende er Mads Lidegaards beskrivelse i Danske Høje fra Sagn og Tro:

Maren Hinds Høj ligger i sydvesthjørnet af Ørnehoved Skov nær stranden ud mod færgelejet, nu indhegnet. Her var elverpiger. En nat havde en lærer og en fisker været til gilde på Agersø og var blevet godt beduggede. Da de passerede højen på hjemvejen, så de elverpigerne og meget andet, og oplevelsen var så stærk, at de, da rusen var sovet ud, stiftede den lokale afholdsforening.

Kommentar

Det har ikke været muligt at finde ud af hvor navnene Kirsten Hvid og Maren Hind kommer ind i billedet. Ingen af dem bruges af Naturstyrelsen i deres afmærkning og registrering, og der er da også en chance for, at historien er tilknyttet en anden, nærliggende høj, der senere er blevet sløjfet. Folkesagnsforsker Inger Boberg skrev i sin tid en række artikler om sagn og tro tilknyttet gravhøje rundt om i landet, inklusiv de der siden hen er forsvundet. I hendes artikel om sagnhøje på Sorø-egnen, nævnes intet om denne høj, hvad det så end kan skyldes. Mads Lidegaard synes dog sikker på at have lokaliseret den som den rette. Det skal her nævnes at Færgehavnen først blev etableret i 1962, og velkomstcenteret kom til nogle år senere. Der har altså været tilsyneladende frit udsyn før i tiden, og landskabet været helt anderledes og åbent omkring kysten.

På trods af de forskellige navne for højen, og et par forskellige detaljer i beretningerne, er der vist ingen tvivl om at de tager udgangspunkt i samme historie, der godt kunne bunde i en konkret oplevelse (måske med en naturlig forklaring bag sig). Man kan forestille sig at historien er blevet fortalt så mange gange på egnen, at det efterhånden har fået kvalitet af vandresagn. Det med at starte lokal afholdsforening er også noget man hører tit i forbindelse med fortællinger der lyder for gode til at være sande, og kan være en detalje, der er blevet tilføjet hen ad vejen, for at afvise eller moralisere over oplevelsen.

Én ting er i hvert fald sikkert: hvis hele besætningen har været godt påvirkede og stadig kunne ro fra Agersø til Stigsnæs, er det lidt af en bedrift, da turen tager 15 minutter nu om dage med færge.